På vejen hjem i bilen er stemningen trykket. Så kommer det frem, hvad vi ikke skulle have sagt. Bla., at vi havde talt om skilsmisse som en mulighed for at komme ud af et voldeligt ægteskab, og om børn, der sendes i institution frem for at blive passet i familien. Nu ville man jo gå i landsbyen og tale om, hvor dårligt folk behandler hinanden og deres børn i Danmark
Retfærd & velfærd
I efteråret 1996 tilbragte jeg og en anden studerende tre måneder som volontører på et kvindecenter i en landsby i Sydindien. Centret er startet af en søster i den sydindiske, anglikanske kirke og drives derfor på et kristent grundlag i et over-
vejende hinduistisk område. Formålet med opholdet var, at vi gennem deltagelse i hverdagen på centret skulle opnå et indblik i hvordan et lokalt initiativ forsøger at afhjælpe fattigdommen på landet i delstaten Tamil Nadu. Vores viden om stedet skulle senere formidles ud til en bredere kreds af studerende i Danmark. Det skal i den forbindelse siges, at vi ikke følte os 'sendt ud' af nogen. Kontakten til stedet var relativt ny, og vi kendte ikke meget til den organisationen, der formidlede kontakten. Vi var altså bare os selv, og repræsenterede ikke nogens holdning eller bestemte synspunkter. Troede vi.
Kvindecentrets arbejde består kort fortalt i dels at drive en kostskole, hvor unge piger kan få undervisning i syning, engelsk, husholdning og maskinskrivning, dels i et mere direkte hjælpe- og udviklingsarbejde, hvor centret søger støtte hos især indiske hjælpeorganisationer og derefter kanaliserer disse midler ud til landsbyerne. Desuden driver centret et mindre landbrug, hvor områdets bønder kan deltage i kurser samt få rådgivning i, hvordan særlige dyrkningsmetoder kan forøge høstudbyttet.
Overordnet kan man sige centret forestår en form for, hvad der i udviklingsjargonen benævnes empowerment. Altså at opfordre områdets fattigste til at ændre deres situation, ved at gøre dem opmærksom på hvilke midler, de har for hånden til at ændre den. En af måderne, hvorpå man har skabt rum for denne bevidstgørelse, er gennem opstarten af kvindegrupper i områdets landsbyer. Disse grupper, der har 10-20 medlemmer, samles en gang om måneden i hver sin landsby. De ledes af byens egen 'kloge kone'. Hun fungerer som bindeled mellem centret og kvindegruppen, hvilket tjener til at øge kommunikationen mellem parterne.
I kraft af vores status som gæster fra udlandet inviteres vi til at deltage i et møde i en sådan kvindeklub. Forinden har lederen af centret, Søster Gladys, spurgt os, om vi ville fortælle lidt om kvindens situation i Danmark. Vi er ikke fri for følelsen af at skulle vises frem, hvilket gør at vi i vores forberedelse lægger meget vægt på at beskrive vores holdninger til arbejds- og familieliv i Danmark, idet vi ved at disse ikke stemmer overens med centrets holdninger til samme. Og nu er det jo os, der skal fortælle...
Køreturen ned og op af de store huller i vejen er hyggelig. Almindelig småsnak om de forskellige landsbyer vi kører igennem, og om de folk der bor der. På bestemmelsesstedet har en gruppe kvinder samlet sig på trappen foran et af de større huse i det, der må være hovedgaden. De kigger forventningsfuldt på centerfolkene. Os nøjes de med at skæve til. Vi bliver præsenteret som to piger fra Danmark, der er kommet for at besøge indiske landsbyer og lære noget om indisk kultur. Én spørger om vi kommer fra Kerala, nabostaten, og der svares, at vi kommer fra, hvad der på tamil betyder 'Hvide-land' eller 'Andet-land'. Vi kunne ligeså godt komme fra månen. En eller anden henter de sidste kvinder og mødet kan begynde.
Da alle har sat sig, rejser Kasturi, centrets administrator, sig og fortæller om hvorfor det er vigtigt at sende børnene i skole i stedet for at lade dem arbejde på tændstikfabrikken. Dernæst taler man om køkkenhaver. Centret forsøger at få familierne til at udnytte spildevandet fra husholdningen til små køkkenhaver, og der udloves en belønning til den kvinde, der ved næste møde kan fremvise de flotteste afgrøder.
Under hele seancen har vi siddet øverst på trappen, og pludselig går det op for mig, hvorfor kvinderne skæver så nysgerrigt til os. Der sidder vi i skjorte og bukser - to kvinder i mandetøj. Jeg spekulerer som en gal på, om det overhovedet er muligt at sige noget meningsfyldt om kvindekultur efter denne indledende fadæse, men får ikke tænkt tanken til ende for nu er det vores tur.
Med udgangspunkt i vores egne familier gør vi rede for en dansk mors travle hverdag. Vi fortæller om uddannelse og skilsmisser. Om hvordan mange børn føler, de ikke ser deres forældre nok. Flere af tilhørerne sidder og ser meget trætte ud. Som om tanken om at skulle op klokken fem gør vores redegørelser en smule uvedkommende. Under spørgerunden liver de fleste af kvinderne dog op igen. Hvad de vil vide er: Hvor mange liter mælk giver en dansk ko? Hvad dyrker i på marken? og især Hvordan kan det være, folk i Danmark bliver skilt, når det er et kristent land?
På vejen hjem i bilen er stemningen trykket, men først da vi selv problematiserer uoverensstemmelsen mellem vores oplæg og kvindernes spørgsmål, kommer det frem hvad vi ifølge centerfolkene ikke skulle have sagt. En af de ting der nager dem er, at vi havde talt om skilsmisse som en mulighed for at komme ud af eksempelvis et voldeligt ægteskab. Noget andet, at vi fortalte om børn, der sendes i institution frem for at blive passet i familien. Nu ville man jo gå i landsbyen og tale om, hvor dårligt folk behandler hinanden og deres børn i Danmark. Jeg holder stædigt på, at man da sagtens kan forestille sig, nogle hinduer behandle deres børn mere kærligt end visse danskere, selvom Danmark er et kristent land. Og sådan fortsætter dialogen, uden at nogen bliver klogere på hvori problemet har rod. Retrospektivt kan man sige at vi hver især talte fra et helt forskellige steder, eller med andre ord, at vi ikke gjorde brug af den samme forståelsesramme.
Søster Gladys ankom til området i 1960 med det formål, at udføre evangeliserende arbejde, som hun selv udtrykker det. Hun havde fået et kald, hvilket manifesterede sig i arbejdet med at stable en kristen menighed på benene i et området, hvor ellers alle bekendte sig til hinduismen. Hendes religiøse budskab går nu som dengang hånd i hånd med et socialt engagement. Et budskab, der i mine øjne er yderst politisk, fordi det underminerer den sociale (u-)orden ved at opfordre marginaliserede grupper til at bryde ud af de herskende strukturer. Målet er frigørelse via bevidstgørelse om andre værdier end dem folk kender til, og det var som repræsentanter for disse værdier, vi kom ind i billedet. Set på den måde må vores snak om udearbejde og skilsmisse som frigørende praksis have skuret fælt i ørerne på centerfolkene, idet vores fremstilling indirekte modarbejdede centrets projekt. Sagt på en anden måde forsynede vi simpelthen landsbyens kvinder med argumenter for, at deres nuværende situation var bedre end hvad vi (læs: et kristent værdisæt) kunne tilbyde. Vi talte om skilsmisser ud fra de erfaringer der er blevet gjort i 70'erne og 80'erne, tiden hvor vi er vokset op, har gået i skole og hvor spørgsmål omkring kvindens status som frigjort er blevet diskuteret til hudløshed. Men vores fremstilling satte ikke spørgsmålstegn ved en meget vigtig faktor i hele frigørelsessnakken, nemlig tilstedeværelsen af velfærdsstatens økonomiske sikkerhedsnet. På landet i Indien er den form for sikkerhed ikke-eksisterende, og skilsmissen kan umuligt forstås som et frigørende alternativ, når erfaringerne viser, at skilsmisse er lig med et fuldstændigt socialt og økonomisk kaos.
Repræsentationer indgår i sammenhænge. De fortolkes ind i forskellige virkeligheder og betydningen af dem forhandles mellem implicerede parter. Er man opmærksomhed på dette og på ens egen placering i sammenhængen, kan det givetvis medvirke til at akavede situationer, som den jeg har beskrevet her, ikke så let opstår. På den anden side kan man spørge sig selv, om ikke en del af problematikken bunder i, at vi helst vil forstås på egne præmisser?
Selv når vi ved, vi bliver set på med andres øjne.
Brit Ross Lauritsen studerer antropologi ved Københavns Universitet.
APROPOS
Besøg fra Månen
I børnehaveklassen gik der en overgang en lille somalisk dreng i min datters klasse. Det gik børnerne meget op i. Hvor kom han fra? Hvorfor talte han ikke dansk så godt? Og hvorfor var han helt brun? Jeg forklarede, at sådan ville Mohammeds jævnaldrende nok også spørge, hvis der var kommet et dansk barn i hans klasse. "Dernede ville de synes, at I så underlige ud."
Efter kolonitiden har vi nemlig omsider forstået, at det med at være eksotisk afhænger temmelig meget af øjnene der ser. Alligevel bliver vi stødt, når andre folk med andre skikke studser over de ting, som vi regner for fornuftig og naturlig adfærd. Vi ved jo nok, hvad der er rigtigt, nemlig det vi selv gør.
Forfatteren til dagens Retfærd og Velfærd, Brit Ross Lauritsen, har netop gjort den samme erfaring på et indisk evangelisk kvindecenter. Hendes egen og en anden dansk kvindes snak om kvindefrigørelse i almindelighed - og i særdeleshed skilsmisse i tilfælde af voldelige ægteskaber - lød i de lokale kvinders øjne som et mareridt, ensbetydende med socialt og økonomisk kaos.
Kunne den slags virkelig være skik og brug i et kristent land? - lød spørgsmålet, der nær havde lagt en bombe under Søster Gladys' arbejde med at opbygge en kristen menighed på stedet. Og dermed under et andet og nok så væsentligt aspekt af Søster Gladys' arbejde, som går ud på at opfordre områdets fattigste til f.eks. at uddanne sig.
Kortslutningen skyldes, mener forfatteren til dagens Retfærd og Velfærd, Brit Ross Lauritsen, at samtalen manglede en fælles forståelsesramme - nemlig den danske velfærdsstat, der har flyttet forsørgelsen af dem, der ikke kan klare sig selv, fra familien til det offentlige.
Men for folk, der ikke kender velfærdsstaten, er den åbenbart ikke til at forestille sig. Som Brit Ross Lauritsen ligeud skriver:
"Vi kunne lige så godt komme fra Månen."
Alt i alt er det en interessant erfaring at gøre. Også fordi, det trods alt kun er et par generationer siden, at en enlig kvinde med barn også i Danmark var ganske ilde stedt.
mlk
