Læsetid: 4 min.

Styrken til at overleve

Debat
18. april 1998

Prøv at tænke dit liv igennem og husk på, hvad andre har fortalt dig om dig selv. Tag alle de positive udsagn med videre i livet. Det giver styrke

MODGANG
En klog mand, min præst, gav mig følgende ord med på vejen, da jeg blev konfirmeret: "Tragt efter, hvad der er oventil og ikke, hvad der er på jorden."
Jeg spekulerede meget over ordene dengang og på, hvordan jeg skulle/ville bruge dem både i mit civile liv og på det åndelige plan.
Jeg har brugt ordene meget i mit liv. Hver gang, jeg har stået i stampe eller har mødt modgang, er jeg altid kommet i tanke om ordene, og de har givet mig mod på et videre og bedre liv.
Jeg kan i dag godt spekulere meget over, hvorfor præsten dengang fandt frem til de ord til mig. Har han kunnet forudse mine problemer og tanker?
Hvor vil jeg så hen med dette? Jo jeg vil lære os, at høre mere efter, hvad vi får af gode råd og ord med på vejen frem i livet. Mange gange tænker vi ikke så nøje over, når nogen siger noget til os, men der kan spares mange penge og tid hos psykologen, hvis blot vi er åbne over for de skudsmål, vi får gennem livet.
Der kommer dage til os alle, hvor vi tænker, at alt er håbløst. Men har vi så skrevet ned eller husket på, hvad andre har sagt om os personligt, så findes kimen til igen at se lyst på livet og huske på, hvem vi er.

Rart at være
En kontorassistent sagde engang til mig: "Der hvor du er, må der være rart at være."
Når jeg har haft problemer på arbejdsmarkedet, har jeg ofte brugt disse ord.
Jeg har endog fortolket ordene på to måder. Dels at der, hvor jeg bestemmer, er rart at være og dels, at hvis jeg er et sted, så må der være rart at være, for ellers er jeg der ikke.
Ordene og de to fortolkninger har jeg haft brug for flere gange i mit arbejdsliv, og de har givet mig et fornuftigt svar på, hvorfor jeg har ønsket at forlade visse job.
Vi har nok også allesammen fået et par gode ord med fra vore forældre. Når jeg har haft modgang, har min mor altid indgydet mig ny tro, idet hun altid har sagt, at jeg er drønstærk, og at jeg nok skal komme over det.
Ligeledes, når jeg har haft problemer på arbejde med mine synspunkter, har min mor altid mindet mig om, at jeg engang har sagt, at står man alene med sine synspunkter, drejer det sig om at være stærk og tro på sig selv.

De afdødes ånder
Selv efter vores forældres død, kan de spille en stor rolle. Nu hører jeg til dem, der tror, at afdødes ånder svæver over gravstedet.
Selv den dag i dag, når jeg har problemer, går jeg en tur over på kirkegården til mine forældres gravsted. Jeg forklarer så, at nok har jeg problemer, men at jeg nok skal klare mig.
Det giver mig en styrke, at føre en åndelig samtale med mine forældre, og det betyder også noget, at jeg har fået gjort opmærksom på problemerne, for jeg ved, at mine
forældre vil give mig tryghed og selvtillid til at komme videre og klare livets udfordringer.
Jeg har haft en speciel modgang her i livet. Nogle år efter et nervesammenbrud brød mit psykiske liv ud i en psykose, som af psykiaterne i dag kaldes kronisk. Jeg bærer rundt på diagnosen skizo-affektiv.
Det var et meget hårdt slag for mig at få i en alder af 35 år. Jeg mistede alt - kone, venner, hus, job og bil.
Jeg har forsøgt gennem flere år, at bruge de skudsmål, jeg har fået gennem livet. Jeg har været ved at miste troen på at komme til at arbejde igen, men ved at bruge præstens ord, har der hele tiden været et håb.
Jeg fandt vejen igen ved at begynde at læse filosofi og idehistorie. Det førte videre ind i religiøse cirkler. Jeg fandt ud af, at jeg skulle melde mig ud af Folkekirken, for jeg havde jo mødt Gud i mine psykoser. Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle tro på, hvad andre sagde, og at jeg skulle stå fri af religiøse retninger, for kun der igennem kunne jeg selv finde Gud og min tro på Gud.
Siden denne beslutning har jeg været mere søgende, og jeg har blandt andet læst om Kosmisk Bevidsthed. Det har blandt andet betydet, at jeg i dag tror på reinkarna-
tion. Det, at jeg har fået mit eget religiøse ståsted, har givet mig en sikkerhed i andre af livets forhold.

Intellektuelt ståsted
Jeg dyrker meget de intellektuelle sider og læser psykologi, filosofi, idehistorie, astronomi, naturvidenskab og livssyn samt samtidshistorie. Det, at jeg nu også har fået et intellektuelt ståsted har betydet, at jeg netop har bedt en konsulent om at hjælpe mig med at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Lykkes det, er det klart, at jeg vil vokse betydeligt rent menneskeligt.
Jeg håber med dette indlæg at kunne hjælpe mennesker, som har modgang eller har det svært. Prøv at tænke dit liv igennem og husk på, hvad andre har fortalt dig om dig selv og tag så alle de positive udsagn med videre i livet. Det giver styrke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her