Læsetid: 6 min.

Den gode og den onde mor

16. april 1998

Hvis de voksne går på arbejde, er de bedre til at være voksne

FAMILIE
Hun står klar med nybagte boller og dampende varm kakao klokken to, når børnene kommer hjem fra skole. Den gode mor. Formiddagen har hun brugt på vasketøj, syning og påskedekorationer, alt imens hun har nynnet glad til radioens kvikke toner, og puslet omkring en gryde med mørt kalvekød.
Den onde mor har været på arbejde. Klokken er blevet mere end seks om aftenen, og hendes børn har selv fundet hjem fra skolefritidsordningen. Stormblæsende og stresset suser hun ind ad døren, og råber - som det første - om Sofus har husket at købe ind til aftensmaden: Frostpizza, til mikrobølgeovnen.
Og hvad er konsekvensen for stakkels Sofus, der har en ond mor? Hvordan udvikler han sig, når han nu ikke er blevet pylret med smægtende moderlighed og varm kakao?
Er det ikke en menneskeret, at moren - især - har tid til sine børn, masser af tid.
Meninger er der masser af. Meninger, der med tiden bliver til myter, der siden pludseligt hårdnakket står dér, som tusindårgamle kampesten. Som var de fakta. Fakta som politikere og pseudo-eksperter slynger om sig med for at berettige og legitimere netop deres menneskesyn (Læs: kvindesyn). Og hvor er vi så henne?
Tiden er god. Mange mødre - og fædre - har fået en økonomi, der gør, at de kan vælge, at den ene forælder bliver hjemme med børnene i børnenes første leveår. Og det er såre godt. Nogle bliver sågar hjemme, indtil børnene når skolealderen, konfirmations-alderen, myndighedsalderen - voksenalderen. Og det er fint.

Borgerlige politikere
Hvad der er knap så fint, er, når borgerlige politikere, især - fornylig - slår slag for en økonomi, der vil betyde, at det ville betale sig for familien, at den ene forælder bliver hjemme og passer børnene (Og hvem er det mon, der bliver hjemme?)
Det er jo ren kødgryde-politik.
Jeg siger ikke, at kvinder - med vold og magt - skal være og skal blive på arbejdsmarkedet. Jeg siger blot, at der går kludder i matematikken, hvis det økonomisk - og kun økonomisk - kan svare sig at blive væk fra arbejdsmarkedet for kvinder.
For nogle ville det være ideelt - virkeliggørelsen af en årelang, hengemt drøm om husmoderlighed. Al ære være den drøm.
Men for de fleste kvinder ville det være et tilbageslag til feudal-tilstande, hvor kvindens domæne var det hjemlige - og mandens det handlende, udadrettede, politiske, sociale.
Og nok mener nogle sociologer, at kvinden aldrig har haft så meget magt og kontrol, som hun havde, da hendes domæne var fast, afgrænset og veldefineret til hjemmet.
Alligevel er jeg glad for, at jeg kan stemme, læse, skrive og uddanne mig - på lige fod med manden. Jeg synes, det er godt, at vi er kommet dertil, og jeg synes, det ville være dumt at gå tilbage.

Trenden
Fint nok. I dag er trenden, at en mand skal være en mand - og en kvinde en kvinde. Egentlig kan jeg ikke se, hvor det revolutionerende heri ligger. For det er da logik, at en kvinde ikke er en mand, og vise versa.
Men det betyder ikke, at mænd skal have andre og bedre muligheder, rettigheder end kvinder.
For eksempel kan der være fysisk og kulturel forskel på en busk-aboriginee og en rendyrket skandinav, men derfor skal de vel ikke have forskellige rettigheder - efter hvor mange centimeter de stiger i vejret.
SFI har nyligt barslet med en rapport om danske børnefamilier. Og konklusionen er krystalklar: Det er en force, ja, en styrkende ressource for mor-barn-relationen og familien i øvrigt, når moren har en tilknytning til arbejdsmarkedet.
En anden - mere uaktuel - undersøgelse fra 1990-91, så på, hvordan den daværende generation af børn havde det ved skolestart. Altså seks-årige børn. Undersøgelsen viste, at hele 80-90 procent af børnene var meget velfungerende.
Mere interessant er et af undersøgelsens delresultater, der viser en tydelig tendens til, at de børn, der fungerede aller bedst, kom fra familier, hvor begge forældre var udearbejdende. Ja. Begge forældre udearbejdende.
Når nu det skulle være så sundt og godt, at begge forældre arbejder, kunne en og anden nok ud af nævnte resultat tolke, at forældre endelig ikke skal spendere for meget tid sammen med deres børn.
Det er ikke sagen.

PPR-konsulent
Som en PPR-konsulent (PPR, dvs. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning - det vi i gamle dage kaldte skolepsykologer) Jens Andersen sagde til en forelæsning på Psykologisk Institut i Århus fornylig:
"Sagen er, at arbejder de voksne, er de bedre til at være voksne. Og så kan børnene nøjes med at være børn."
Som Jens Andersen også sagde, har mange forældre og andre kloge hoveder den fejlagtige forestilling, at 'tid' alene er løsningen for konflikter i familien.
"Men hvis det var løsningen, så skulle en af forældrene jo blive hjemme; og det er absolut ikke sagen," sagde Jens Andersen med tryk på, at 'tiden' er en helt forskruet tilgang.
"Nej. Så er det mere vigtigt for børnene, at de har forældre, der tør være uenige med dem. Forældre, der tør markere, at der er en forskel mellem dem og børnene."
Nu er det sådan med videnskabelige undersøgelser, at man kan bruge dem til næsten hvad man vil. Og det har jeg også lige gjort. For omvendt kunne jeg fint stille spørgsmålstegn ved, om det er godt for et otte-måneder gammelt barn at komme i
daginstitution. Om barnet, i denne unge alder, får noget befordrende ud af, at moren suser rundt på arbejdsmarkedet. Det tror jeg ikke.
Men vigtigst mener jeg, at det er op til den enkelte mor - og far - hvad der er godt i lige præcis deres situation; om deres barn er robust; hvad der er det mest ideelle for dem alle - børn og voksne - i den hverdag, de nu engang er stedt i. Eller rettere: Har valgt.
Min mor valgte at arbejde, fra jeg var helt lille. Og fra den dag jeg kunne mæle min mening, havde jeg det med at kalde hende - om ikke en 'ond mor', så dog en dårlig mor. For selv om hun var alenemor og selvstændig erhvervsdrivende, kunne hun vel godt stå klar med nybagte boller og varm kakao, når jeg kom træt hjem - efter børnehave og senere skole.

Æbleshampoo
I baghovedet havde jeg damebladsreklamer for æbleshampoo og ajax - med kvinder, der var smilende, moderlige og effektive. Og de duftede rigtig, rigtig godt, de glanspolerede reklame-kvinder. Selv om de måske nys havde overstået den ugentlige forårsrengøring; syltning, bagning, og jeg-skal-komme-efter-dig.
Jeg var virkelig bitter. Dengang. Bitter over at min mor ikke kunne være, som mødre var flest. Eller: Som jeg nok mente, jeg vidste, en mor burde være. Med alderen tænkte jeg ikke længere så meget på boller og kakao og eftermiddagsstunderne, der aldrig var. Jeg tænkte, at jeg var stolt over, at min mor havde taget sit og sine to børns liv i egen hånd (uden om sociale støtteordninger), at hun havde taget et voksent ansvar, for det liv hun mente var det bedste, med de muligheder hun havde.
Pointen er, at vi alle hver især måske lige er en tak for hurtige på aftrækkeren, når vi kaster om os med fordømmende bud på, hvad det lige vil sige, at være en god mor. Og er moren ikke med på vores udefra skuende noder, er hun partout en ond mor, en dårlig mor.
Sikke noget pjat. De fleste mødre er gode mødre, om de så er på arbejdsmarkedet eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu