Læsetid: 3 min.

Pol Pot og venstrefløjen

Debat
18. april 1998

Terror og tvangsudskrivning af en hel befolkning til landbrugsarbejde er ikke en politisk strategi, der lægger grundlaget for en socialistisk udvikling

TILBAGEBLIK
Ved meddelelsen om, at Pol Pot er død, vil nekrologerne næppe blive venlige. Hvor usikre oplysningerne end er, vil hans navn blive forbundet med terror og folkedrab.
I dag, knapt 20 år efter at Vietnam besatte Cambodia og fordrev Pol Pots Røde Khmer-regime med en langvarig borgerkrig til følge, er det ikke denne krigs ofre eller for den sags skyld ofrene for de massive amerikanske bombardementer af det ulykkelige land, der fandt sted fra 1970 til 1975, som vil blive omtalt. Det vil derimod perioden fra 1975 til 1979, hvor Kampuchea, som Cambodia hed dengang, blev regeret af Pol Pot og hans forbundsfæller.

I skudlinjen
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at de, der er interesseret i at hænge 1970'ernes venstrefløj ud som blinde dyrkere af massemordere, vil lede tilbage i arkiverne og finde kredse, som solidariserede sig med De Røde Khmerer.
Nuvel, det var ikke alle inden for venstrefløjen, der gjorde det, men Kommunis-tisk Arbejderparti (KAP) hørte til blandt dem, der vil blive beskyldt for at have gjort det. Som formand for KAP er jeg naturligvis i skudlinjen.
Lad os skrue tiden tilbage til 1975. Igennem flere år havde USA ført krig mod de indokinesiske folk. KAP var som så mange andre fornuftige mennesker modstandere af den krig. Foruden at støtte Nordvietnam og de sydvietnamesiske og laotiske befrielsesfronter, støttede vi naturligvis også den cambodianske befrielsesbevægelse. Dens erklærede mål var skabelsen af et demokratisk Kampuchea med den af amerikanerne fordrevne fyrst Sihanouk som statsoverhoved, med fulde demokratiske rettigheder, beskyttelse af bøndernes ejendomsret til jorden, dannelse af frie fagforeninger, religiøs frihed, men med Buddhismen som statsreligion og støtte til privat foretagsomhed.
En cambodiansk eksilregering med dette fornuftige program som grundlag var blevet dannet i Beijing i foråret 1970 med Sihanouk som leder og den røde khmer Khieu Samphan som vicestatsminister.
Den 17. april 1975 faldt amerikanernes og deres marionet Lon Nols sidste ba-
stion, hovedstaden Phnom Penh.
Umiddelbart derefter gennemførte sejrherrerne en masseevakuering af Phnom Penh. Det kunne forklares som en simpel midlertidig foranstaltning for at forhindre hungersnød i den overbefolkede hovedstad.
Så vidt så godt. Men kort efter dukkede der i såvel den vestlige som den sovjetiske presse en række beretninger op om grove overgreb. At vi tog disse beretninger med mere end et gran salt og tilmed i en periode forsvarede det nye Kampuchea kan vel næppe undre, når man betænker, at USA var slået, og Sovjetunionen alt andet end begejstret for Kampucheas nære forhold til Kina.
Og da det viste sig, at Vietnam ulykkeligvis søgte at gøre sig til herre over Laos og senere i januar 1979 direkte besatte Kampuchea, fandt vi det rimeligt at kritisere Vietnams politik, som vi ikke uden grund så som en stedfortræder for Sovjetunionen, der netop i denne periode optrådte som en aggressiv supermagt. Tænk blot på dens invasion af Afghanistan senere samme år.

Masseterror
For os var det heller ikke så sært, at beretningerne om Pol Pot-regimets overgreb fik en ekstra tand, da det af Vietnam indsatte Heng Samrin-styre skulle legitimere den
vietnamesiske besættelse.
Men selv om vi fordømte den vietnamesiske invasion, blev vi klare over, at det faldne Khmer Rouge-styre i stedet for at virkeliggøre det program, befrielsesbevægelsen selv havde lagt frem, tværtimod havde iværksat en radikalistisk omformning af Kampuchea, som havde bragt det i modsætning til flertallet af kampucheanerne og - hvor usikkert tallet end er - brugt metoder, der mest af alt kunne minde om en blodig krig mod befolkningen.
Pol Pot var uden tvivl en af hovedmændene bag denne fuldstændige tilsidesættelse af den demokratiske linje, som De Røde Khmerer selv havde været med til at vedtage.
Den cambodianske befrielseskamp endte således i en tragedie, som landet endnu ikke har overvundet.
Mange vil så hævde - og gør det også - at Pol Pot-regimet var en logisk følge af den 'kommunistiske ideologi', som Pol Pot og Khieu Samphan havde tilegnet sig under deres studieophold i Frankrig, og at vi som kommunister indirekte er medskyldige i, at der skete det, der skete.
Hér må jeg imidlertid stå af. Masseterror, afskaffelse af penge og tvangsudskrivning af en hel befolkning til landbrugsarbejde (selv om en kraftig indsats for at skaffe fødevarer var nødvendig for at reparere skaderne efter amerikanernes tæppebombardementer) er ikke en politisk strategi, der lægger grundlaget for en socialistisk udvikling.
Forudsætningen for en sådan er en massemobilisering af befolkningen og ikke massemord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her