Læsetid: 3 min.

Hvem er mest konservativ?

Debat
15. april 1998

Vi har brug for en debat om dansk u-landsbistand. Og så nytter det ikke, at man som Knud Vilby fremmaner gamle fjendebilleder fra 1960'erne

BISTAND
Debatten om dansk u-landsbistand raser i Informations spalter, og dansk u-landsbistands grand old man, Knud Vilby, kaldte mig forleden for "den ældgamle Helveg". Knud Vilbys indlæg blev bragt den 1. april, og derfor vælger jeg også at betragte meget af indlægget som en dårlig aprilsnar. Noget af indlægget var usagligt sludder om mit efternavn, mens andre dele var polemik på lavt niveau. Dertil kommer forsøg på at skyde mig holdninger i skoene, som jeg aldrig har givet udtryk for. Alt i alt et indlæg, der ikke ligner Knud Vilbys normale og saglige debatstil.
Hvad var så substansen i indlægget? Ifølge Knud Vilby er jeg konservativ fordi jeg mener, at den private sektor skal involveres. Og ifølge KV skulle jeg mene, at statslig bistand pr. definition er dårlig.
Det er ikke synspunkter, jeg står inde for. Det, jeg har beskrevet tidligere i Information, er nye måder at involvere den private sektor på i u-landsbistanden. Nogle nye udviklingstræk vi ser over hele kloden.

Konservatisme
Den private sektors stigende betydning kan være svær at erkende for mennesker, der gennem en menneskealder har været vant til, at u-landsbistand foregik på en helt bestemt måde.
Så hvem er mest konservativ? Det er da netop konservativt at hænge fast i, hvordan vi har givet bistand gennem årtier. Og det er da netop konservativt, når nye tanker og ideer, bl.a. om den private sektors involvering, skal skydes fjendebillederne fra 1960'erne i skoene. Og det er i høj grad konservativt, når man ikke forholder sig til, at verden har ændret sig.
Knud Vilby skriver: "Morten Helveg tror derimod, at u-landenes lykke er gjort, bare de fattige kan købe sig til motorveje og rensningsanlæg ud fra brugerbetalingsprincipper." Prøv lige at tyg på den sætning én gang til. Jeg troede, opbygning af fjendebilleder var noget, der foregik under den kolde krig. Men nogen kommer måske ikke længere?
Knud Vilby konstaterer videre, at "...de fleste af Asiens fattige er såmænd næsten indenfor Danida-rammen." Et interessant standpunkt, der er med til at illustrere, hvordan bistandsdebatten er fokuseret på kvantitet frem for effektivitet. Fordi vi giver bistand til Nepal og Indien - samt Kina i ubetydeligt omfang - så bekæmper vi ifølge Knud Vilby fattigdommen blandt de fleste asiater.
Hvis man fører Knud Vilbys argumentation et skridt videre må det så åbenbart dreje sig om at fordele dansk bistand ud over alle verdens lande. En sympatisk tanke - men nok ikke så effektivt, hvis vi vil bekæmpe fattigdom.
Knud Vilby slutter af med at kritisere, at jeg ikke har nævnt ordet 'uddannelse'. Derefter får han det til at se ud som om, at jeg skulle gå ind for brugerbetaling i uddannelserne i u-landene. Hvad det første angår, så beskrev jeg i mit første indlæg i Information, hvordan uddannelse er helt centralt for u-landene. Og at jeg skulle gå ind for brugerbetaling i uddannelser i u-landene er sludder og vrøvl og står for Knud Vilbys egen regning.

Strategier uden mål
Alligevel er hans reaktion interessant. For Knud Vilby kunne - hvis han havde haft ret - lige så godt kritisere, at jeg ikke nævnte ordet 'miljø'. Eller 'ligestilling'. Eller 'oprindelige folk'. Eller 'bæredygtig udvikling'. Eller nogle af alle de andre tværgående hensyn, som u-landsbistanden skal tilgodese.
Pointen er, at bistandsdebatten i for mange år har lidt under, at alle og alting skal med. Det er netop derfor, at mange af Danidas strategier vel dårligt kan kaldes for strategier med mål, succeskriterier og handlingsplaner, men snarere flotte og velmenende hensigtserklæringer, der lyder kønt og rigtigt.
Men hvis alle ting tages med risikerer man, at mål og midler til sidst flyder ud i én stor pærevælling. Og det er ikke til gavn for nogen.
Mit indlæg var et svar på kritik af involvering af den private sektor. Derfor forholdt jeg mig til den private sektor. Og beskrev, hvordan den private sektor kan involveres på nye måder i fremtiden.
At de sædvanlige særinteresser, der har domineret dansk u-landsbistand i en menneskealder, farer i flint over sådanne argumenter, er et godt udtryk for, at vi har brug for debatten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her