Læsetid: 6 min.

Ingen tænker på at myrde filmkonsulenterne

14. april 1998

Der ligger en romantisk kunstnermyte i undertonerne i Metz' leder om Filminstituttet

FILMPOLITIK
'Filmkonsulenterne lever videre' er Gud hælpe mig den gribende overskrift på en artikel af Karen Syberg i Information den 3. april - som om nogen i Filminstituttets ledelse nogen sinde et sekund havde overvejet at slå dem ihjel! Artiklen baserer sig på rygter og frygt i 'filmarbejderkredse' for at ledelsen i Film-instituttet skulle have planer om at flytte det kunstneriske ansvar fra konsulentordningen.
Nu dementeres rygterne og frygten tydeligt i artiklen, som citerer både Thomas Stenderup, Henning Camre og mig selv for præcis det modsatte synspunkt - nemlig at vi ønsker at styrke konsulentordningen.
Hvis ikke det var for Georg Metz' bagsideleder dagen efter, så var det måske ikke nødvendigt for mig at rykke ud med denne kommentar. Men her er det som om Metz, trods lidt argumentation frem og tilbage, alligevel beslutter sig for at anlægge den skeptiske og kritiske holdning til det, han kalder "vores besværgelser."
Det er godt nok med en kritisk og årvågen presse - vi er ikke ømskindede, og vi klager ikke over opmærksomheden i pressen på Filminstituttet!
Men lederen lægger alt for meget vægt på intentionelle fejllæsninger og forestillinger om vores skjulte motiver til, at jeg som bestyrelsesformand kan sidde det overhørig. Metz mener, at DFI's ledelse, trods vores benægtelser, måske alligevel er ved at svække konsulenternes selvstændighed og kreativitet og gøre dem til en slags program- og forlagskonsulenter, der skal leve op til en programpolitik og et kategoriseringssystem. Vi bliver mindet om, at filminstituttet skal forholde sig til "udbuddet, ikke skabe det efter kategorisering."

Handlingsplan
Når vores handlingsplan offentliggøres den 15. april vil enhver kunne se, at vi ønsker at bevare konsulentordningens nuværende fortrinlige kunstneriske suverænitet og give konsulentsystemet flere midler. Samtidig betyder oprettelsen af en udviklingsafdeling, at vi styrker støtten til konsulenterne i de spørgsmål, som drejer sig om filmens budget, finansieringsplan, kontraktforhold, lancering, distribution og målgrupper osv. Udviklingsafdelingen skal støtte såvel konsulentsystemet som 60/40 systemet og filmene og ikke omvendt.

Syvtommersøm
Lad mig slå fast med syvtommersøm: Kun film, som foreslås og har støtte fra en konsulent, kommer videre i systemet; kun film, som konsulenten synes, skal have udviklingsstøtte, kan indstilles til det; ligesom det kun er konsulenterne, der kan give afslag, foreslå treatment- og manuskriptstøtte.
Kun konsulenten kan foretage prioriteringen mellem de projekter, han/hun indstiller. Det er altså konsulenten, der fremsætter det endelige og sidste forslag til støtte, som så (som loven foreskriver) indstilles til områdedirektøren, idet direktionen er den endelige formelle beslutningstager.
Når vi har lavet en udviklingsafdeling og strammet op på det back-up system, som skal betjene både konsulentsystemet og 60/40-systemet (hvor konsulenterne ifølge loven netop ikke må spille en rolle), er det fordi, der nu er gået 25 år siden konsulentsystemet blev skabt. I mellemtiden har filmenes økonomi, produktion, teknologi og de forhold, som knytter sig til national og international co-produktion, kompliceret filmens kunstneriske vej frem til færdiggørelse ganske betydeligt. Det er ikke længere rimeligt at forestille sig, at den enkelte konsulent kan hamle op med og have den ekspertise, som skal til for at besvare og belyse alle forhold ved en film.
Derfor skal DFI styrkes på disse funktioner, for at konsulenternes suveræne kunstneriske vurdering og kreative samarbejde med filmmiljøet kan få de bedste betingelser.

Kunst og økonomi
Filmbranchen er jo et af de steder, hvor kunst, økonomi og teknologi går stærkest sammen. Derfor drejer det sig om som offentlig kulturpolitisk institution at kunne matche den altid opfindsomme branche og de mange finan-sieringsformer. Netop for at kunsten kan komme til sin ret overfor økonomien og teknologien.
Når Metz derfor forestiller sig, at vi nu er på vej til at lægge snærende programpolitiske bånd ned over de enkelte konsulenter, altså bestemme ved en overordnet filmpolitik præcis hvilke typer af film, der skal produceres, er han på vej ud over rimelighedens kant i sine og sine kilders gisninger.
Men samtidig overser han, at vi allerede i lovens eget fundament har kategoriseringer og kasser og filmpolitiske markeringer. Og det vil han vel ikke af med.
F.eks. har filminstituttets ledelse tænkt sig at sørge for, at pengene til dokumentarfilm og spillefilm fordeles nogenlunde rimeligt, vi har også tænkt os at leve op til, at mindst 25 procent af midlerne skal øremærkes til børn og unge. Vi har faktisk også en særlig kasse til novellefilm, vi har haft eksempler på særlige low-budget midler (endda på forslag fra filmmiljøet selv) og en nøgle for fordeling af midler til konsulentfilm og 60/40-film. Og i vores meget snart offentliggjorte handlingsplan vil man se, at vi insisterer på overordnet rammetænkning: særlige nye midler til multimedieproduktioner (varetaget via konsulenterne), en film- og tv-fond osv.
Der har altså hele tiden været en vis overordnet, filmpolitisk kategorisering af film, som konsulenterne har arbejdet inden for.

Kreativ fleksibilitet
Det vil fortsætte, ganske simpelt fordi flere døre også kan være en måde at skabe kreativ fleksibilitet i et miljø, som tørster efter flere midler og opgaver: Kan man ikke komme til i konsulentordningen, så kan man måske prøve i 60/40; kan man ikke komme til nogen af stederne har man måske en chance i novellefilmen osv.
Vi ønsker ikke at skabe et virvar af særkategoriseringer, og vi ønsker især ikke at pege på, at vi gerne vil have konsulenterne til at fremelske så og så mange film af den ene og den anden slags.
Beslutningen om formelt at ophæve den praksis, at hver konsulent sad på sin nøje afmålte sum penge, har ikke noget at gøre med, at de enkelte konsulenter nu skal bejle til den samme kasse, så ledelsen så at sige kan spille dem ud mod hinanden eller føre programpolitik.
Vi har jo tænkt os, at de seks konsulenter skal have rigeligt at arbejde med hver for sig, så en enkelt konsulent ikke render med det hele! Reelt betyder beslutningen, at der ikke bliver sat penge på de enkelte projekter før proceduren er helt færdig. Man kan altså ikke uden videre love noget på egne vegne fra day one.
Pengene vil stadig fordele sig mellem konsulenterne efter et eller andet rimeligt mønster. Men der skabes en større fleksibilitet i den enkelte films finansiering. En større fleksibilitet end de relativt simple, milimeterdemokratiske konsulentkasser, som alligevel ikke holdt helt i praksis, lagde op til.

Kunstnermyte
Der ligger en lidt romantisk kunstnermyte i undertonerne i Metz' leder, som glemmer, at film som kunst, når den støttes af en offentlig kulturpolitik, må sættes i forhold til visse rammer og overordnede mål, og at filmen som kunstart er dybt forbundet med økonomi og teknologi. Man sætter sig ikke bare ved køkkenbordet og laver en film på samme måde som man i princippet kan sætte sig og skrive et digt (dermed ikke sagt, at det bare er noget man sådan lige gør!).
Film er, når den er bedst, stor kunst - men den er også - somme tider også når den er stor kunst - Big Business.
Vi vil meget gerne medvirke til, at den filmkunstneriske bredde og kvalitet ikke bare bevares, men udvides. Vi skal skabe rammer, så flere typer af film - og totalt set mange flere film - kommer igennem. Vi vil gerne sørge for, at danske film får så stort et publikum som muligt. Men vi vil ikke kommercialisere og ensrette. Og konsulenternes kunstneriske ansvar er garantien mod ensretning.
Det ville være direkte uansvarligt af DFI's nye ledelse, hvis ikke den nye organisa-
tion - i lyset af sammensmeltningen af de tre tidligere institutioner og i lyset af de mange forandringer i filmproduktionen og mediemiljøet som helhed - forsøgte at justere og forbedre de interne procedurer. Det er det, det handler om - og ikke noget som helst andet. Selv det bedste system er ikke ufejbarligt, så det er klogt at give det et serviceeftersyn engang imellem. Derfor har vi også lovet os selv og systemet, at de justeringer af praksis - og ikke de grundlæggende principper, for de er uændrede - vi laver, dem vil vi gerne evaluere efter to år.
Lad nu vores ideer stå deres prøve, inden de dømmes!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu