Læsetid: 4 min.

Satan er midt iblandt os

Debat
21. april 1998

Et billede af en forbrydelse er ikke identisk med forbrydelsen selv

BØRNEPORNO
Anden Påskedag gik radioen det meste af dagen, og da der jo blev spillet fodbold i Faxekondi-ligaen var modtageren indstillet på P3. Således var timenyhederne en del af den almindelige baggrundsstøj, og flere gange i løbet af dagen opsnappede jeg den løsrevne meddelelse, at Dansk Folkeparti vil hæve straffen for besiddelse og distribution af såkaldt børnepornografi (en sammensætning af ord, der i øvrigt ikke burde eksistere, da det der rettelig er tale om, ikke er pornografi men mishandling).
Først hen under aften, og særlig i forbindelse med TV-avisen på DR1, blev jeg klar over, hvorfor Dansk Folkeparti har fået den idé, og hvorfor de har fået den netop nu.
Førend jeg kom til at kende til de aktuelle headlines, der, som bekendt, udgør det parameter, der almindeligvis bevæger dette populistiske parti, strejfede den tanke mig, at disse brave stridsmænd og kvinder nu endelig har fundet en minoritet, der er endog svagere end indvandrere og flygtninge, en minoritet, hvis forbrydelse og afvigelse er så afskyelig, at den ikke kan forsvares.
Og det vil jeg da heller ikke gøre noget som helst forsøg på.

Mangel på niveau
Men jeg vil ikke undlade at kommentere det niveau, eller mangel på samme, der formidles på. Der er nemlig forskel på at mishandle et barn, og på at være i besiddelse af et billede af en, der mishandler et barn.
Det ved vi naturligvis godt, og det er da også det forhold, der afspejler sig i den aktuelle og ansvarlige lovgivning. Alligevel skurrer det i ørene, når gloser som pædofili og børnepornografi forbindes med en straffeudmåling på op til sølle seks måneder i fængsel.
Det er fuldt forståeligt, at det skurrer i ørene, og Dansk Folkeparti har et særlig talent for at udnytte den slags. Det er nu hvad det er, og det er hverken overraskende eller for den sags skyld alarmerende, da det jo altid har været dette partis varemærke at se stort på argumenter og nuancer.
Det er beklageligvis ligeså lidt overraskende, men derimod meget alarmerende, når TV-avisen på public service kanalen klipper en reportage sammen, der teknisk og fortællemæssigt er professionel og elegant, men ligeledes manipulatorisk og perfid.
TV-avisen gør, ind imellem dagens andre væsentlige nyheder om folk, der nu skal med færger, men næste Påske med bro, og om kristen rockkoncert i Vejle, sit bedste for at fortælle, at mishandling af børn er det samme som billeder og lyde af mishandling. TV-avisen fortæller, at en international, eller måske internetional, pædofil sammensværgelse er blevet optrævlet, at chefen er en dansk dansker fra en by i provinsen, og så kronen på værket, at han er en familiefar i fyrrene. TV-avisen rekonstruerer denne familiefar for sine seere: Tæt klippet sammen med billeder af den professionelt arbejdende politimand, og billeder fra retsager mod belgiske børnemishandlere, ser vi pletvise glimt af fedtede fingere med cigaretskod, der i lyserød belysning befamler et tastatur, og finder gud ved nok hvad frem fra internettets perverse hjemmesider.

Hvad vil TV-avisen
Hvorfor er det væsentligt at vide, at disse fedtede fingre tilhører en familiefar? Hvad er det for nogle associationer, TV-avisen ønsker vi skal få, når de fortæller, at denne distributør af børnepornografi er familiefar?
Svaret er ligeså simpelt som det er ulækkert: TV-avisen fortæller, at Satan er midt iblandt os, at han udadtil ligner os, og at han selv har børn. Hvor mon han får sine billeder fra, og mon han slukker cigaretten først?
I TV-avisens indslag er der ingen forskel på den, der mishandler, og den, der kigger billeder af mishandling, og slig sensationsliderlig presse er ikke hensigtsmæssig i et land, hvor vi i forvejen har Ekstra Bladet, og hvor Dansk Folkeparti i den grad har held til at sætte den politiske dagsorden.
For der er forskel, og der er en mening med, at straffen er så lav: Et billede af en forbrydelse er ikke identisk med forbrydelsen selv.
Det er indlysende, og det bliver endnu tydeligere, hvis vi forstiller os, at billederne er tegninger og ikke fotografier, eller hvis film og billeder blot er computeranimerede, som dinosaurerne i Jurassic Park. Hvor lang en straf skal vi give til den, der er i besiddelse af en tegning af børnemishandling? Hvor lang en straf til den der har tegnet den?

Helt uacceptabelt
Er man i besiddelse af fotografier med børnemishandling skal man naturligvis straffes, og det skal man fordi fotografierne forudsætter, at mishandlingen har fundet sted. Samfundet er nødt til at markere, at vi har at gøre med noget uacceptabelt, men straffen er først og fremmest symbolsk, og så er den et signal til dem, der virkelig mishandler.
Man kan ikke udrydde børnemishandling ved at straffe de mennesker, der lider af den patologiske og frastødende tilbøjelighed, det er at se på billeder af børnemishandling. De skal have en straf, ingen tvivl om det, men man må ikke bilde sig ind, at man derved har gjort noget ved det egentlige problem, nemlig mishandlingen selv. Man kan heller ikke - uden sammenligning i øvrigt - udrydde volden ved at fængsle dem, der ser voldsfilm.
I den aktuelle sag er nogle mennesker under anklage for at være i besiddelse af, og distribuere, billeder af børnemishandling, og det er slemt nok - jeg ønsker ikke at bagatellisere sagen. Men når Dansk Folkeparti, godt hjulpet på vej af den licensfinansierede public service kanal, lugter blod, stemmer og seere, er det vigtigt, at vi også i en sådan kvalmende sag erindrer, hvor vigtigt det er at argumentere sagligt og nuanceret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her