Læsetid 6 min.

Narkomyter blokerer

21. april 1998

'Formålet med den officielle oplysning om narkotika er ikke, at folk skal lære at vur-dere risici ved anvendelsen af stoffer, men at de skal gyse og holde sig fra dem'

NARKO
Næppe nogen skikkelse har i den senere tid været frygtet og foragtet så meget som narkomanen. For eksempel kunne de danske tv-seere en dag i efteråret 1997 bevidne et besynderligt optog: Nogle beboere i en gade i Odense forsamlede sig foran en bestemt opgang, hvor de slog på tromme og i megafoner råbte slagord mod det frygtelige, der truede byen fra denne opgang. Årsag: Der blev solgt narkotika i en lejlighed i opgangen, og derfor må beboerne finde sig i et stadigt rend af ludere, lommetyve og narkomaner i gaden.
Nogen konkret overlast var der dog vist ingen, der havde lidt. Odenses politimester var blandt deltagerne - han udtalte dog beklagende, at man jo ikke bare kunne rydde lejligheden, for "sådan nogen har jo også nogle rettigheder, man skal respektere". Hvor beklageligt!
Dette er typisk for den frygt, der omgærder narkoti-kaen, en frygt, der langt snarere har sin oprindelse i de myter, der i populærkulturen og visse advarselspjecer er op-stået om stofferne, end i fakta.
Disse myter er så meget mere beklagelige, som de ofte giver anledning til absurde indskrænkninger i narkomanernes rettigheder - uden, at de har begået andre forbrydelser end at være kendte som narkomaner.

Groteske udslag
I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og dette har somme tider givet sig det groteske udslag, at folk er blevet idømt bøder for at gå ud af deres egen opgang.
De myter, der omgærder området, er lette at opregne, og udgør simpelt hen mange menneskers opfattelse af, hvad narkotika er for noget.
Myterne skyldes først og fremmest den misvisende og partiske måde, hvorpå problemet fremstilles af populistiske politikere eller i de utallige pjecer, lærebøger m.v., der skrives om emnet: Samfundet er i krig mod narkotikaen, og enhver oplysning må få karakter af krigspropaganda og blive til oplysning om farerne ved at bruge stoffer.
Formålet med den officielle oplysning om narkotika er derfor ikke, at folk skal lære at vurdere de forskellige risici ved anvendelsen af dette eller hint stof, men at de skal gyse og holde sig fra dem.
Ifølge de myter, som er affødt af denne misforståede iver efter at advare, er hårde stoffer helt eventyrligt farlige. Blot en enkelt bane kokain, en enkelt sprøjte med heroin vil uvægerligt fylde brugeren med et sådant behag, at han herefter vil være afhængig af stoffet resten af sit liv.

Stoffets slave
Som stoffets slave må han bruge svimlende beløb for at tilfredsstille sin evindelige hunger efter stoffer, og alle skrupler kastes overbord. Narkomanerne er ofte blevet lokket i fælden af ryggesløse pushere, der uden selv at kunne drømme om at røre stoffet tjener styrtende på at lokke andre i fælden - ofte vil pusheren dele gratis doser ud til nye brugere, som han rekrutterer i den nærmeste skolegård. Så snart de er afhængige, får de lov til at betale.
Tilsvarende styres narkohandelen af bagmænd, der antages at være almindelige, pæne mennesker (måske fra samfundets top) eller såkaldte 'rockere', der tjener styrtende med penge på andre menneskers ulykke.
Heroin og andre hårde stoffer er naturligvis særdeles farlige stoffer, og mange mennesker drives virkelig ud i en livslang afhængighed af stof. Dette ønsker vi hverken at benægte eller at tabe af syne.
Men sandheden er også, at langt de fleste brugere af stofferne prøver dem sporadisk eller i perioder, hvorefter de lægger dem på hylden igen. Narkomiljøerne er lige så præget af konstant udskiftning som af gamle kendinge.

Social situation
En meget stor del af stoffets virkning, og også af den afhængighed, det skaber, er jo bundet til den sociale situation, hvori det indtages.
Faktisk kender man mange eksempler på subkulturer med en kontrolleret brug af heroin - eller på heroinister, for hvem stoffet tilsyneladende let indpasses i et almindeligt arbejdsliv, som sociologerne Ruggiero og South beretter fra industribyen Torino, hvor de fleste brugere af heroin simpelt hen er almindelige arbejdere, der tager et 'fix' et par gange om ugen, hvor andre går i biografen.
Det er altså ikke rigtigt, at alle, der prøver et stof som heroin, straks drives ud i afhængigheden.
Om den anden almindelige forestilling - at stoffernes pris og jagten på penge til stoffer forvandler narkomanen til en "kriminalitetsmaskine", et uhyre, der uden betænkning prostituerer sig, stjæler og overfalder folk på gaden blot for at få til det næste fix - er at sige, at den er stærkt overdrevet. Enkelte stofmisbrugere har måske været villige til at slå gamle damer ned for at skaffe penge til stoffer - men de fleste danske narkomaner ville trods alt stadig hellere lide under abstinenserne.

Bagmændene
Men bagmændene da? Disse mystiske mennesker, der spinder guld på at forsyne det danske narkotikamarked med død og ulykke?
Dette er faktisk blot endnu en myte, idet det må antages, at "forestillingen om de store bagmænd, som styrer narkotikamarkedet, er forkert, og at forsyningen med narkotika forestås af mange mindre, ukoordinerede grupper" (Joi Bay, citeret i tidsskriftet Faklen nr. 3).
Nordmanden Kåre Bødal har undersøgt de første 350 domfældelser efter den norske paragraf om professionel narkotikahandel og kom til den konklusion, at jo mere han lærte om dem, jo mere ændrede hans billede sig:
"De profesjonelle, de kyniske bakmenn, pengefyrstene, de som frister andre inn i bruken, men selv klokelig holder seg utenom, disse forsvinner mer og mer ut av bildet. I stedet stiger en gammel kjenning frem. (...) halve og kvarte familier, alkohol hos opdragerne, gutten selv kanskje passiv og snill noen få tidlige skoleår, men så med voldsomt økende trøbbel..." .
Disse er altså 'dødens købmænd': Narkomaner, der finansierer deres eget forbrug, almindelige småkriminelle, eller måske nogle enkelte "veltilpassede" unge, der af stofferne eller forestillingen om nemme penge lokkes ud i, hvad der hurtigt kan vise sig at blive deres livs fejltagelse.
Meget lidt imponerende sammenlignet med de almindelige forestillinger om de guldbeslåede 'bagmænd' - forestillinger, der næres af en politistyrke, der aldrig har kunnet pågribe et eksemplar af slagsen.
Hermed være ikke sagt, at der ikke kan eksistere bagmænd i form af enkelte 'almindelige' forretningsfolk, der forsøger at tjene en ekstraskilling ved at investere betydelige beløb i narkoimport. I Italien, hvor der er et betydeligt overlap mellem den legale og den illegale økonomi (og hvor forretningsfolk i nogen grad har opfattet det som naturligt at gå ind i mere lyssky områder som f.eks. kidnapning), er det ofte set, at 'legale' næringsdrivende har suppleret deres indtægter med sådanne investeringer.
Men i Danmark spiller disse lidt for driftige forretningsfolk ingen rolle for det samlede billede, der domineres af mindre, ukoordinerede grupper.

Glidebanen
En anden, meget almindelig forestilling om disse stoffer er 'vadestens-' eller 'karrierehypotesen'. Ifølge denne teori er brug af illegale stoffer en glidebane, hvor det ene automatisk fører til det andet. Har man først prøvet hash, vil man givet senere have lyst til stærkere sager og går måske videre til amfetamin eller kokain, hvorefter banen allerede er afstukket, frem til man falder om i rendestenen med kanylen i hånden.
Sandheden er, at denne hypotese aldrig er blevet hverken bekræftet eller sandsynliggjort. Tværtimod viser alle statistikker, at kun en ganske lille del af de mennesker, der nogen sinde prøver hash, går videre til at prøve amfetamin eller heroin. En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viste helt utvetydigt, at der ikke findes en direkte vej fra hash til amfetamin, kokain eller heroin.
Vadestensmyten bygger på det faktum, at stort set alle, der ender som hårdt belastede narkomaner, på et eller andet tidspunkt har røget hash - blot kunne man bruge nøjagtig det samme argument til at lave en 'vadestenshypotese' for alkohol eller tobak; det altovervejende flertal af hashrygere, vil - ganske som det altovervejende flertal af almindelige rygere - aldrig "gå videre" og blive afhængige af hårde stoffer.
Og problemet med alle disse myter er, at de blokerer for en fornuftig narkotikapolitik. Hvis narkomaner er kriminalitetsmaskiner og pushere udskud, hvorfor så ræsonnere ud fra, hvad der kan gavne dem såvel som os? Men sandheden er, at den eneste måde, hvorpå vi kan nærme os en løsning på vore narkotikaproblem er ved at give disse mennesker mulighed for en alternativ tilværelse, fri for den kriminalitet, priserne på hårde stoffer driver dem ud i.
Og værre endnu: myterne blokerer for en ordentlig forebyggelse.
Hvad skal det unge menneske, som har hørt skrækhistorier om hash, mon tro, når han igen hører skrækhistorier om heroin? Kun ved objektiv og grundig information om narko og narkoproblemer kan man få målgruppen til at tro på oplysningerne - kun ved objektiv og grundig oplysning kan ens informationer overhovedet få nogen værdi som forebyggelse. Denne kommentar vil gerne ses som et beskedent første skridt i den retning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu