Læsetid: 6 min.

Tibet i vore hjerter

29. april 1998

'Tibet-spørgsmålet' er for mange blevet en myte, en gratis anledning til at lufte sin selvgodhed, i hvert fald så længe det lykkes at hindre, at nogen trænger sig på med andre synspunkter

TIBET
Hvordan går det til, bliver jeg spurgt i flere indlæg i Information, at jeg, som i 25 år har hentet afgørende spirituel inspiration i tibetansk buddhisme, kan "søle en buddhistisk munks vidnesbyrd til"?
Hvordan kan nogen tage de kinesiske bødlers parti mod en forsvarsløs tibetaner, som har tilbragt fyrre år under umenneskelig indespærring?
(Kritikken retter sig mod min anmeldelse af Tubten Gyatsos Ilden under sneen, Information, 6. april.)
Det kan jeg ikke svare på, og det har jeg ikke gjort.
Men netop denne type af beskyldninger bekræfter for mig, at 'Tibet-spørgsmålet' for mange er blevet en myte, en gratis anledning til at lufte sin selvgodhed, i hvert fald så længe det lykkes at hindre, at nogen trænger sig på med andre synspunkter.
Jeg har i 25 år modtaget helt afgørende spirituel inspiration fra tibetansk buddhisme, jeg sætter den tibetanske kultur utrolig højt og betragter kinesernes overgreb mod tibetanerne og deres kultur, specielt under kultur-revolutionen som en forfærdende forbrydelse.
Men så smertelige erfaringer bør ikke blive traumatiske sår, der blokerer for en nuanceret bedømmelse af mulighederne for at rette skaderne op.
Og mange vesterlændinge og eksil-tibetanere har tvivlsomme interesser i et romantiseret, fortegnet, sort-hvidt billede af udviklingen på den tibetanske højslette.
Kinesere har begået store forbrydelser i Tibet, men i dag er billedet mere sammensat. Jeg vil bestemt ikke hævde, at der ikke foregår menneskerettighedskrænkelser, det bevidner mange rapporter, men der forekommer også en fredelig sameksistens mellem tibetanere og kinesere, mellem buddhister og moderne, pragmatiske kommunister i store dele af det tibetanske kulturområde.

Oppositionelle klostre
I vesten er vi tilbøjelige til at stirre os blinde på de særlig problematiske forhold, der hersker på de tre største centraltibetanske klostre Sera, Ganden og Drepung, der i Tibets nyere historie var dominerede politiske centre og sloges om magten i Lhasa og Central-tibet.
Disse klostre blev som mange andre voldsomt ødelagt under kulturrevolutionen, og har kun i beskedent målestok fået mulighed for at genoptage virksomheden efter Maos og 'firebandens' fald. Meget tyder på, at disse
klostre på grund af deres særlige historie har fundet en identitet som hjemsteder for en oppositionel politisk frihedsbevægelse i Tibet. Det har været medvirkende til, at kineserne, som efter kulturrevolutionen lagde deres politik om og i et vist omfang tillod og opmuntrede til genoptagelse af religiøst-kulturelt liv, vedvarende har haft en konfliktpræget holdning til de store klostre i central-tibet.
I de tre store klostre tilhører alle gelukpa-sekten, den reformerte, såkaldte 'gule skole'. I andre dele af det tibetanske kultur-område er andre skoler eller sekter dominerende. De næststørste er nyingma-skolen og kadjypa-skolen. Sidstnævntes overhoved, Karmapa, lod sig for seks år siden 'inkarnere' i Tibet og lever nu som en dreng på 14 i Tsurphu-klostret i central-tibet. Han er den eneste nulevende 'bevidst genfødte' der er anerkendt af både den kinesiske central-regering og af Dalai Lama.
Jeg har gennem de seneste femogtyve år haft kontakt med et stort antal tibetanske religiøse ledere fra nyingmapa og kadjypa-sekten, men også med gelukpa-ledere, som de herboende Tarab Tulku og Lakha Tulku. Alle de store mestre, jeg har haft kontakt med, har indenfor de seneste 10-15 år været hjemme i Tibet for at lede genopbyggelse af klostre, indsætte nye 'tulkuer', give indvielser og belæringer. Ofte har de engageret sig i at skaffe penge til arbejdet med at bygge klostre samt skoler og hospitaler i Tibet, en aktivitet, som kineserne ofte tøvende har lært at se som en fordel også for dem.

Pragmatisk samspil
Lamaernes virksomhed er vidnesbyrd om, at der mange steder i Tibet finder et pragmatisk samspil sted mellem kineserne og tibetanske buddhister. Flere af mine mestre har arbejdet nærmere sammen med kineserne og undervist ved Peking Universitet i buddhisme samt fået udgivet buddhistiske og historiske skrifter, trykt i Peking. Tibetanske astrologer, uddannet på Peking Universitet, udarbejder i dag religiøse kalendere, der bruges af tibetansk buddhistiske menigheder overalt i verden og underviser på kurser også i vestlige lande.
Dette siges naturligvis ikke for at forherlige Mao-Kina eller frikende det kinesiske styre for menneskeretskrænkelser eller overgreb. Men for at understrege, at også billedet af Tibet er mere sammensat end det ofte fremtræder.
Kinesernes naturlige interesse er vel, om de kan demonstrere evne til at lade et nationalt mindretal som det tibe-tanske udfolde sig på egne præmisser uden at anfægte Kinas enhed. Derfor det kinesiske engagement i anerkendelse af 'hjemmeboende' tulku'er eller religiøse ledere.

Vreden mod Mao-Kina
Men for den tibetanske eksil-regering foreligger der et dilemma. De tibetanske flygtninge er i enestående grad kommet i verdensoffentlighedens lys og fremstår med en meget positiv profil. Men sympatien med de tibetanske flygtninge er nært knyttet til vreden mod Mao-Kina. I forenklede nyhedsudsendelser og tv-indslag er det lettest håndterbare den korte gribende historie om den store umenneskelige politi-stat, der af simpel ondskab vil udrydde verdens smukkeste, mest fredelige og mest menneskelige (og miljørigtige) kultur, den tibetanske.
Sympatien for tibetanerne udmønter sig i meget håndgribelig form, som en massiv pengestrøm, der har gjort det muligt for de tibetanske flygtninge at indrette sig rimeligt og oven i købet har givet dem overskud til at skabe store nye stærke institutioner til bevarelse og videreførelse af den buddhistiske kultur samt diverse traditionelle håndværk. Anden- og trediegenerations-tibetanerne er delt mellem deres stolte deltagelse i videreførelsen af traditionerne og så det moderne liv i Indien, i vesten og på rejse blandt sympatiserende vesterlændinge.

Hvem skal afløse
Et særligt problem knytter sig til figuren Dalai Lama. Der er ingen tvivl om, at Dalai Lama nyder enorm respekt og anerkendelse i hele det tibetanske kulturområde, men hvad sker der, når den nuværende Dalai Lama som er midt i tresserne, dør? Til den tid vil der være markante religiøse ledere både i og udenfor det kinesisk dominerede Tibet. Der vil overordentligt let kunne opstå rivalisering mellem flere kandidater til Dalai Lama-værdigheden. Det nuværende tibetanske eksil-samfunds interesse på lidt længere sigt kan let blive at hindre, at religiøse ledere, som i dag fungerer indenfor Tibets og Kinas grænser, opnår en autoritet, der kan træde i stedet for den nuværende Dalai Lamas, når han ikke er mere.
Med tiden bliver flygtningenes interesser let anderledes end interessen hos de tibetanere, som stadig bor oppe på højsletten, og som næppe bliver 'befriet' af amerikanske tropper lige med det første, selv om vestens retorik i perioder har skabt grundlag for sådanne misforståelser.
De tilbagevendende tibetanere har efter min mening mest at håbe på i form af et stadigt mere pragmatisk og tolerant samspil med kineserne, der jo heldigvis er en stormagt i udvikling.
De har ikke brug for en politisering af klostrene, fordi det netop fører til chikane og strid, der blokerer for et normalt, religiøst liv.
Vesterlændinge, der som jeg selv, er blevet stærkt inspireret af den enestående tibetanske kultur har pligt til at overveje, hvilke konsekvenser, vores engagement har, for denne kulturs oprindelige bærere.
At den tibetanske økonomiske, politiske og åndelige elite drog i eksil efter 1959 har været til vores fordel, men et umådeligt tab for den brede, tibetanske befolkning.
Under kulturrevolutionen destruerede Mao-Kina tibetanske kulturværdier i uhyrlig målestok (tiljublet af danske intellektuelle og dagbladet Informations ledere).
Men siden har kræfter i den kinesiske ledelse forsøgt at skabe grundlag for en fredeligere sameksistens med tibetanerne. En del af de tibetanske religiøse ledere i og udenfor eksilet er gået ind i denne bestræbelse.
Men den vanskeliggøres af den stadige polarisering af Tibet-Mao-Kina-spørgsmålet, der alt for ofte tager udgangspunkt i mangelfuld information og romantiserede, mytologiske forestillinger om Tibet.

PS. I sin polemiske artikel skriver Anders Højmark den 17. april, at jeg afslører mig selv, når jeg "anklager" den tibetanske London-baserede historiker Tsering Shakya for at "gøre myten om Tibet til en god forretning". Det afslørende skulle bestå i, at jeg for et par år siden citerede samme Shakya og betitlede ham professor i en anden artikel om det moderne Tibet. Jeg var godt nok ikke opmærksom på, at det er den samme Shakya, jeg tilsyneladende har omtalt i de to artikler, men kan slet ikke genkende Højmarks ubehagelige tolkning. Shakya har skrevet Ilden under sneen ned efter munken Gyatsos mundtlige beretning. Jeg kritiserede resultatet for at være uden "autentisk sprogtone". Det var det. Jeg satte citationstegn om titlen "forsker" på Shakya, da jeg kun havde denne titel fra forlaget i denne omgang. Da jeg tidligere åbenbart citerede samme Shakya var det fra en artikel, som angav titlen "professor". Jeg anklager ham overhovedet ikke for at "gøre myten om Tibet til en god forretning".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu