Kronik

Den rigtige fædrelandskærlighed

6. april 1998

I 1700-tallet var det nok at handle som ansvarlig samfunds-borger. Med 1800-tallets nationale bølge skulle man også være født i landet for at nære sand kærlighed til fædrelandet. Er det stadig sådan, vi har det?

I 1814 udgav St. St. Blicher digtet Kær est du, Fødeland, hvor han besynger sin barndoms brune lynghede. Pointen i digtet er, at enhver elsker sit barndoms landskab. Derfor hævder Blicher at selv den "gule ørken" kan opfattes som et paradis, når blot den har "skuet barnets første glæder". Således drages vi alle med "lønlig magt" til fædrelandets favn, og andre lande føles kun som fængsler.
Digtet er et typisk eksempel på national-romantisk fædrelandskærlighed, der tænkes at vokse ud af menneskers naturlige ømhed for de nære ting. Fædrelandskærligheden vokser således ud af barnets fortrolighed med barndommens landskab. Ligesom modersmålet netop er moderens tale og det sprog man først hørte, er fædrelandet de fysiske omgivelser man først så. Fædrelandskærligheden er knyttet til det konkrete individ og de unikke erfaringer som dette individ har gjort, samtidig med at individerne knyttes sammen fordi de hører til det samme landskab og samme sprog og kultur. De er en nation dvs. et kulturelt fællesskab, hvor sprog, historie, landskab, kultur ses som udtryk for den 'folkeånd', man mener er fælles for nationen, men samtidig afgrænser den fra andre nationer. I den nationale diskurs tænkes alle individer i verden at være knyttet til én bestemt nation, i kraft af individets første specifikke oplevelser.
Det er en naturlig tanke for os i vore dage, at fædrelands-kærligheden er knyttet til en geografisk afgrænset nation, et bestemt nationalt landskab. Vi ser måske den "gule ørken" som smuk og eksotisk, men den vækker ikke de samme ømme følelser som vort barndomshjem, vores sommerferiers enge og strande osv. Vi har i sange og malerier fået det danske landskab beskrevet og udpenslet således, at vi kan genkende det og føle kærligheden til det. Vi ved næsten intuitivt, hvilke følelser det forventes at vække når vi dvæler i det, hvilke stemninger det bør skabe i vort sind. Vort barndoms landskab og natur er blevet nationaliseret, og nationaliteten er blevet naturaliseret via den nationale diskurs. Det er blevet selvfølgeligt, at enhver holder mest af det, man kender, hvad enten det gælder landskab, kultur eller sprog.

Men hvis man går blot 20 år bagud fra Blichers digt fra 1814 til 1794 ser fædrelandet og fædrelandskærligheden helt anderledes ud. St. St. Blichers fader Niels Blicher, der var præst og skribent, beskrev også det hedelandskab, som var den lille Stens barndomslandskab. Men med et helt andet perspektiv. I Niels Blichers Topographie over Vium Præstekald (1795) beskriver han i anden afdeling om sognenes "physiske beskaffenhed" landskabet, under overskriften: "Overfladens Skikkelse, Jordart - derunder Ahl: Pgf.1. Overfladen haver her kun faae og smaae horizontale jevne Strøg. Det allermeeste er høie og lave affaldende Strækninger. - Her gives ikke faae høie bakker og dybe Dale..." osv.
Det er ikke barndommens romantiske landskab der beskrives i dette nøgterne sprog, men produktionslandskabet. Niels Blichers topografi eller tilstandsbeskrivelse ud-sprang af ideen om, at viden om det givne var en vigtig forudsætning for at kunne forbedre landets økonomi. I
"forerindringen" til bogen hævdede han, at næst efter afhandlinger, der underviste folket om pligterne imod Gud og Næsten, var kun få skrifter nyttigere, end de, "som give os tilforladelige Efterretninger om Fædrenelandets sande Beskaffenhed, uden hvilke man aldrig skal kunne bringe det ret vidt i nogen Deel af Landets Historie, og endnu mindre i Landets oekonomiske Forbedring".
Den ældre Blichers topografi udsprang dermed af ønsket om at nytte i forhold til det patriotiske projekt, der bestod i at sikre fædrelandets og det almene bedste. Han betragtede landskabet og almuen som det grundlag, staten skulle bygge sin rigdom på. Natur og bondestand var ressourcer, som staten kunne udnytte til fødeproduktion, soldater og skattegrundlag.
Niels Blicher er en typisk repræsentant for den patriotiske opfattelse af fædrelandet og fædrelandskærlighed som man finder i sidste del af 1700-tallets Danmark. Fædrelandet er ikke knyttet til det konkrete landskab, men er et langt mere abstrakt begreb.

Samtidens opfattelse kan illustreres ved stikket ovenfor, hvor to hvid-klædte kvindeskikkelser, symboliserende tvillingeriget Danmark-Norges to nationer, samles om et fædrelandsalter til minde om de fælles bedrifter ved slaget på reden den 2. april 1801. Fædrelandsalteret (et yndet symbol i det patriotiske billedsprog) er udstyret med Dannebrog på den tid kongehusets og flådens flag og en urne (symboliserende de afdøde, der ofrede deres liv for fædrelandet) smykket med hæderssymbolet, en laurbærkrans. De to kvinder rækker hinanden hånden som tegn på evigt troskab mod hinanden og det rige, der er begge nationers fædreland. De er billedlige repræsentationer af den fædrelandskærlighed og borgerånd, som mange mente herskede (eller burde herske) i tvillingeriget. Den fædrelandskærlighed, der i den patriotiske diskurs egen logik garanterede den enkeltes vilje til at forsvare og om nødvendigt dø for fædrelandet.
Fædrelandskærlighed var et helt centralt begreb i den politiske debat i de sidste ti-år af 1700-tallet. Dette er blevet set som et udtryk for en tidlig national bevidsthed eller dansk identitet, men opfattelsen af fædreland og fædrelandskærlighed var ikke den samme som i 1800-tallets national-romantiske diskurs. Man kan i stedet karakterisere periodens diskurs som patriotisk.

Grundideen om borgerne var kontraktteoretisk. Borgerne fik rettigheder og forpligtelser af fædrelandet og var ansvarlige for almenvellet og helheden med deres nyttige handlinger og patriotiske sindelag. Dette var langt vigtigere end hvor man var født og hvilket sprog man talte (nationalitet i den senere betydning). Idealet var kosmopolitisk. Fædrelandet var ikke en nationalstat bundet sammen af fælles sprog og kultur, men en helstat be-stående af flere lande og nationer bundet sammen ved kongen som fyrste og landsfader.
Fædrelandskærligheden var den (pligt-)følelse, der bandt individerne sammen som en helhed og forbandt regenten med folket. Kærligheden til fædrelandet skulle sikre, at den enkelte borger tilsidesatte egeninteressen og tilrettelagde sine handlinger efter hensynet til det almene bedste. De gode patriotiske handlinger var dels almindelige dagligdags handlinger, der løbende udførtes i den rette ånd, dels den ekstraordinære handling, der reddede fædrelandet i krisesituationer. Disse to typer handling kunne udføres af folk fra alle rigets dele, fra alle stænder og fra begge køn.
Det er helt centralt at borgerdyden således almengøres og at det ikke er fødsel og afstamning, men i stedet de konkrete handlinger, der afgør om individet har den sande borgerdyd. Det almene princip om det fælles bedste overskrider stands-, køns- og nationsforskelle. Fædrelands-kærlige handlinger var det der bestemte den gode patriot. Befolkningens selvbevidsthed som borgere i staten, i tidens ord deres borgerdyd og fædrelandskærlighed, blev i diskursens egen logik genstand for stor opmærksomhed.

Den enkelte borger, individet, bliver dermed det afgørende subjekt, der gennem sine handlinger sikrer helheden, idet diskursen udpeger individet og individets handlinger som den mindste og afgørende enhed. Disse individer tænkes i princippet at være ens, dog med kønnet som en afgørende forskel for, hvilke opgaver og forpligtelser man har mod fædrelandet. Forsvaret af fædrelandet bliver en personlig pligt (for mænd af bondestanden). Den ultimative prøve på fædrelandskærligheden og borgerdyden var villigheden til at ofre livet for fædrelandets forsvar. Den patriotiske borger var et utopisk ideal, en bestemt form for subjektivitet, der passede til det patriotiske idealsamfund, hvis omsættelse til virkeligheden blandt andet viste sine vanskeligheder ved den franske revolution. Det patriotiske ideal stod i modsætning til en anden politisk figur i samtiden; den liberalistiske, hvor den enkelte blot skulle sikre sin egen lyksalighed og herved tænktes at sikre samfundets velstand.
Patrioternes fædreland var altså ikke så meget et konkret geografisk område som et udtryk for samfundshelheden, det at man var bundet sammen i et samfund med ansvar for hinanden og ikke blot sig selv. På den måde adskiller det patriotiske fædrelands-kærlighedsbegreb sig grundlæggende fra det nationale. Det patriotiske er et alment abstrakt begreb der omhandler forholdet mellem stat og borger, det handler om hvordan den gode borger bør være uanset hvor han eller hun er født, eller andre individuelle forskelle som køn, afstamning, evner, indkomst, hudfarve, sprog og hvad der ellers adskiller os og gør os til specifikke individer.
Det nationale fædrelands-kærligheds-begreb handler mere om at udpege bestemte individer og frasortere andre. Kun over for det landskab, hvor man er vokset op, kan man føle de stærke bånd, der kan kaldes fædrelandskærlighed.
Det betyder at nogle på forhånd er diskvalificerede i forhold til at kunne være gode fædrelandskærlige borgere. Kun dem, der er født i landet, kan nære den sande kærlighed til landet og f.eks. regnes for pålidelige i dets forsvar.
Spørgsmålet er, om der ikke er mere inspiration for nutiden i det patriotiske fædrelandskærlighedsbegreb? Hvor det ikke primært handler om afstamning eller individets oprindelse, men hvor det centrale er individets handlinger og indstilling. Hvor kærlighed til fædrelandet betyder, at man er ansvarlig over for helheden, over for det land, hvor man har statsborgerskab.

Tine Damsholt er Ph.D. og adjunkt ved Institut for Arkæologi og Etnologi ved Københavns Universitet.

APROPOS
Det land jeg kalder mit...

Nation, sprog og folk. En skøn treenighed, der former vores forestilling om det nationale, som for vores vedkommende bliver det særligt danske: Gule, bølgende kornmarker, blå himmel med lammeskyer, man fristes til at tilføje: - Og en trallende Poul Reichhardt på vej mod hvidkalket slægtsgård og ventende pige: "Er du dus med himlens fugle...."
Langt mindre hyggeligt bliver det, når den Morten
Korchske nationalromantik får selskab af tanker om, at man skal være barnefødt i Danmark for ret at føle kærlighed til fædrelandet.
Dagens forfatter til Historisk set har forfulgt tanken om sammenhæng mellem fødested og nationalt sindelag tilbage til forrige århundrede. Hos digteren Steen Steensen Blicher og hans samtidige i 1800-tallets midte er fædrelandet nemlig lig med fødelandet: Man elsker det, man kender, fædreland og modersmål og andet, som blev indtaget samtidig med modermælken.
Tanken kalder Tine Damsholt det nationale.
Anderledes forholdt det sig med Blichers fader, pastor
Niels Blicher, der med Oplysningstidens fornøjelse over fornuft og nytte i stedet så patriotisk på fædrelandsbegrebet.
Det patriotiske sindelag indebærer, at man kan kalde det land sit, som man rent praktisk er en nyttig og dygtig samfundsborger i. Fædrelandet er med andre ord den stat, hvor man lægger sin indsats.
Forskellen mellem det patriotiske og det nationale er således blandt andet en forskel mellem handling og følelse.
Men også en forskel på, hvem man synes skal have lov at høre med hos os - nemlig de, der er barnefødt her - og hvem der ikke skal nyde den herlighed at være dansk, nemlig dem, som undfangedes mellem langt højere bjerge.
Det nationale, hvor vægten lægges på indfødtheden, fremtræder naturligt nok mere intolerant end den mindre følsomme, mere praktisk betonede nyttetankegang.
Men måske er det patriotiske 1700-tal i denne sammenhæng faktisk mere moderne end det nationale 1800-tal.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu