Kronik

Teknikkens sejr over naturen

29. april 1998

Allerede Heidegger mente, at naturen er blevet et lager, vi frit kan hente fra. I sidste ende kan det betyde, at teknikken vil beherske menneskekroppen med proteser til "forbedring" af vores organer

TRO & FILOSOFI
I 1954 holdt den tyske fænomenolog Martin Heidegger en forelæsning med titlen "Spørgsmålet om teknikken". Her hævdede Heidegger, at teknikkens væsen viser sig som en særlig form for afdækning. Teknikken repræsenterer en måde at afdække naturen på, som ikke blot er karakteristisk, men også dominerer den Værens-epoke, som vi lever i nu.
Teknikkens udfordring af naturen består i, at naturen gøres til noget bestilbart. Vi kræver af naturen, at den skal forsyne os med energi, at vi frit kan udvinde naturens råstoffer og frit kan oplagre den udvundne energi.
Denne tilgang til naturen stiller Heidegger op imod det førindustrielle landbrug. Her bestilte bonden for så vidt også naturen, men da betød denne bestillen at pleje og passe sine agre, at overgive sig til naturens rytme og vilkår. Den førindustrielle afdækning af naturen er idag erstattet af teknikkens afdækning, som består i at opfatte naturen som en ressource, en Bestand som Heidegger siger, som vi frit kan trække på. Landbruget er blevet til et industrielt foretagende, hvor naturen udfordres. Jorden bliver til en død genstand som kan optage så og så meget gødning og dyrene gøres til automater, der kan indtage så og så meget kraftfoder osv. Naturen er ikke længere noget, som er ved hånden. Naturen er derimod noget lagret, som vi til enhver tid kan bestille, når det er hensigtsmæssigt. Med Heideggers ord afdækker teknologiens væsen naturen som Gestell, et slags stel, en indramning, hvorfra teknikken henter sine ressourcer. I den forstand bliver naturen underlagt teknikkens væsen, hvor kontrol og styring bliver af afgørende betydning.
Vi kan benytte Heideggers eget eksempel: Rhinen opfattes idag mindre som en flod, end som en strøm, hvis energi kan udvindes. Derfor bygges kraftværket ikke ind i Rhinen som flod - men Rhinen bygges som energikilde ind i kraftværket. Naturen bygges med andre ord ind i teknologien.
Teknikkens væsen kan altså hverken bestemmes som noget instrumentelt, dvs. rent teknologisk eller som et middel, der er til for menneskelige mål. Teknikkens væsen bør derimod opfattes som en særlig måde at forholde sig til naturen og til verden, en særegen - men ikke skæbnebestemt - værensmåde, som karakteriserer vores tid.
I dag udgør teknikkens afdækning af naturen som noget bestilbart, en horisont for vores forhold til naturen. Heidegger ser faren deri, at dette syn skal brede sig til mennesket selv, som også kan blive opfattet som en bestand eller en ressource som står til rådighed for teknikken. Da står vi ifølge Heidegger på afgrundens yderste rand.

Hvor langt fra denne afgrund befinder vi os i dag 35 år efter Heideggers forelæsning? Tilsyneladende har den bestillende adfærd nået et globalt omfang.
Selv miljøforkæmpere og økologer kan siges at være blevet ofre for synet på naturen som bestand eller ressource - der ganske vist ikke længere står til fri udnyttelse, men som vi tværtimod skal værne om. Men dermed gøres naturen til en genstand fuldstændig på samme måde som i teknikkens bestilling af naturen, og miljøaktivisternes afdækning af naturen bliver meget lig Heideggers beskrivelse af en ferieindustri, hvor Rhinen blot er et bestilt objekt til besigtigelse for rejseselskaber.
Men hvordan forholder det sig med Heideggers mere alvorlige advarsel? Er mennesket selv ved at være ofre for teknologiens væsen?
Med den franske byplanlægger og hastighedsfilosof Paul Virilio i hånden synes Heideggers advarsel at være blevet til noget nær en profeti. Virilio har i flere ombæringer advaret om, at mennesket er ved at blive underlagt teknikkens væsen. Dels gennem en ren konkret invasion af menneskekroppen, dels gennem en mindre synlig, men ikke desto mindre alvorlig, forurening af menneskets eksistentielle vilkår og omverdensrelationer.

Miniaturisering af teknologien som har ført til programmérbare kaffemaskiner, pentiumcomputere i håndtasken osv., har også banet vejen for teknologiens direkte implantation i den levende organisme, dvs. i selve livet. Virilio beskriver denne udvikling som overgangen fra kommunkationstidsalderens infrastruktur, til den bio- og nanoteknologiske intrastruktur. Den teknologiske kolonialisering af biosfæren er for Virilio foreløbig sidste stadie i rækken af teknologiske revolutioner. Elektrochokket og pacemakeren er blot primitive tegn på en udvikling, som i sidste ende vil fordre en optimering af menneskekroppen, så den kan følge med den teknologiske udvikling. Teknologiske proteser vil stimulere og til dels overtage menneske-kroppens egne kommunikations- og registreringsorganer.
Hvor sande disse forudsigelser end kan vise sig at være, så har de dog stadig et skær af science fiction over sig. Men på andre områder har Virilios beskrivelser af teknologien allerede manifesteret sig, og på afgørende, men umærkelig vis, ændret på menneskets eksistentielle relationer og forudsætninger, hvad enten vi vil være ved det eller ej. Det er en udvikling som ihvertfald kan dateres tilbage til renæssancen, men hvis konsekvenser er blevet tydeligere og alvorligere med accelerationen i den moderne teknologi. Det drejer sig om tidens og rummets karakter. Oplevelsen af tid og rum er ikke længere forankret i menneskets fænomenale verden, men i datastrømmens virtuelle verden.
Tiden er blevet en ressource vi tapper til den yderste grænse, hvilket vil sige lysets hastighed. En sådan hastighed knytter sig ikke længere til et kropsligt perspektiv, men til et teknologisk perspektiv, et maskinelt og performativt syn på verden, hvor tid og afstande blot opfattes som hindringer. Tiden og Varen måles nu i informationel intensitet, noget vi bestiller via direkte datatransmission og gennem computerens øjeblikkelige dataprocessering.
Vi er overgået til en slags simultan tid, hvad Virilio kalder reel tid, hvor alt sker samtidigt og øjeblikkeligt. Idet en begivenhed indtræffer, er den allerede registreret og kommunikeret, ligesom dens konsekvenser allerede er forudberegnet. Teknologien har således ført til tidens og rummets implosion. Fortid, nutid og fremtid smelter sammen og erstattes af en ny medieskabt tidslogik, hvor det fortidige forlænges i mediernes tele-nærvær og det fremtidige allerede er indtruffet i den datalogiske forudberegning.
På samme måde er rummet gjort til en bestand. Vi tillader ikke rummet at adskille lokaliteter, ligesom vi ikke mere tillader tiden at adskille begivenheder. Rummet bestilles via video, satellit eller internet direkte ind på skærmen, direkte ind for vores synsvidde. Vi tillader ikke længere rummet at knytte sig til et kropsligt perspektiv, hvor syn og afstand hænger sammen, hvor synets horisont begrænser sig til en motorisk horisont og synets rum er koblet til et handlingens rum.
Vi kræver - eller bliver påført - et informationelt allestedsnærvær som paradoksalt nok snarere gør os til tiden og rummets slaver, end til dets betvingere. Hvis alt sker samtidig, hvis alle begivenheder forudberegnes og hvis forskellen mellem globalt og lokalt udviskes, så reduceres vi til de rene tilskuere. Vi bliver statister i en uendelig informationsmængde, hvis omfang og hvis hastighed ifg. Virilio fører til en slags handlingslammelse, til apraksi.
Hvis de eksistentielle dimensioner således reduceres til funktioner, som blot bliver tilpasset teknologiens virkelighed, risikerer mennesket selv at blive en del af denne virkelighed. Virilios beskrivelse af den moderne teknologis negativitet ligger derfor foruroligende tæt på den fare, som Heidegger mener ligger indbygget i teknikken. Nemlig, at vi selv kommer til at dele skæbne med teknikkens natursyn og bliver en bestand.

Mikkel Ekskjær er cand.mag. i film og filosofi.

APROPOS
Tænkningens fromhed
For Virilio er den ultimative fare ved den medieskabte virkelighed faren for en snigende tilpasning af mennesket til de teknologiske systemer, der kræver hastighed og øjeblikkelig reaktion. I Heideggers terminologi vil det netop sige en reduktion af mennesket til en Bestand. Ifg. Virilio har den medieskabte virkelighed røvet pladsen fra kommunikationens og refleksionens tid. Tid forudsætter en afstand mellem begivenhed og konsekvens, mellem vurdering og beslutning og bygger på afstand mellem den betragtende og det betragtede.
Når denne distance ikke længere er til rådighed, må mennesket søge hjælp i synsmaskinens elektroniske optik og computerens numeriske realitet. Mennesket må forlade sig på maskinen. Foreløbig ses det mest markant i den politiske verden, hvor den politiske debat i tiltagende grad er blevet erstattet af meningsmålingernes virkelighed. Samtalens og refleksionens frie form, hvor det usagte og det endnu-ikke-tænkte stadig gerådede, eller i det mindste var potentielt tilstede, er blevet ersattet af det allerede-tænkte og allerede-formulerede.
I dag skal vi ikke tage stilling som individer med hver sin mening i et forum for udveksling, men som demografiske repræsentanter, der kan erklære sig enig, overvejende enig eller uenig med dette eller hint i et elektronisk univers. Dermed er mennesket blevet underlagt teknologiens væsen, dvs. er mere eller mindre direkte blevet afdækket som en bestand, hvis ressourcer, værdier og holdninger kan udvindes, lagres og bestilles, eftersom menneskets variable er blevet reduceret til det antal kategorier som en given numerisk instans har valgt at operere med. For Virilio er dette udtryk for en social kybernetik.
I 1954 kunne Heidegger afslutte sin forelæsning således: "Jo mere vi nærmer os faren, desto klarere begynder vejmærkerne i retning af det reddende at lyse, og desto mere spørgende bliver vi. For det at spørge er tænkningens fromhed." Spørgsmålet er, om vi idag kan sætte lid til Heideggers fromme ønske. Eller er Heideggers advarsel blevet til virkelighed; er menneskets væsen - sådan som vi ser det i meningsmålingernes afdækning af den politiske debat - allerede blevet en del af teknikkens væsen.
Mikkel Ekskjær

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu