Kronik

Livet som Meccano

Debat
25. april 1998

Erindringer er på mode. Måske på grund af årtusindskiftet. Måske fordi der lever flere gamle nu end nogensinde før

Meccano var et meget populært legetøj i min barndom, også jeg samlede på det. Det bestod af smalle grønne stænger, af metal, med huller i, så de kunne samles med små skruer og møtrikker. Der var også hjul, små gummidrivremme, håndsving og mange andre dele. Et legetøj som tilsyneladende appellerede til fantasien - på samme måde som Lego gjorde i begyndelsen, før man gik over til at sælge sørøverskibe med akkurat de dele, som var nødvendige til sørøverskibet, eller flyvemaskiner efter samme kommercielle og fantasifjendske princip.
Med Meccano kunne man selv frit finde på konstruktioner. Men der var også modeller. Jeg holdt mig normalt til modellerne. De udgjorde en overskuelig udfordring, de talte til min ordenssans, og jeg kunne se, når jeg var færdig. Samtidig var det at være færdig et antiklimaks og et problem.
Hvad skal man stille op med en kran, som ikke kan andet end at hejse ting op og ned? Det bliver hurtigt trivielt. Selv den mere komplicerede konstruktion, løbekranen, var i virkeligheden kedelig, når den var færdig. Den kunne både hejse ting op og ned, og den kunne bevæges frem og tilbage på nogle skinner - men hvorfor, til hvilken nytte?
Til antiklimaks føjede sig som nævnt et problem. Det var at skulle skille skidtet ad igen, det var helt utroligt kedeligt. Meningsløshedens vej skulle nu tilbagelægges baglæns, den fornøjelse, der trods alt havde ledsaget konstruktionsprocessen, skulle spoles tilbage til et nulpunkt, intet var i grunden udrettet, man kunne lige så godt have ladet være.
Der lå en lille belønning for mig i selve det at sortere de afmonterede dele i de forskellige rum i æsken: skruer for sig, møtrikker for sig, stænger lagt efter størrelse, hjul for sig, osv. Når det hele så lå der i æsken, indtrådte der en vis tryghed.
Denne tryghed ved orden har altid præget mig. En psykolog kunne nok finde på at udlægge det som et symptom på en basal angst for uorden, for uoverskuelighed, for frihed, men en sådan fortolkning vil jeg naturligvis blankt afvise. Skulle det være tegn på angst, når jeg beroliget læner mig tilbage efter møjsommeligt at have bygget en tekst op med fast metrik, stram rimstruktur, fremadskridende logik?

Hvad er det, der i disse år gør det så vigtigt at huske? Er det mere end en litterær bølge, er det ligefrem en eksistentiel højkonjunktur? Der har altid været skrevet erindringer, i al fald siden mennesket opfandt individet. Men lige nu: mængden, moden, trenden?
Man kunne forestille sig, at det, der tilskynder til al denne husken, er den højst virkelige 'fin du siecle', som jo oven i købet er meget mere end en fin du siecle, al den stund det er et årtusinde, der lakker mod slutningen. I mørkere stunder kan man gribes af en mistanke om, at det hverken er 'fin du siecle' eller 'fin du millenaire', men simpelthen Fin. Finis. Schluss. The End.
Måske er forklaringen mindre dramatisk. Måske handler det bare om, at levealderen er steget, antallet af gamle mennesker vokser - og dermed også erindringsmængden og bevidstheden om det uhyre tab for andre, når man langt om længe forsvinder.

Jeg vil gerne udgive dine erindringer. Du har jo levet i en spændende tid!" Det var sidst i 70'erne ordene faldt, og de kom fra min forlægger Hans Reitzel. Jeg slog en høj latter op. Jeg var ikke fyldt halvtreds, og jeg syntes, jeg stadigvæk levede i en spændende tid. Jeg fandt på ingen måde tiden inde til at se tilbage. Det var næsten, som om Hans Reitzel var i gang med at tage livet af mig i utide. Jeg slog det hen.
Men han rykkede. Så lavede vi en deal. Jeg sagde til ham: "Jeg rejser til San Cataldo i en måned, jeg må betale mig fra det, det er ikke længe nok siden, jeg sidst fik stipendium. Du betaler mig et almindeligt forskud på en bog; hvis jeg får has på den bog, du vil udgive, er der ikke noget problem. Hvis jeg kommer tomhændet hjem, betaler jeg dig halvdelen af forskuddet tilbage, resten har du tabt!"!
Mit forslag byggede på en idé ,jeg havde fået Jeg ville i en lukket konvolut, uden at have læst noget i forvejen, medbringe min samlede korrespondance fra 1975. Det var et år, hvor jeg vendte op og ned på mit liv, blev skilt og flyttede, samtidig med at jeg efter evne opretholdt en nogenlunde normal forbindelse med min sædvanlige omverden. Med det materiale som impuls ville jeg så prøve at huske tilbage.
Hans Reitzel slog til, og i 1983 rejste jeg til San Cataldo. Jeg kredsede om den forseglede kuvert i nogle dage. Og så åbnede jeg den - og blev grebet af panik. Prosaens panik.
Jeg er fortrolig med vers og sanges metrik, jeg ved lidt om dramaets struktur og meget om revyens metode og hensigter. Altsammen for mig nødvendige retninger og rammer for en skrift. Nu var jeg totalt alene på Herrens Mark. Hvad skal der stå i den første sætning?
Det blev først fjorten meget svære dage på det gamle kloster. Så skrev jeg til min forlægger og bedrøvede ham med, at han ikke fik sin bog, at han havde tabt sin indsats - og udbad mig en nødvendig henstand vedrørende tilbagebetalingen af det halve forskud.
Dagen efter, mens jeg gik tur i klosterets vingård, kom der to linier, som gav mig alt, hvad jeg havde brug for. De lød: "Den gamle Alad-din sad i sit køkken/og skæved til lampen og tænkte på lykken".
De næste fjorten dage gik det løs, dagen lang, nætterne med, masser af erindringsstof, også andet stof, men altsammen i fast form. En dør blev lukket, da jeg fik besked om, at min mor var død, men andre døre åbnede sig pludselig. Problemet var jo så, at Hans Reitzel ikke udgav lyrik. Jeg sendte ham alligevel teksterne, så han kunne se, at jeg havde været flittig.
I 1993, ti år efter mit nederlag på San Cataldo, afleverede jeg et manuskript til Claus Clausen, Tiderne Skifter. Det var en genremæssig hybrid på halvandet hundrede sider: rejseindtryk, erindringsstof, digte, essayistik - stramt komponeret, det syntes jeg i al fald selv.
Forlaget ville gerne udgive, men havde nogle forbehold, som man godt ville drøfte med mig. Jeg aftalte med Claus at mødes i Dragør, hvor jeg bor.
Vi gik om formiddagen min sædvanlige tur langs Sydstranden. På udturen læssede vi bare af i almindelighed, vi kendte jo hinanden godt fra gamle dage. Så nåede vi det lille værtshus "Sylten", hvor vi købte to bajere på forlagets regning. Her fremlagde Claus sine indvendinger. Der skulle nok strammes en del i manuskriptet, måske byttes lidt om, og han fik mig med på, at alle digtene skulle gå ud, de var for gammeldags.
Efter denne indforståelse kunne vi snakke frit. Claus hentede et par øller til. Jeg fortalte ham lidt om min fortid og pralede af, hvor sjovt jeg havde det, når jeg berettede episoder fra mit liv til min dreng Kristoffer, som fra han var ni til tretten slugte alt.
Så var det så Claus Clausen sagde: "Hvorfor skriver du ikke bare det?" På turen hjem fra værtshuset til det gamle Dragør fik han nedtonet ambitionerne og manet min kunstforskrækkelse i jorden. Forlaget gav en Dragørplatte til frokost, vi skiltes - og jeg havde fået noget at tænke over.

Jo mere jeg skrev og fortalte, des mere gik det op for mig, at projektet var endeløst. Afkaldet på struktur, metrik, dramaturgi affødte et mylder af historier, af temaer, af drift mod sammenhæng - men uden krav om andet end tillid til fortællingen og et håb om, at det kunne interessere nogen.
Drømmen om at kunne give erfaringer videre til nye mennesker (sine børn for eksempel) er efter min erfaring grundløs. Hvad man kan give videre er billeder, oplevelser, nederlag, genkendelig skæbne. Hvad jævnaldrende angår, kan en og anden måske også genkende, komme i tanker om, huske et og andet og smilende føle sin egen erindring, ja, en lille del af sit eget liv, tilgodeset, fastholdt, tilgængeliggjort. I dette endeløse projekt ser jeg to indbyrdes modstridende eksistentielle motiver tårne sig op mod hinanden: livet holder op/livet fortsætter. Måske den druknendes fornemmelse af punktum, finale, endegyldigt og i det hele taget og for det altsammen, styrer både skriver og læser i disse år. Tilbage bliver spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet gider? Det kan da ikke bare være det rene og skære Meccano?
Måske modsætningerne kan opløses. I et håb om liv, ikke det evige, men et fortsat. I en tro på, at man var en del af noget mere, og noget mere var en del af en selv - i grunden: at man alligevel ikke var alene. Og så i en ofte ulykkelig, uigengældt, misrøgtet, men uudryddelig kærlighed til det liv vi er ofre for.

*Lørdagskronikken er et uddrag af Jesper Jensens erindringsbog Muntre minder, der netop er udkommet på forlaget Tiderne Skifter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her