Læsetid: 2 min.

Det grænseløse EU

28. april 1998

Dette misforster af en debat bygger på den fejlinformation fra regeringen, at traktaten angår Øst-udvidelsen. Det gør den ikke - af den simple grund at regeringerne ikke kunne blive enige

28. MAJ
En sjælden gang sker det, at politiske debatører udtrykker sig med skarphed og akuratesse, så udsagnet huskes for dets aforistiske prægnans. F.eks. glemmer jeg aldrig følgende præcise signalement af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union:
"Det er det, der er karakteristisk for den europæiske konstruktion: At man starter med noget, der uvægerligt leder videre til det næste skridt. Og sådan vil det blive ved at være".
Sådan kan 200 siders politisk teori og kilometers ørkesløs politikersnak anskueliggøres, fyndigt og plastisk. Det ene skridt, der er affødt af tidligere, fører et nyt med sig, som fører et nyt med....
Således også Amsterdam-traktaten.

Citatet stammer ikke fra en unionsmodstander, ikke engang en kritiker. Ophavsmanden er ingen ringere end den danske Mr. EU, fhv. ambassadør, generalsekretær og dansk chefforhandler under regeringskonferencen om Amsterdam-traktaten, Niels Ersbøll.
Tilsyneladende er der ikke noget der hedder det sidste skridt. Den "stadig snævrere sammenslutning", som er Fællesskabstraktatens mål, er uden noget logisk (og synligt) slutpunkt.

Amsterdamtraktaten falder ind i dette skema. Traktaten markerer, som det udtrykkes i præamblen, "en ny fase i den europæiske integrationsproces". Traktaten kan ikke bedømmes isoleret, men netop som et skridt på vejen. Derfor spiller det en mindre rolle, om "Amsterdam-traktaten er bedre en Maastricht", som Nyrup (i øvrigt meget lidt overbevisende) bedyrer. Det er vejen der er afgørende, ikke det enkelte skridt. Er det den rigtige vej? Eller findes der en bedre? Det afgørende er, om retningen er rigtig.

Unionsudviklingens logik bestemmes af markedskræfterne (som storkapitalen så troskyldigt kaldes i vore dage).
Den gradvise afvikling af nationale reguleringer fører til krav om EU-regulering; den frie bevægelighed afføder krav om afskaffelse af national grænsekontrol, som så nødvendiggør EU-kompensationer, EuroPol og Schengen. Det sidste hører til de afgørende elementer i Amsterdam-traktaten, som synligt og umisforståeligt ophæve grænsen, reducerer dansk bestemmelsesret - til gengæld for et usynligt, ukontrollabelt og i sit væsen repressivt overvågningsapparat, som får PET's aktiviteter til at tage sig ud som uskyldigt amatørteater.
Centralisering på bekostning national grænsekontrol. Og det ikke blot som konkret selvbestemmelsesret m.h.t. landegrænser, men 'grænser' som alment begreb: bevogtning af de vitale nationale politikområder.

Amsterdamtraktaten handler ikke om 40 mio po-lakker. Dette misforster af en debat bygger på den fejlinformation fra regeringen, at traktaten angår Øst-udvidelsen.
Det gør den ikke - af den simple grund at regeringerne ikke kunne blive enige. Vi ved derfor ikke, hvad den planlagte udvidelse kommer til at betyde i retning af (yderligere) tabt indflydelse for de små lande.
Hovedtemaet er og bliver et valg af retning: Mere Europæisk Union - med forsat og forstærket afskaffelse af de fysiske og politiske grænser - eller dansk folkestyre, som - indrømmet - stiller store krav til internationale engagement, men som giver vores hårdt belastede politiske apparat de handlemuligheder, som gradvis absorberes i EU-bureaukratiet, hvis danskerne siger ja den 28. Maj.

Et Nej er Ja til noget bedre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu