Læsetid: 4 min.

De store syner er sjældne

18. april 1998

Vi lever i den yderste udkant af et århundrede, der har været domineret af en tysk besættelse og af socialdemokratiet. Den tyske besættelse er formelt ophørt, men socialdemokratiet har endnu ikke meldt udsolgt

UTOPIER
Hvorfor hopper vi egentlig på den gang efter gang efter gang? Gimmicken i dansk politik: at det er afgørende for landets skæbne, om vi får en borgerlig regering, der trækkes mod midten af CD, eller en socialdemokratisk regering, der hives samme sted hen af de radikale? Eller at det er dybt betydningsfuldt, om Ivar Hansen eller Birte Weiss bliver formand for folketinget?
Det er naturligvis pudsigt, at afgørelsen denne gang har ligget hos færingerne, der er sure på os og helst vil løsrive sig, og ekstra løjerligt, at den ene færing gerne vil blande sig i alt muligt, mens den anden mener, at han bør forholde sig passiv - hvorved han overlader valgpladsen til sin politiske modstander. Jo, der er lidt fortabte spillemænd over dét.
Men resten? Hver gang politikerne rynker panden og anlægger den særlige provsterøst, der skal signalere en ekstraordinær situation, strømmer journalisterne til og overfylder deres medier med det påståede drama. Den presse, som normalt behandler vore politikere med stor skepsis, reagerer helt ukritisk, når de samme politikere erklærer 'krise'. Så er der krise.
Det kan være et økonomisk forlig. Natteforlig, løben ud og ind ad døre, håndbajere og natmad og løsnede slipseknuder, og pludselig er det godt stof at rapportere, at hverken XX eller YY vil sige noget. På vore (læsernes, lytternes, seernes) vegne godtager rapportørerne, at det er enormt vigtigt, om denne eller hin beslutning træffes denne onsdag aften. Hvorfor ikke onsdagen før eller onsdagen efter? Hvad er det i vores trægt flydende samfund, som betinger disse tilspidsede alt-eller intet-situationer? Og hvad har reelt ændret sig, når krisen er overstået?

Oprør fra midten
En eneste gang i mit liv som vælger i dette land forsøgte nogen at opstille en hel model at tage stilling til, i stedet for kritik af ditten og forslag om debatten. Modellen hed Oprør fra Midten (forfatterne Niels I. Meyer, Kresten Helveg Petersen og Villy Sørensen), men hvis jeg ikke husker meget galt, blev den stort set latterliggjort af alle såkaldte 'seriøse' politikere, og det førende skældsord var utopi. Det faktum, at bogens tanker ikke kunne realiseres inden påske, gjorde dem pr. definition ubrugelige, sværmeriske og lettere åndssvage. Politik er det muliges kunst, ikke sandt?
Flere tidligere ministre har berettet om det muliges magt i regeringens førelse, og det fremgår
nat kun de økonomiske ministre har lov til at blande sig i kollegernes sager, og
nat det er yderst uvelkomment at diskutere noget, der peger mere en ca. en måned frem i tiden. Der er altid en aktuel krølle, der rettes ud inden onsdag i næste uge, og enhver snak om det lange perspektiv anses som en slags obstruktion. Hvis der er problemer, kan diskussionen altid afbrydes med henvisning til tidsnød eller den aktuelle økonomi. Sværmeri slut.

Fra hånden i munden
Det turde ikke være nogen overdrivelse at hævde, at politik i et land som Danmark udføres fra hånden og i munden. De store syner er sjældne - og hånes, når de forekommer - der skal administreres, og så må visionerne vente.
Godt nok, men lidt kedeligt, så hvad må partiernes pr-agenter foreslå for at holde interessen oppe? Kriser! De manglende visioner erstattes med en hysterisk stemning omkring delløsninger og personspørgsmål. Auken eller Nyrup, Nyrup eller Ellemann, Møller eller Engel, Eidesgaard eller Brockmann, Hansen eller Weiss - hvor spændende!
Og den onde-lyneme mig, om alle medieørnene flyver med. Pisker stemningen op, gør ugens emne til et tidehverv, gætter løs på de store, store visioner bag trivialiteten, zoomer ind på personerne, deres samlevere, deres sygdomme, deres påklædning, og det passer ikke, at det bare er vulgær-pressen, der medvirker. Alle bidrager til showet.
Meget i den politiske reportage minder om sportsjournalistik. Nogle gutter skal ud og trille en kugle på et afgrænset areal med et indrammet fiskenet i begge ender. Men hvad står der i avisen? Noget om Laudrups knæ, den anden Laudrups kone, Bossens taktik (4-3-3 eller 5-2-1?), når Ebbe Sand at få købt et parcelhus i Herlev, inden han løber på banen? Hvor mange nupper er der på Schmeichels handsker? Hvor mange centimeter højt er græsset?
Vi lever i den yderste udkant af et århundrede, der i vort land har været domineret af en tysk besættelse og af socialdemokratiet. Den tyske besættelse er formelt ophørt, men socialdemokratiet har endnu ikke meldt til protokollen, at der er udsolgt. Ikke flere ideer tilbage, kun lapperier på det bestående, og så lunter vi ind i det næste årtusinde.
Men man kunne godt ønske sig en presse, der ikke hoppede på limpinden, men fastholdt nogle overordnede synspunkter på, hvad der foregår, og især: hvad der skal foregå, og hvor det fører os alle sammen hen?
Eller er det for sværmerisk?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu