Læsetid: 2 min.

Læserdebat

14. april 1998

Den overlegne race

7. APRIL - Han fortjener en pris for tydelig skiltning, Jørn Duus Hansen, lørdagskronikør (4. april) og ny rektor for Reklameskolen.
Ikke alene beskriver han med stor grundighed, hvordan den negative holdning til reklame hos intellektuelle skyldes fordomme, han er også kommet på sporet af disse fordommes årsag: En instinktiv og genetisk modvilje...
Elegant videnskab, enkel fremstilling med stor forklaringskraft, helt på niveau med teorien om medfødte defekter hos forbrydere, homoseksuelle, kommunister og døgenigte.
Hvilken ære for Information, at Mr. Hansen publicerer sin opdagelse dér, mens redaktørerne af de videnskabelige tidsskrifter sidder tilbage med lange næser.
Og hvor herligt, som læser at frådse i letfordøjelig dybsindighed, som for eksempel afhandlingens konklusion:
Reklame i vore dage er af samme slags som på middelalderens markeder, så hvis nogen ikke bryder sig om den, er det, fordi menneskene har forandret sig! Reklamens kritikere er selv årsag.
Og så forstår han at formidle sit stof med en naturlig, folkelig appeal, idet hele slænget af bedrevidende akademikersnuder, reklameforskere medregnet, bliver sat til vægs og i bås af en
fra tv-underholdning kendt livsstil-gætter. Man mærker fremtidens vingesus.
De koncerner, hvis magt og vokseværk afhænger af reklame, der overbyder livet, må trøste sig med, at 'instinktiv og genetisk modvilje' kun forekommer hos intellektuelle. Og sammen med Reklameskolens elever glæde sig over, at rektor Hansen tilhører en helt anden race.

Henning Julius
Odinsgade 42,st.tv.
5000 Odense C

Gidseltagning af mor og barn

7. APRIL - Det fremgår af tv-aviserne den 4. og den 5. april, at den danske stathar udvist en somalisk kvinde og hendes tre-årige barn. Grundlaget for fortsat asyl var ikke til stede.
Det fremgår også, at kvinden forinden udvisningen har været varetægtsfængslet i fire uger.
Det fremgår ikke, hvad hendes 'forbrydelse' var.
Det fremgår endvidere, at den lille pige har været fjernet fra moderen i den samme periode, men med mulighed for, at mor og barn kunne se hinanden to gange om ugen i to timer.
Det fremgår ikke, hvad pigens 'forbrydelse' var...
Det turde derimod fremgå ganske klart, at den danske stat her betjener sig af gidseltagning, ud fra devisen "hensigten helliger midlet": Barnets fjernelse skulle hindre moderen i at "gå under jorden"!
Jeg skammer mig over myndighedernes hjerteløshed.
Jeg har lov til at forvente, at politikere med blot et minimum af anstændighed i behold forsøger at stoppe denne fremgangsmåde.
Der er ikke noget at miste ved det! Men der er nogle børn, der fritages for alvorlige traumer.

Jens Jørgensen
Musvågevej 3
3390 Hundested

Tintet eller ej?

7. APRIL - Så har han gjort det igen, Enquist. Drama, denne gang om Selma Lagerløf og fundet 'løsningen' på hendes liv.
Sikkert gode roller, ønskeroller som i Regnormenes liv om to andre berømtheder.
Nogle facts, resten fri fantasi.
Det kan ikke undgås: Man får en ubehagelig fornemmelse af befamling.
Kan han da ikke finde på noget af sig selv, den mand, uden støttekorset?
Har man ret til at bruge (snage i) for længst afdødes liv og fremlægge en slags facit (heureka), som om et menneske ikke er mere gådefuldt eller komplekst et væsen til at andre kan afgøre, bestemme, bedømmes ens liv som en anden Vorherre?
Kunstens, (geniets?) ret til at bruge (forbruge) andres liv?
Det er jo levet liv.
Gør det så så meget, at det bliver det, folk husker?
At det som hun har skrevet nu skal bedømmes i det lys fra ny af?
Fri fantasi.
Frihed for hvem?

Lis Raaschou
Heibergsvej 8
8230 Åbyhøj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu