Læsetid: 4 min.

Læserdebat

2. april 1998

Folketingets Lotto

27. MARTS - Ved almindelig observation kunne man på tv se og regne ud, at: - den kinesiske krukke spidsede konisk til nedad indvendig!
*de to konvolutter var stive og lidt bredere end krukken var indvendig nederst!
*krukken blev hverken endevendt eller rystet - kun drejet lidt og hele tiden oprejst! - en eller begge konvolutter kunne eventuelt tillige sidde lidt fastkilet!
*de to konvolutter vil derfor ligge helt tæt og evt. fastkilet oven på hinanden!
*den sidst ilagte konvolut vil således med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed til stadighed ligge øverst og dække den nederste konvolut!
*den øverste konvolut kan og vil så godt som helt dække den nederste!
*den øverste konvolut er så godt som den eneste, man nemt kan få fat i!
*med den enkle håndbevægelse Ivar Hansen foretog, hvor han ikke rodede rundt men blot stak hånden ned og straks fremdrog en konvolut i én bevægelse, er det efter min mening overvejende sandsynligt, at han fremdrog den øverste og således den sidst ilagte konvolut!
Denne procedure er jo ikke ligefrem det, man ser på tv, når Lotto-tallene trækkes hver uge. Ikke at jeg på nogen vis mistænker nogetsomhelst forsøg på nogetsomhelst urigtigt.
Jeg påpeger blot hvad jeg finder som flere rent tekniske og proceduremæssige fejl, såfremt en fair lodtrækning var hensigten. Hvilket den selvfølgeligt hævet over enhver tvivl var. De faktisk anvendte remedier og især den måde, hvorved de blev anvendt, kan efter min mening rent fysisk ikke give begge parter en lige chance. Dette bør vel eksperimentelt efterprøves ved Notarius Publicus og en videnskabsmand f.eks. 50 gange, hvor man nøje udfører de samme bevægelser etc. med samme krukke og med to konvolutter helt magen til. Selve akten blev jo filmet fra mange sider, og hver bevægelse kan nemt kopieres nøje. Eneste forskel skal være, at man mærker konvolutterne 'først ilagt' og 'sidst ilagt'.
Jeg vil mene, at man vil opnå et yderst besynderligt statistisk resultat. Proceduren før ilægningen og især om de to funktionærer kendte til navnet i hver 'deres' konvolut, kan således måske også have en vis almen interesse. Ligeså hvem der designede lodtrækningen og hvem der godkendte både design og procedure som fyldestgørende og fair.

Buster Bruun
Bavnebjærgspark 36
3520 Farum

Stakkels Freud

29. MARTS - Det er sikkert velgørende for Mikkel Wold at få lov til at nedgøre Freud i Information den 28. marts i anmeldelsen af J.K. Larsens nye bog. For mig bekendt er M.W. præst, og ernærer sig der med, som Kierkegaard siger, af noget, der ikke er der. Dette kunststykke er M.W. selvfølgelig nødt til at forsvare; så når Freud forsøger at forklare menneskets dunkle sider rationelt, må M.W. føle sit eksistensgrundlag truet, og resultatet bliver forudsigeligt.
Skal balletdansere fremover anmelde opera? Hvad er der galt med Abrahamowitz? Er han ikke længere ansat på Information?

Arne Kristiansen
Bruhnsvej 28
3600 Frederikssund

Holm og Metz

31. MARTS - mtz glæder sig i lederen "Når høsten er storm" den 28. marts over biskop Kjeld Holms åbning af debatten om overfaldet på Pia Kjærsgaard.
Holm (og Metz) mener, at Pia Kjærsgaard med sine ytringer om indvandrere og flygtninge selv har bidraget til en hadsk stemning kulminerende med overfaldet på hende. Et overfald Holm og Metz naturligvis tager afstand fra.
Holm, Metz og Information som avis anser visse medier og politikere for at være hovedårsagen til polariseringen i samfundet omkring flygtninge og indvandrere. Det er vist nok Informations redaktionelle linje, at lige meget hvilke konflikter indvandrere og flygtninge løber ind i, så er de selv uden skyld.
Skylden for konflikterne ligger hos Ekstra Bladet, Pia Kjærsgaard, Søren Krarup, arbejdsgiverne og den generelt afvisende holdning blandt danskerne til flygtninge/indvandrere. Grupper af indvandrere og flygtninge har tilsyneladende ingen skyld overhovedet. Det lyder ikke troligt. For et par eftermiddage siden interviewede DR's Orientering en socialarbejder (?), der arbejdede i en ungdomsklub på Nørrebro. Han fortalte, at der ikke længere var fester i ungdomsklubben, da de unge danskere ikke turde komme.
De gange, der havde været optræk til slagsmål eller lignende, havde nogle indvandrergrupper haft et så tæt netværk, at de hurtigt kunne tilkalde forstærkning og være danskerne talmæssigt overlegne, så disse fortrak.
Sådan som jeg hørte det, var det de pågældende indvandrerunge, der forekom at være den skyldige part. Men ønsker man at fritage disse indvandrerunge for et ansvar, kan man sagtens finde undskyldninger/forklaringer: Arbejdsgiverne er fordomsfulde, de unge er skadet på sjælen af en flygtningebaggrund, er blevet mødt af danskernes kulde, er blevet nægtet adgang til et diskotek og blevet omtalt nedsættende af 'indfødte' danskere.
I øvrigt: Hvis det er Pia Kjærsgaards ordvalg osv., der har bidraget til en hadsk stemning vendt imod indvandrere og flygtninge og måske endda til overfald på dem, kan det så ikke på samme vis have været Metz' mange korreksende ord til Pia Kjærsgaard, der har bidraget til det hadske overfald?
Og når fem biskopper med henvisning til Bibelen udtaler sig mod hadske ytringer mod flygtninge og indvandrer, bør samme bisper så ikke også udtale sig med Bibelens autoritet imod et hadsk overfald?

Jørgen Grimstrup
Fasanvej 30
8800 Viborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu