Kronik

Ti selv stille!

Debat
18. april 1998

Retten til at gå i gymnasiet uden at foretage sig noget som helst meningsfuldt er ikke en elementær menneskeret

Hvis individerne bare får lov til at vælge frit, så klarer principperne sig nok. Sådan lyder den mest populære antagelse i disse nyliberale tider.
Det er f.eks., hvad landmændene mener om den enkeltes ret til at sprede gylle på markerne i forhold til de overordnede miljønormer.
Og det er, hvad den pædagogiske venstrefløj mener om elevernes ret til at komme og gå og rykke sig selv op i gymnasiet.
I det hele taget har elevsiden i gymnasiedebatten været præget af, at man overser, hvad man kan kalde 'den kollektive realitet': Den fælles realitet, som summen af individerne, her gymnasieleverne, skaber for hinanden. Derved op-står der en simpel polarisering mellem den upersonlige institu-
tion og individet. Og sympatien samler sig typisk om individets ret til at handle frit - institutionen med dens overordnede principper og normer er det langt sværere at elske.
Uviljen mod mod al tvang oppefra henter støtte i liberalismens grundlov i form af Adam Smiths usynlige hånd, hvor markedet reguleres af individernes egoistiske behov, der, når de akkummuleres, skaber det bedste for helheden. Men det kollektive og det individuelle kan ikke altid harmoniseres på denne måde.
Et andet eksempel fra økonomien kan illustrere en situation, hvor individets adfærd direkte modarbejder det fælles vel.
Det handler om udnyttelsen af de gamle overdrev fra før udskiftningen, hvor alle i landsbyen havde ret til at sende deres køer på græs. Det kunne lyde som en venstreorienteret idyl fra før verden gik af lave. Men hvis køer skal give mælk, skal der jo være græs nok til dem.
Hvis man starter med nul og gradvis øger mængden af køer, kommer der et tidspunkt, hvor man er oppe på den maksimale mælkeproduktion. På dette niveau kan det ikke længere betale sig for fællesskabet at sende flere køer ud på fælleden, for for hver ny ko bliver det samlede udbytte mindre. Men set fra den enkeltes perspektiv er det jo anderledes: Den enkelte har interesse i at sætte en ny ko på græs, så længe det giver blot en smule mælk, dvs. lige indtil den ekstra ko, der får de øvrige til at sulte så meget, at de slet ingen mælk giver.
Derfor var fælleden typisk fuld af magre køer, der gav meget lidt mælk. Men problemet var ikke synligt for den enkelte - kun på det kollektive, opsummerede plan.
Det kollektive niveau, hvor
Adam Smiths usynlige hånd under særlig heldige vilkår får tingene til at gå op i en højere enhed, virker i kraft af den feedback som 'de andres' reaktion giver på individets handlinger. Denne feedback præmierer nogle handlemåder og straffer andre, og skaber herved en kollektiv norm: Det den præ-mierer er godt, og det den straffer er skidt. Sådanne normer bestemmer, udenom principper og paragraffer, hvad individer kan vælge imellem, og begrænser derved den enkeltes valgfrihed meget kraftigt: Hvad jeg kan, er afhængigt af, hvad 'man' kan.
Det frie marked er, hvad iværksættere kan bekræfte, ikke en garanti for, at man bare kan gøre, hvad der passer en og klare den alligevel.
Men økonomiske mekanismer er kun én type af normsættende systemer. Et mønstereksempel på kollektiv realitet er sproget: Hvis man gerne vil have øl, skal man ikke bruge ordet kakaomælk; og det bærer straffen i sig selv. Der er ikke hverken overordnede principper eller individuelle hensyn som betinger, at det er på den måde - sådan er den sproglige norm bare.

Til trods for, at normer bæres af individuelle reaktioner, kan man ikke skabe dem på et øjeblik. De eksisterer først, når deres eksistens er stabiliseret ved at folk handler ud fra dem på en sådan måde, at deres handlinger bekræfter deres eksistens. Ved at forudsætte normen og handle ud fra den, skaber 'man' (dvs. individer, men ikke enkeltindivider) den institutionelle realitet, som normen bærer oppe. Det er derfor retssystemet ikke blot skal virke, man skal også kunne se, at det virker. Hvis ikke man kan se det, holder 'man' op med at disponere ud fra det, og folk begynder at tage privat hævn, undlade at vidne, snyde, når de kan komme af sted med det osv. - og dermed eksisterer retssystemet ikke længere
reelt, selv om de formelle love og bestemmelser stadig er der.
Normer kræver synlig feedback - eller i hvert fald at feedback ikke synligt udebliver - for at overleve. Og det er afgørende for at gribe ind på fornuftig vis i gymnasiets krise.
Det, Inge Heise har konstateret ved en samtale med gymnasielærere over hele landet, er, at stadig flere lærere nu åbent siger, at det er ved at blive svært at skabe et undervisningsmiljø i mange klasser, selv om de fleste elever egentlig gerne ville lære noget. Det er der mig bekendt ingen, som har benægtet, selv om nogle har benægtet, at de selv oplever situationen på den måde. Men i debatten har pressen fokuseret på, hvor mange elever, der egentlig burde smides ud. Det har så mobiliseret en opposition der fremhæver, at der altid har været et par elever i hver klasse som læreren egentlig ikke mente, burde gå der - det er nærmest en arketype.
Med udgangspunkt i sondringen mellem det individuelle perspektiv og den kollektive, usynlige hånd kan man se, hvordan begge parter kan have ret.

Undervisning er en institution: Den bæres oppe af individer, men fungerer kun i kraft af, at individerne i fællesskab skaber noget, der er større end dem selv. Det er ikke nok at hver enkelt forfølger et mål, der har med undervisning at gøre - hvis f.eks. ikke læreren hører på eleverne og vice versa, kommer der ikke noget fornuftigt ud af det. Elevernes udspil skal besvares af kollektivets feedback på en sådan måde, at det fremmer det fælles mål om at lære noget - dvs. at der er en kollektiv feedback, der opretholder et fælles normsystem.
Så sent som i begyndelsen af 1980'erne beskrev Katrin Hjort i en bog om 'pigepædagogik', at overgangen til gymnasiet markerede en overgang til et nyt normsystem blandt eleverne. I folkeskolen havde man levet efter 'anti-fedterøvsmoralen', hvor det gjaldt om ikke at gå for ivrigt med på lærerens dagsorden.
I gymnasiet, derimod, indtrådte der en ny situation, hvor det afgørende blev at klare sig fagligt godt. Denne norm har naturligvis en stabiliserende kraft ved at kollektivet præmierer det fagligt værdifulde.
Jeg var den gang selv gymnasielærer og syntes ikke dette billede var slet så klart; navnlig var det ret variabelt fra klasse til klasse i hvor høj grad man oplevede, at det for eleverne gjaldt om at yde fagligt værdifulde bidrag til diskussionen i timerne. Med baggrund i disse erfaringer tror jeg, man kan forstå det, der sker i disse år som noget, der på en gang er en fort-sættelse af det kendte og så alligevel noget nyt.
Nu som før er der kommet nogle elever ind, der ligger som tung ende. På det individuelle niveau er alt som før - det nye er, at den norm, som holder sammen på det kollektive projekt, er ved at bryde sammen i gymnasiet. Denne måske lidt drastiske fortolkning passer også med visse adfærdsmæssige observationer. En lærer, der beder en elev om at tie stille risikerer nu svaret "ti selv stille - jeg sidder lige og snakker." Ligeledes opleves det som den enkelte elevs valg, om man vil sidde og læse avis i timen.
I stedet for nogle elever under normen, har man nu nogle elever, hvis reaktionsmønster truer med at eliminere normen, og derved fjerne den centrale stabiliserende faktor i institutionen (til de øvrige elevers raseri).

Derfor er det også rigtigt, at det ikke hjælper at smide nogle enkelte elever ud. Det afgørende er at ændre feedback-mønsteret, så der kan opstå en norm, som skaber overensstemmelse mellem de individuelle bidrag og det fælles projekt. Men det overses i debatten.
Hvis vi ser på, hvordan debatten former sig, er det karakteristisk, at den foregår ud fra en polarisering mellem to synspunkter: Fra den ene side argumenteres der for, at de ydre rammer skal tvinge individerne til at makke ret, og fra den anden side, at det gælder om at øge individernes frihed og fjerne institutionens tvang.
Den såkaldt 'progressive' side i debatten, som man f.eks. kunne se over det meste af en helside i Information den 17. marts, går med brask og bram ind for, at man bør stille individerne mere fri: Hvis bare man afskaffer karaktererne, fagene, forsømmelsesreglerne, eller hvis man totalt fjerner hele institutionen (som én foreslog), så skal det nok gå. Men det går kun, hvis den usynlige hånd virker lige så sikkert som hos Adam Smith.
Derfor anråber jeg den pædagogiske venstrefløj: Opgiv elev-liberalismen! I er jo i andre sammenhænge godt klare over, at den enkeltes frihed må relativeres af hensynet til det fælles vel. Hvis det skal have mening at reformere gymnasiet, må man medtænke spørgsmålet om, hvilke krav man med rette kan stille til eleverne - og retten til at gå i gymnasiet må så knyttes til efterlevelsen af disse krav.
Problemet er ikke dem, der har svært ved det, men gerne vil; det er dem, der er der, uden at ville noget med uddannelsen.
Retten til at gå i gymnasiet uden at foretage sig noget som helst meningsfuldt er ikke en elementær menneskeret, og ikke til glæde for nogen. Jeg har kendskab til i hvert fald ét selvmord efter et fireårigt gymnasieforløb uden eksamen.
Dette skal ikke ses som et alternativ til krav om reformer af pædagogikken, for selvfølgelig kan systemet og lærernes uddannelse også blive bedre. Det er snarere omvendt: For at systemerne og lærernes praksis kan blive bedre, er det en forudsætning, at man tager kravene til elevsiden alvorligt - ellers får man ingen lærere til at tage spørgsmålet om pædagogik og omlægning af undervisningen alvorligt. Hvis man har en klasse af elever, der føler sig i deres gode ret til ikke at bidrage konstruktivt til noget af det, der foregår, er snakken om pædagogik som tryllemiddel en ren farce.

Det værst tænkelige møde imellem individualismen og fokuseringen af de ydre rammer vil efter min opfattelse være det totale uddannelsessupermarked, hvor alle skal ind i den samme maskine og så kan krydse sig frem efter det helt frie valg. Både for det bureaukratiske og det individuelle synspunkt ser det smart ud (én fælles ramme - totalt individuelt valg!), men på kollektivt niveau er der udsigt til forringelse, fordi der intet bæredygtigt fællesskab vil være.
Denne kolos risikerer derfor at få det lige som overdrevet i landsbyfællesskabet: Jo flere man sender derud, jo ringere vil det samlede udbytte være. Man har intet begreb om en bæredygtig økologi - kun en ydre skal og nogle isolerede individer.
Venstrefløjen bør være den første til at besinde sig på at fælles projekter kan sætte grænser for individets tag-selv-bord. Det kan være nødvendigt at række den usynlige hånd en lillefinger - selv om det ville være rarest, hvis den gjorde arbejdet selv. Den form for individualisme, som blindt maksimerer den totale valgfrihed vil altid ødelægge mere end den gavner - også selv om dette kan være usynligt for alle dem, der en gang for alle har valgt at se tingene fra den rent individuelle synsvinkel.

Peter Harder er nyudnævnt professor i engelsk ved Københavns Universitet - og i øvrigt selv tidligere gymnasielærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her