Kronik

Racismen og det nødvendige Nej

2. april 1998

Vist findes der racister, der stemmer Nej til unionen. Men trods alt kæmper de ikke for en fælles-europæisk racistisk retspolitik i EU

På trods af alle distraktioner, folketingsvalg, PET-aflytninger og fodbold VM, er det rent faktisk gået op for folk, at der også skal finde en folkeafstemning sted i foråret 1998. Amsterdam-traktaten, som det nyeste skud på Unionstraktat-stammen hedder, skal til debat med efterfølgende folkeafstemning. Det er naturligvis i alles interesse, at denne debat bliver så saglig som mulig, og saglighed kræver, at man befrier debatten for politiske floskler. Indholdet af traktaten og beslutningstagernes 'politiske løfter' må nødvendigvis være mere interessante, end en tilfældig dansk statsminister, som udnævner Unionen til 'fredens projekt'.
Andre politiske udtalelser som nemt falder anti-racister som undertegnede for brystet, er, når Unionsmodstanden udråbes som fremmedfjendsk og racistisk. At der findes racister, som stemmer Nej, er jeg ikke i tvivl om, men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er racister, som stemmer Ja. Den eneste forskel på de to racister er, at ja-sigeren er bedre uddannet og har læst hvad Amsterdam-traktaten går ud på.
Med Amsterdam-traktaten udstyres et, i første omgang, mellemstatsligt, politi med beføjelser til at bekæmpe bl.a.,
*terrorisme
*menneskesmugling
*narkotika-transport og ikke mindst
*asylansøgere som 'snyder'1)
Dette skal ske gennem en række forskellige samarbejder, hvoraf Schengen og Europol er de to vigtigste i denne sammenhæng, samt gennem oprettelse af en række registre, bla. Sirene, SIS og Euro-dac.

Formålet med denne kronik er ikke at redegøre for hverken sammenhæng mellem, omfang af eller manglende politisk kontrol med det nye Unionspoliti-korps, men udelukkende at dokumentere, at til trods for pæne ord og forsikringer om det modsatte, vil et nyt racistisk orienteret politikorps med Amsterdam-traktaten kunne operere indenfor Unionens grænser.
Og det er desværre nemt gjort.
Med oprettelsen af Euro-dac har Unionen2) vedtaget et register, hvori alle asylsøgere over 14 (fjorten) år skal registreres3). Og uanset om Europa-parlamentets ændringsforslag om at informationerne 'kun' må gemmes i fem år (i modsætning til 10) accepteres af Rådet, ændres der ikke ved det faktum, at alle asylansøgere over 14 år kriminaliseres ved deres blotte ankomst til Unionens område.
Begrundelsen er, at man skal kunne opfylde Dublin-konventionens krav, dvs. kravet om, at det land, som har taget imod en asylsøger, er ansvarlig for asylsøgeren indtil dennes sag er færdigbehandlet - efter procedurer, som skal være ens i samtlige unionslande. Ved et afslag er personen afskåret fra at ansøge andre unionslande om asyl.
Freddie Blak (som er ja-siger) er tilmed så flabet, at han fra Europa-parlamentets talerstol siger, at Eurodac er nødvendigt når man skal skelne mellem 'rigtige asylsøgere' og 'dem, der snyder'4).
Et andet eksempel er de 6.000 (eller var det 600) kurdiske flygtninge, som kom til Italien i starten af året. Det latterligt lille antal formåede at skabe intern splid i Unionen, som med tydelighed understregede, at det ikke er den humane indstilling til asylsøgere, som har flertal i hverken Bruxelles, Strasbourg, Luxembourg eller hvor Unionen nu befinder sig. Glemt var, at man netop havde vejet Tyrkiet og fundet det for let til medlemsskab. Mine ja-siger venner (ja, sådan nogle har jeg) prøvede da også lystigt at bilde mig ind, at der kunne jeg bare se, hvor meget menneskerettigheder betyder for Unionen. Jeps, lige indtil til asylsøgeren træder os over tæerne, så vil vi åbentbart hellere se ham med en sæk over hovedet i et tyrkisk fængsel.
Læg i øvrigt mærke til, at man bruger ordet 'asylsøgere' og ikke ordet 'flygtninge'. Men det er også umådeligt meget nemmere at afvise en asylsøger end en flygtning!

I forbindelse med denne 'asylsøgerstrøm' af kurdere, faldt der nogle ret interessante kommentarer i Europa-parlamentet. Og denne gang var det ikke en ligegyldig parlamentariker, som optrådte på slap line. Det var henholdsvis Doug Henderson og Hans Van Den Broek, som gav deres bud på Unionens asylsøgerpolitik. Doug Henderson er statssekretær i det engelske udenrigsministerium (England har formandsskabet) og Hans Van Den Broek er kommissær for bl.a. den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - et lille studie i magtrelationer indenfor Unionen vil formentlig konkludere, at Rådet og Kommissionen har magten til at gennemføre de politikker, de ønsker!
Doug Henderson startede med at forsikre om sine gode hensigter, ved bl.a. at sige "vi må skabe... en ... retfærdig asylpolitik" (asyl - ikke flygtninge!). Derefter sagde han, "kontrollen med grænserne må skærpes"! Det kunne kommissæren ikke sidde overhørig, så han supplerede med (efter at have forsikret om sine gode hensigter) at sige "...(det er) vor opgave, at beskytte vore borgere mod en alt for stor tilstrømning udefra"5).
Om disse kommentarer er racistiske ved jeg ikke, og selvom jeg mente det, ville jeg ikke turde sige det højt; men jeg ved i hvertfald, at Folkebevægelsen mod EF-Unionen på deres landsmøde i november vedtog, at vi ikke samarbejder med organisationer, der bygger på et racistisk grundlag - så kan det vidst ikke siges klarere.
Jeg ved også, at Venstre (som vist nok er for Unionssamarbejde) ikke har reageret på Inge Dahl Sørensens udtalelelser om "indvandrernes ritualslagtninger i badekarret, som ødelægger lejlighederne"6).

Oven i dette kommer gentagne forsøg på at skabe en europæisk bevidsthed og (overraskende) en europæisk Union.
Hvis der rent faktisk findes en europæisk bevidshed, så kan modstanderne af Unionen nødvendigvis ikke være racister eller fremmedfjendske, da vi så ville være det overfor vores egen 'race'7).
Til gengæld ville eksistensen af en fælles europæisk identitet forstærke min pointe om en racistisk Union, da Unionen i så fald er i gang med at forstærke grænserne; ikke rundt om et kulturrigt, etnisk blandet område, men om én fælles kultur og ét politisk fællesskab. I begge tilfælde står Steen Gade, Nyrup og venner med et forklaringsproblem.
Nu er det jo ikke fordi den anti-racistiske Unions-modstand er mundlam, at den udbredte misforståelse om det fremmedfjendske Nej eksisterer. Vi har tit nok råbt op, vi arrangerer møder og vi deltager i møder.
Det vi har at sige, er bare ikke særlig interessant. Det er nyheder om Danmarks af-ståede suverænitet og harmoniseringer af arbejdsmarkedet i hele Unionen. Den slags som kun er interessant, hvis man rent faktisk vil vide, hvad vi stemmer om, og det er ikke altid det medierne skriver om.
Jo flere gange medierne giver plads til dumsmarte fremmedfjendske, medieskabte Nej-sigere, jo nemmere har de samme medier ved at konkludere - dagen efter et Nej, at det var et racistisk Nej, og Holger K. Nielsen kan samle flertal ved den næste afstemning, hvor Danmark får et forbehold, som holder os ude af det retlige samarbejde.
En forudsigelse om et forbehold, der vil være lige så værdiløst som Edinburgh-aftalen!
Med de bedste ønsker om en saglig debat, og forhåbentlig med flere dagblade end Arbejderen til at anbefale et Nej.

Claus Pedersen arbejder for Folkebevægelsen mod EF-Unionen i Europa-parlamentet som assistent for MEP Ole Krarup.

1) Freddie Blak i Europa-parlamentet under samlingen 12 -16 januar.
2) Med Unionen mener jeg både Rådet, Kommissionen og Europa-parlamentet.
3) 11079/97 - C4-0506/97 - 97/0915(CNS) med de af Europa-parlamentets ændringsforslag som kommissionen accepterer.
4) Europa-parlamentets januarsamling i Strasbourg.
5) Europa-parlamentets januarsamling i Strasbourg.
6) Den fri meningstelefon nov. 1991 (citeret fra Thorup, Mikkel; Højrefløjens rædselskabinet)
7) Personligt anerkender jeg ikke betegnelsen race, men i denne sammenhæng er det nødvendigt at bruge betegnelsen for at få en pointe frem.

APROPOS - Nedtællingen til 18. maj er begyndt

Næppe er valgkampen over-stået før en ny kan begynde; nemlig kampen om et Ja eller Nej til Amsterdam-traktaten.
Det interessante er, at det - nu som gennem alle afstemningerne efter 1972 - også handler om et Ja eller Nej til EU.
Hvis det bare drejede sig om et par paragraffer hist og et kompromis her, var det nok vanskeligere at bringe danskernes pis i kog over EU's notoriske bureaukrati.
Når vi igen og igen kan vandre til stemmeurnen, er det fordi vi aldrig helt har forliget os med selve unionstanken.
Det er den, ikke de sølle enkeltsager, der deler Danmark i to dele. Tilmed to dele så tæt på at være lige store, at der til det sidste bliver spænding om udfaldet.
Og det er i sig selv interessant i et Europa, hvor mange syd for Danmark forlængst har indstillet sig på at betragte EU som en slags supplement til nationalstaten.
For eksempel gør det for mennesker i Alsace og Normandiet ikke den allerstørste bevidsthedsmæssige forskel om man regeres fra Paris eller fra Bruxelles - langt væk er det i hvert tilfælde...
I dag er det Nej-siden, der får lov til at give bolden op til debatten her i Information. Det sker med en kommentar til EU's retspolitik.
Heri ligger samtidig et gensvar til de kritiske røster, der med mellemrum opfordrer Folkebevægelsen mod EU til at tage officielt afstand fra medlems-ytringer, der i nidkærhed for den gode sag sammenblander fædrelandskær-lighed, nationalisme og almindelig udlændingeforskrækkelse.
Jeg mindes endnu med skræk den storternede mand fra Folkebevægelsens landsmøde sidste år, der i EU så en åben dør for horder af indvandrere...
Men er det rigtigt, som det så ofte sig siges, at mange danskere rummer et stærkt element af irritation mod udlændinge?
Og hvad betyder irritationen for EU-debatten i Danmark?
Bolden er hermed givet videre til ja-sigerne.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu