Læsetid: 5 min.

Hele Europa eller det halve?

Debat
14. april 1998

Ikke helt tilfældigt blev Rom-traktaten underskrevet - i Rom

EU
I analysen af den europæiske integration skal man holde sig for øje, at der i de toneangivende miljøer hele tiden har været en ærligt ment bestræbelse om at samle hele Europa i én overnational organisation. Hensigten var og er at forhindre fremtidige borgerkrige på dette kontinent, hvis hele historie har været præget af videnskabelige opfindelser, fri udfoldelse af fantasi og skabende kraft, materielle fremskridt - og krige.
Det er ikke helt uden betydning, at Rom-traktaten blev underskrevet netop i Rom efter møder i Messina og således omfattede et sydeuropæisk land. Italiens hensigt var den samme som Tysklands, nemlig at komme tilbage i det gode, demokratiske selskab efter fascismens fejltagelser. Men det ændrer ikke ved, at landet faktisk kom med, trods en svag industriel basis i 1950'erne. I 1957 var det ikke let at forudse, at Italien ville blive verdens femte-største industrimagt inden for en kort årrække.

Det kan derfor ikke helt afvises, at Rom-traktatens fædre faktisk mente, hvad de skrev i præamblen til traktaten: At hensigten var at skabe "en stadig nærmere forening mellem de europæiske lande." Og at det som formuleret i paragraf 237 "står frit for enhver europæisk stat at søge om medlemskab". Skeptiske, lutheranske danskere har en tendens til i bedste fald at fortolke dette som et forsøg på at genskabe den middelalderlige pavekirkes universelle magt. "Rom"-unionen!
Men det svarer faktisk ikke til praksis siden 1950'erne, trods introduktionen af det lidt vanskelige udtryk "subsidiaritet" med Maastricht-traktaten. Nok betyder det
ikke blot og bart "nærhed", som de danske forhandlere valgte at oversætte det med, og nok har det rødder i katolsk organisationstænkning. Men først og fremmest antyder subsidiaritet nogle organisationsprincipper, der kan supplere det danske uklare dobbeltprincip med fuldt lokalt selvstyre og universelle love i en ekstremt centraliseret stat. Danskerne specielt og skandinaverne i almindelighed er blevet så ens i hovederne, at man kan tillade sig at lægge administrationen af universelle regler ud til lokale myndigheder - og regne med, at resultatet er sammenligneligt. Det kan man ikke i større samfund, men den forskel er der ringe forståelse for i Danmark.
Det europæiske fællesskab tog faktisk et ganske stort skridt til at forene adskilte historiske erfaringer, da det i 1972 accepterede Storbritannien, Danmark og Irland som medlemmer. At der kunne være grunde til at holde et lille rigt land som Danmark ude, er der ganske vist ingen, der nogen sinde alvorligt har forestillet sig her. Men det er der faktisk. Vores selvretfærdige, bedrevidende og renfærdige attitude til mange emner må virke umådeligt uforståelig på mere pragmatiske europæere med katolsk baggrund.
Det er selvfølgelig praktisk med nogen, der overholder reglerne og har ret begrænset korruption. Men det er der faktisk også mange andre, der har. Og de, der snyder mest, er ikke altid de lande, vi først tænker på. Italien ligger overraskende nok i den pænere ende, mens Nederlandene har rekord i underslæb, både absolut og i forhold til indbyggerantal. Danmark ligger pænt, men ikke kvalitativt forskelligt fra mange andre.

Så måske er vores hellige renfærdighed mere indlysende for os selv end for andre. Under alle omstændigheder var det ikke ganske selvfølgeligt at tage nordeuropæerne med i Europa, sådan som det for alvor skete med optagelsen af Sverige og Finland i 1995 og nu med invitationen til Estland.
Danmark slap i sin tid med ind i skyggen af Storbritannien; siden har briterne lavet så megen ballade, at Danmark har kunnet ligge lunt i læ af dem. Det bliver vi imidlertid næppe ved med at kunne, især ikke efter, at Finland er begyndt at demonstrere, at også nordeuropæere kan være med til aktivt politisk arbejde for at forene det splittede kontinent.
Hvordan man end fortolker det lille Danmarks rolle i den europæiske integration, er vores medlemskab en demonstration af, at nogen faktisk har taget den europæiske forpligtelse i traktaterne alvorligt.
Denne europæiske forpligtelse blev endnu mere udtalt med optagelsen af Grækenland i 1981 og Spanien og Portugal i 1986. Det har ikke
været ukompliceret, og specielt optagelsen af Grækenland har under Andreas Papandreous langvarige, national-populistiske styre ofte fået mange til at ønske landet ud igen.
Men Grækenland er med, er blevet rigere og mere udviklet og ender måske en dag med at opføre sig stabilitetsfremmende i sin region og er i den forstand en succes. I hvert fald uendeligt meget mere en succes end det neutralistiske Jugoslavien, som så mange danske (herunder mig selv) i 60'erne og 70'erne satte store forhåbninger til som en mellemvej mellem øst og vest, mellem kapitalisme og kommuniske, mellem centralisme og arbejderstyre.

Specielt optagelsen af Grækenland er symbolsk vigtig af en anden grund end den sydeuropæiske dimension, selv om landet så rigeligt har levet op til sin rolle som egoistisk beskytter af ikke-eksisterende oliventræer og anden støtteudløsende landbrugsproduktion. Grækenland tilhører den ortodokse verden og hører således til på den anden side af det civilisations-tæppe, som Samuel Huntington og andre strateger i 90'erne har forsøgt at lade gå ned mellem Øst- og Vesteuropa. De taler ikke et slavisk sprog, men tænker i samme byzantinsk-ortodokse tradition som mange andre lande i området.
Det overså EF formentlig, da man i 1981 optog Grækenland under indtryk af et sværmeri for Athen som demokratiets vugge og en romantinsk drøm om antikken, der systematisk er blevet næret af undervisningen i oldtidskundskab.

På baggrund af denne efterhånden lange historiske erfaring er det derfor ikke helt umuligt, at nogle af de europæiske politikere mener i hvert fald noget af det, de siger, om på langt sigt at få hele Europa med i EU. Det tror fundamentalistiske, danske, lutheranere naturligvis ikke på, og derfor maser vi sammen med svenskerne på med vores maksimale krav. Det er måske også godt og muligvis ligefrem klogt.
Politiske beslutninger består altid af kompromisser mellem forskellige positioner i landskabet og derfor er det til tider klogt at indtage ekstreme positioner. Under forudsætning af, at man kan kan give sig og til allersidst indgå et kompromis mod løfte om senere revurderinger. Problemet er, at det ikke er let at fremstille en sådan taktik som en sejr over for et tvivlende og skeptisk hjemmepublikum. Især ikke et hjemmepublikum som tror, at alle idelle hensyn er parkeret hos det selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her