Læsetid: 4 min.

Nej til Amsterdam fører til et bedre EU

24. april 1998

Løfteparagrafferne i Amsterdam-traktaten bliver ikke til noget, fordi løfterne er skruet sådan sammen, at Nyrup (med flere) fik pæne ord ind i overskrifterne, mens forsigtigpeterne til gengæld satte sig solidt på paragrafferne 28. MAJ

Det nuværende EU har ingen tilhængere i EU-Parlamentet. Der var heller ikke klapsalver til Amsterdam-traktaten. Den blev godtaget med 349 stemmer for, 100 imod og 34, der undlod at stemme, fordi den indeholder mere integration. Men næsten alle folkevalgte er utilfredse med både Amsterdam-traktaten og det be-stående EU af forskellige demokratiske grunde.
På den baggrund forekommer det noget søgt at sige, der ikke findes alternativer til Amsterdam-traktaten. Traktaten er i hovedsagen skrevet af 15 embedsmænd, alle mænd. Hvis det var rigtigt, at en traktat skrevet af 15 mænd ikke kan ændres, ville det i sig selv være tilstrækkelig grund til at sige Nej tak.

Men selvfølgelig kan den ændres og forbedres efter et dansk Nej den 28. maj.
Et dansk Nej vil genåbne en europæisk debat om demokratiets vilkår, sådan som det skete efter nej'et den 2. juni 1992. Men denne gang har vi kraft til at holde bedre fast og få større indrømmelser end sidst.
Når vi forstår historien bagud, er det ikke svært at indse, at det danske Nej var frugtbart, også for dem der stemte Ja. I dag er der sågar mange ministre, som åbent siger, at man takket være det danske nej fik skabt større åbenhed i EU.

Før folkeafstemningen i 1992 blev jeg anset for en aparte skandinav, når jeg pukkede på for åbenhed med forslag, som er selvfølgelige for enhver Informations-læser, hvad enten han siger ja eller nej til Amsterdam.
Umiddelbart efter afstemningen var kollegerne i Parlamentet isnende kolde, to uger efter varmt interesserede i de holdninger, der havde ført til et nej.
Nej'et flyttede holdninger i hele Europa.
Dengang bestod hovedparten af EU's lovgivning af hemmelige erklæringer. Nu er de hemmelige erklæringer en undtagelse.
Dengang var Kommissionens telefonbog endnu et hemmeligt dokument. Nu har jeg - efter mange års forgæves forsøg - fået den udleveret officielt.
Da Parlamentet skulle lave sit oplæg til Amsterdam-traktaten fik vi medtaget et afsnit om åbenhed, som jeg havde fået vedtaget i det institutionelle udvalg med 34 stemmer mod nul. En enkelt afholdt sig fra at stemme - nu var det ham, der var blevet afviger, og ikke mig med åbenheden.
Noget er forandret til det bedre. Det er nu hovedreglen, at Kommissionen udleverer de dokumenter, som borgerne spørger om. Kommissionen uddanner internt sine folk til at være mere borgernære end før. Der er langt, der er meget langt igen, men: der skete noget efter Danmarks nej. Vi fik value for money, som det hedder på nudansk.

Hvad får vi for at sige jatak til Amsterdam-traktaten?
Vi får selvtilfredse embedsmænd, som glæder sig over, at danskerne blev banket på plads. Vi får ministermøder, hvor kritiske røster bliver mødt med de nye bestemmelser om tættere samarbejde, som betyder at man kan udbygge samarbejdet uden at tage hensyn til f.eks. en ny dansk folkeafstemning. Man vedtager bare reglerne for dem, der vil være med. De utilfredse kommer til at kopiere reglerne alligevel. Den demokratiske opposition kan sættes på sidespor.
Løfteparagrafferne i Amsterdam-traktaten bliver ikke til noget, fordi løfterne er skruet sådan sammen, at Nyrup (med flere) fik pæne ord ind i overskrifterne, mens forsigtigpeterne til gengæld satte sig solidt på paragrafferne.
Tag løftet om større åbenhed. Der skal vedtages nærmere regler inden to år efter Amsterdam-traktaten. Regeringer fremhæver det som et stort fremskridt, selv om formuleringen ikke åbner et eneste dokument, som ikke er åbent i dag.
Det eneste nye er proceduren, hvor de nye regler skal vedtages efter forligsproceduren.

I Ministerrådet går man fra simpelt flertal, dvs. fra ott af 15 stemmer, hvor landene har lige mange stemmer, til kvalificeret flertal, hvor landene har forskellig stemmevægt og hvor der skal 62 af 87 stemmer til flertal.
Danmark har tre af de 87 stemmer.
Frankrig, Tyskland og Spanien kan med tilsammen 28 stemmer blokere fremskridt om åbenhed, som i dag kan vedtages med tilslutning fra blot otte af de 15 lande.
Efter et dansk ja sidder modstanderne af åbenhed på paragrafferne. Efter et dansk nej bliver de nødt til at give indrømmelser, også fordi sagen dermed politiseres i deres eget land.
I Forbundsdagen i Bonn, Nationalforsamlingen i Paris og Cortes i Madrid er defolkevalgte alle steder tilhængere af større åbenhed. Alligevel er deres ministre og embedsmænd imod, bag de lukkede døre i EU.
Sådanne modsætninger kommer ud i lyset efter et dansk nej, og giver med stor sandsynlighed et mere åbent EU. En åbenheds-reform er efter mit bedste skøn en sikker gevinst for at stemme nej tak i første runde, mens der ingen gevinster er for at stemme ja tak.

Der er også gode chancer for andre demokratiske reformer med nærhed og demokrati. Hvis vi er kloge, lader vi det første danske udspil efter et nej starte med en række demokratiske krav, som vi ved vil samle tilslutning i den europæiske offentlighed og hos de folkevalgte i de nationale parlamenter. Så er Amsterdam-traktaten åbnet for en ny forhandling, så ender det med et bedre EU.
I det mindste har jeg endnu ikke hørt seriøse folk sige, hvor traktaten kunne tænkes at blive værre efter et dansk nej. Får vi mindre åbenhed, nærhed og demokrati ved at stemme nej tak?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu