Læsetid: 4 min.

Der må være en grænse - men for hvad?

25. april 1998

Man kunne jo håbe, at Junibevægelsen med sin leflen for fremmedhadet støder folk fra sig

28. MAJ
Junibevægelsens kampagne mod Amsterdam-traktaten begynder at tage form, og det står klart, at bevægelsen vil spille massivt på de nationalistiske strenge. Hvad er eksempelvis signalværdien på plakaten, hvor der står "Velkommen til 40 millioner polakker i EU!"? Er det udtryk for gæstfrihed, eller spiller bevægelsen bevidst på en diffus frygt for de(t) fremmede?

Spørger man Junibevægelsens folk på møder ude i landet, så svarer de, at de faktisk går endnu mere ind for udvidelsen af EU end tilhængerne af Amsterdam-traktaten.
De siger endog, at det bliver nemmere at få udvidelsen igennem, hvis Danmark siger nej, hvilket selvfølgelig er det rene sludder.
Men Junibevægelsen har nu i flere omgange satset på slogans, som er dobbelt-
tydige. På den ene side - som med sloganet "Der må være en grænse" - antyder man, at nu har vi fået rigeligt med fremmede ind i Danmark. Men hvis man spørger dem, om det er dét, der menes, så svarer de, at det skam tværtimod er Amsterdam-traktaten, der sætter en "grænse" ved at holde de fremmede ude af EU-landene.

Det er samme teknik, der bruges med det nedladende slogan om de 40 millioner
polakker. Her kan man nemlig under overskriften læse de små bogstaver, hvor der står, at vi skam skylder de nye demokratier i øst en bedre traktat end Amsterdam-traktaten. Junibevægelsens kampagne er smart, for på én og samme tid formår man at appellere til den indre svinehund og angsten for de(t) fremmede, samtidig med at man dækker sin flanke til venstre ved nedenunder at skrive alle de politisk korrekte budskaber med småt.
Alle de gamle venstreorienterede nej-sigere kan således med god samvittighed stemme nej endnu en gang, fordi det slemme EU vil indføre et "Fort Europa", der sender flygtninge tilbage til fængsel og tortur, mens Pia Kjærsgaards vælgere kan stemme nej, fordi det tossegode EU vil åbne vore grænser for de fremmede fra alle verdens u-lande. Hvilken mageløs politisk alliance!

Man kunne jo håbe, at Junibevægelsen med sin leflen for fremmedhadet støder folk fra sig. Man kunne også håbe, at der på den nej-sigende venstrefløj snart kommer gang i en debat om, hvordan det egentlig gik til, at man havnede i samme båd som de to fremskridtspartier.
Junibevægelsens dygtige frontkvinde Drude Dahlerup har forsvaret de kontroversielle kampagneslogans med, at "det skal sætte gang i en debat." Ja-sigerne gider nemlig ikke diskutere, siger hun, de vil helst være fri for debatten, fordi "chancerne for at få et ja er større ved ikke at tage debatten." Påstanden er selvfølgelig det rene sludder og vrøvl. Vi er mange, der har vores kalendere fyldt op med møder rundt om i landet i den kommende tid.

Men påstanden om, at ja-sigerne ikke tør diskutere Amsterdam-traktaten, kan jo fremsættes så mange gange, at den til sidst bliver en anerkendt sandhed. Det er nøjagtig, hvad der er sket inden for flygtningedebatten. Da Ekstra Bladet lancerede sin kampagne om flygtningepolitik, skrev avisen, at "det officielle Danmark" i årevis havde nægtet at diskutere disse problemer og tage befolkningens frygt alvorligt.
Lignende toner hører man fra Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Og dog er flygtningepolitik vel et af de mest diskuterede politiske emner overhovedet i de senere år i Danmark. Faktisk bliver det diskuteret så meget og i en sådan tone, at det har vakt en vis opsigt i udlandet.

Men selv hvis det var rigtigt, at ja-sigerne ikke tør tage debatten, synes jeg ikke, det retfærdiggør, at Junibevægelsens ærinde at levere saglig information til vælgerne, hvorfor insinuerer man så, at 40 millioner polakker venter på at kunne vælte ind over vores grænse, der i øvrigt er ved at blive afskaffet, så der kan komme endnu flere fremmede herop? Den form for debatniveau kan Junibevægelsen for min skyld godt beholde for sig selv.

I øvrigt tror jeg ikke, at folk er bange for udsigten til et udvidet EU. Tværtimod. Og skabelsen af et samlet Europa er og bliver den vigtigste opgave, vi har foran os, og den vigtigste grund til, at vi bør stemme ja til Amsterdam-traktaten.

Tjekkiets måske alvorligt syge præsident Vaclav Havel har elegant sat tingene på plads i en tale til Europa-Parlamentet: "Europa var opdelt kunstigt med magt, og netop derfor måtte denne opdeling før eller siden bryde sammen. Historien har kastet en handske, som vi kan tage op, hvis vi vil. Gør vi det ikke, forspildes måske en stor chance for at skabe et kontinent med et frit og fredeligt samarbejde. Kun en tåbe, der ikke har lært noget af tusind års europæisk historie, kan tro, at fred, ro og fremgang kan blomstre for evigt i én del af Europa uden hensyntagen til, hvad der sker i den anden del. Og de onde dæmoner ligger og venter.
Et vakuum, ideernes forfald, frygten for frihed, lidelser og fattigdom, kaos - det er disse situationer, de blomstrer i. De må ikke få den mulighed".
Mens Junibevægelsen har travlt med at trække den danske debat ned under gulvbrædderne, kan man dog glæde sig over, at der endnu findes folk som Havel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu