Kronik

Kina og kulturrevolutionen

27. april 1998

Følelserne dominerer den aktuelle kritik af den kinesiske Kulturrevolution, som på den ene side beskrives som den mest ufri epoke, på den anden huskes for sin ukontrollerede frihed

Den kinesiske kulturrevolution er en historisk begivenhed, som altid har været genstand for en følelsesladet debat. Kulturrevolutionen er i vesten traditionelt blevet betragtet enten som en grov forbrydelse eller som et fantastisk menneskeligt eksperiment. Fascination eller irritation har altid været kendetegnende for de vestlige forskere og journalisters holdning til både revolutionen og Mao selv.
Fejlen ved nutidens tilgang til Kulturrevolutionen er de ensidige argumenter og udlægninger. Kulturrevolutionen skildres stort set kun ud fra ofrenes udsagn samt fra de reformistiske intellektuelles radikale opfattelse og udlægning, som fuldt ud understøtter fordømmelsen og den manglende anerkendelse af ikke blot Kulturrevolutionen men af hele den maoistiske tankegang.
Man må spørge sig selv: Hvis det ofrene gennemlevede under Kulturrevolutionen betyder en fordømmelse af denne, hvad så med ofrene for den igangværende markeds-økonomiske reform?
Dette er ikke for at antyde at billedet på ofrene for markedsreformen er det eneste brugbare argument mod den økonomiske reform. Det er snarere for at påpege at visse akademikere, politikere så vel som demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere synes at stille de to argumenter op mod hinanden i et forsøg på at legitimere deres nuværende teorier og fordomme.

Fordømmelsen af Kulturrevolutionen er forståelig nok, såfremt den tager udgangspunkt i den kendsgerning, at Maos oprindelige tanker og målsætninger blev forvansket og forrådt. Den nuværende fordømmelse af Kulturrevolutionen tenderer mod at være uberettiget, idet den tillægger 'beviserne' på den åbenbare brutalitet og uretfærdighed som fandt sted, alt for stor betydning. Hovedparten af de beviser som forefindes idag er baseret på personlige vidneudsagn og fortolkninger af disse. Det er ikke for at så tvivl om ægtheden af disse personlige skæbneberetninger, men mere en understregning af at 'beviserne' er taget fra personlige beretninger med stor følelsesmæssig gennemslags-kraft. Dette kan hindre en upartisk vurdering af en række meget komplicerede sociale og politiske begivenheder.
Størstedelen af den anti-kulturrevolutionære litteratur beskriver livet og lidelserne for intellektuelle, embedsmænd og borgerskabet i byerne. Med baggrund i disse fremstillinger er det forståeligt, at det bureaukratiske og intellektuelle Kina, som var skydeskive for den ideologiske og politiske omformning, stiller sig kritisk overfor Mao og Kulturrevolutionen.
Men hvad med Kinas arbejderklasse og de enorme landområder hvor mere end 80 pct. af Kinas befolkning er bosat? Undersøgelser har vist, at deres holdninger er blandede og anderledes. Jeg har ikke til hensigt at ignorere de åbenlyse overgreb, som fandt sted under Kulturrevolutionen, men hvis kritikerne har ret, så udgør de kun en del af sandheden, og den anden side af historien hverken kan eller bør udelades. Det er den eneste vej til en forståelse af den nuværende utilfredshed med regeringen samt Maos øgede popularitet i de seneste år, hvor Kinas befolkning har oplevet en generel stigning i levestandarden.

På den ene side beskriver kritikerne Kulturrevolutionen som den mest undertrykte og ufri epoke. På den anden side huskes Kulturrevolutionen som en tid med ukontrolleret frihed og massedemokrati. Perioden var karakteriseret af ytringsfrihed, meningstilkendegivelser, afholdelse af store debatter og propaganda. En normativ opfattelse ville være at fortolke Kulturrevolutionen som den mest åbne og demokratiske periode i Kinas historie. Maos ideologiske grundlag for Kulturrevolutionen var baseret på klassekampen med det formål at eliminere ethvert tegn på kapitalistisk og bureaukratisk klasseinddeling, som kunne forstyrre Kinas socialistiske kurs.
De mennesker, som blev rubriceret som kapitalister eller bourgeoisi, følte sig for-ståeligt nok undertrykte, mens hovedparten af bønder, arbejdere og studerende som aktivt deltog i bevægelsen, følte sig 'frigjorte'.
I den vestlige akademiske verden er det populært at forklare Kulturrevolutionen ud fra effekten af kultdyrkelse. I mine øjne er ordet 'kultdyrkelse' en alt for firkantet udlægning af et socialt fænomen af et uhyre omfang. Der hersker ingen tvivl om, at Mao i sine velmagtsdage havde folkets tillid og opbakning i en grad, som kunne betegnes som kultdyrkelse. Der er heller ingen tvivl om at den kommunistiske ledelse aktivt forsøgte at bibeholde myten om Mao. Begrebet 'Mao Zedong Thought' blev ironisk nok først lanceret af den tidligere præsident Liu Shaoqi, som var hovedoffer for kulturrevolutionen.
Ikke desto mindre virker det nedsættende overfor det kinesiske folk at bruge betegnelsen 'kultdyrkelse' som argument, da det antyder, at de er medløbere eller en tanke-tom masse, som blot bakker op om den til enhver tid dominerende ideologi. En sådan analyse sammenholder bevidst eller ubevidst den kinesiske kultdyrkelse med religiøs tilbedelse - troskab og ydmyg kærlighed til en guddom eller hellig skikkelse.
Meget få akademikere fra vesten ville affærdige religioner som f.eks. kristendommen som en slags kult, da de synes at studere og se dem i et større perspektiv omfattende kulturelle, historiske og sociale aspekter. Det er vigtigt at betragte selv en rent religiøs bevægelse i en større samfundsvidenskabelig sammenhæng.
Desværre er den kinesiske kultdyrkelse ensidigt forbundet med en tradition, som er dybt rodfæstet i kineserne, nemlig lydighed, ærbødighed mod forældrene og respekt for autoriteterne. Men hvis det er tilfældet, hvorfor tilsluttede millioner af mennesker sig Kulturrevolutionen i kampen for at få ændret de gamle socio-politiske strukturer? Hvorfor støttede de fortsat Maos kulturrevolution imod statsapparatet?

På mange måder har kineserne de typiske karakteristika med tilbedelse af heroiske ledere så som kloge kejsere, modige generaler og specielt ledere som Mao, der med visioner og beslutsomhed ledte folk til at genvinde deres mistede stolthed og ære og til at rejse sig efter de ydmygelser, som vestlige magter havde udsat dem for.
Maos arv er først og fremmest bygget på idealbilledet af en modig revolutionær oprører. Han influerede ikke kun i de kinesiske historiebøger men også i dagligdagen, tankegangen og adfærden for den almindelige kineser.
Maos regeringstid i Kina betragtes som totalitær. Når man ser tilbage, synes den også at være præget af en stor del stalinistisk totalitærisme. Kritikerne hævder, at Maos skrifter blev misbrugt som grundlov. Men de må ikke glemme, at det var Maos skrifter, som fik folket til at rejse sig, da de for første gang i Kinas historie begyndte at have direkte indsigt i landets 'love', og alle var ligestillede i forhold til forfatningen uanset stilling og status. Konfu-cianismens traditionelle ideologi har udviklet Kina til en stat med en høj grad af centralisering, og i meget lang tid har folk i almindelighed kun været bevidste om pligter fremfor rettigheder. Det var almindeligt accepteret, at staten uddelte rettigheder og fastsatte grænserne for disse. Folket blev opdraget til at adlyde myndighederne. Hvornår har et folk nogensinde fået ligeret i politiske, økonomiske og sociale forhold?
Maos skrifter gjorde folk bevidste om deres rettigheder, og det var Kulturrevolutionen som gav folk mulighed for at udøve deres indflydelse og rettigheder. Kulturrevolutionen bidrog til at folk fik en øget social bevidsthed.
Når vi vurderer historiske begivenheder, støder vi ofte på denne problemstilling, at en begivenhed, som anses for inspirerende og rationel i en epoke, i en anden tid med en anden tankegang vil blive opfattet som vanvittig og irrationel. Hvis man tager udgangspunkt i den nuværende markedsøkonomiske ideologi med fokus på velfærd og profit, så vil Kulturrevolutionen selvfølgelig bliver betegnet som et 'mareridt' og et stort tilbageskridt. Men er det muligt upartisk at forstå og bedømme fortidens begivenheder ved at tage udgangspunkt i nutidens ideologi?

Kulturrevolutionen er i det store hele blevet erklæret for en stor fejltagelse. Det er måske tilfældet overfladisk og praktisk set. Men hvis man ser på den sociale effekt den har haft i befolkningen, så mener jeg ikke Kulturrevolutionen har været en total fiasko. Positive demokratiske ideer, politisk bevidsthed og sociale rettigheder er blevet en del af folks tankegang, og dette kan ikke affærdiges ved at fornægte Kulturrevolutionen. Studenterdemonstrationen i 1989, som befolkningen støttede ved at proklamere deres utilfredshed med de sociale uligheder og korruptionen, viste en ånd og et mod som er en arv fra Kulturrevolutionen.
Det er måske værd at huske på E.H. Carrs advarsel, da han udgav sit uovertrufne historiske værk om Rusland: "Det er ikke faren for at lægge et slør over Revolutionenes blakkede historie, over de menneskelige omkostninger og over forbrydelserne, som blev begået i revolutionens navn. Det er mere faren for, at vi helt glemmer, eller forbigår i tavshed, Revolutionens bedrifter".

Li Xing er forskningsstipendiat og undervisningsassistent ved Center for Udvikling og Internationale Forhold, Ålborg Universitet.

APROPOS - Kulturevolution med andre ord

Sig ordene "Den Store Proletariske Kulturrevolution", og de fleste ser billeder af et Kina præget af radikalisme, ukontrolleret vold, forfølgelse og store lidelser for den kinesiske befolkning i årene 1966-76.
Informations læsere har således på disse sider kunnet følge den kinesiske asylsøger Xianfeng Wangs beskrivelser af "Et liv i Kina" under og efter Kulturrevolutionen.
Men Li Xing, der er forskningsstipendiat ved Ålborg Universitet, tager i dag til genmæle og kalder vort billede af Kulturrevolutionen for ensidigt og følelsesladet. Li Xing afviser ikke de åbenlyse overgreb i perioden, men påpeger, at størstedelen af kritikken stammer fra de intellektuelle, embedsmænd og borgerskabet i byerne - de, der især blev ofrene.
"Men hvad med Kinas arbejderklasse og de enorme landområder, hvor mere end 80 procent af Kinas befolkning er bosat? Undersøgelser har vist, at deres holdninger er blandede og anderledes," skriver Li Xing, der også peger på det modstridende i, at kritikerne beskriver perioden "som den mest undertrykte og ufri epoke. På den anden side huskes Kulturrevolutionen som en tid med ukontrolleret frihed og massedemokrati".
Det er den almindelige opfattelse, at Kulturrevolutionen blev indledt fra oven i 1966. Som led i Mao Zedongs magtkamp med andre partiledere om kontrollen med Kinas Kommunistiske Parti og generel uenighed i partitoppen om, hvilken vej Kina skulle gå. Mange unge sluttede sig med begejstring til bevægelsen og deltog i angrebene på de 'fire gamle': Gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammeldags tænkemåde.
"En normativ opfattelse ville være at fortolke Kulturrevolutionen som den mest åbne og demokratiske i Kinas historie," lyder det provokerende fra Li Xing.
'Åbenhed og demokrati' er ikke ord, man normalt ville forbinde med Kulturrevolutionen, men rigtigt er det, at vi endnu ikke kender det fulde billede af, hvad der egentlig skete - heller ikke Li Xing.

veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu