Læsetid: 2 min.

Tintning (fortsat 2)

Debat
4. april 1998

Køresvenden var tintet i 1921, men burde nok ikke have været det på Betty Nansen
Teatret i 1998

FILMHISTORIE
Erik Thygesen harcelerede i sin anmeldelse af P.O. Enquists teaterstykke Billedmagerne over at brudstykkerne fra Sjöströms film Køresvenden var tintede.
Jeg var filmhistorikeren, der ringede til Erik for at fortælle ham, at filmen netop er restaureret af Det Svenska Filminstitutet i en tintet version.
Det affødte en undskyldning i spalterne - men dagen efter en undskyldning for undskyldningen: Filmen var oprindelig i sort-hvid, havde P.O. Enquist hævdet, der også fandt det smukkest - ligesom Ingmar Bergman i øvrigt.
Filmhistorikeren var lamslået. Jeg så den nyrestaurerede tintede kopi i Stockholm - med levende musik. Og hvis filmen oprindelig skulle have været i sort-hvid ville det være mod al almindelig filmhistorisk praksis at en seriøs institution som Det Svenska Filminstitutet skulle opfinde en tintning.
Både fordi det ville være vold mod filmhistorien og fordi man ikke ville have vidst, hvordan en tintning skulle have set ud, hvis den aldrig har været tintet.
Det ville være rent gæt, og gætteri hører ingen steder hjemme i restaureringspraksis. Man kan ikke restaurere en tintet film, hvis der ikke findes materiale, der er tintet, eller har anden adgang til viden om filmens oprindelige form og farve. Det kan og gør svenskerne selvfølgelig heller ikke.
Filmhistorikeren og -arkivisten følte standens ære beklikket og måtte krydstjekke hos folkene bag den nye kopi.
Meldingen er éntydig og klar: Ved den svenske premiere i 1921 var Körkarlen tintet.
Det lettede.
Siden kan der så i årtier og af mange forskellige grunde have optrådt sort-hvide kopier - så mange, at filmen for efterfølgende generationer har været oplevet og husket som sort-hvid.
Der kan have været mange grunde til at lave sort-hvide kopier, bl.a. økonomiske, eller at teknikken med farvelægning forsvandt fra laboratorierne, eller måske at instruktøren helst så den i sort-hvid.
Det er de historiske facts.
Noget helt andet er så, hvad P.O. Enquist og Ingmar Bergman mener om tintning vs. sort-hvid.
Filmhistorikeren er da ofte selv i den situation at finde en sort-hvid version smukkere end en tintet, eller sågar at sætte en stumfilm uden musik højere end den samme film med musik.
Men for at gøre det hele endnu mere kompliceret, så ville det formentlig være det rigtigste i teaterstykket at bruge en sort-hvid kopi.
Det er jo ikke den færdige film de ser, men enkeltscener fra et endnu ikke færdigt arbejde.
Altså arbejdsmateriale - formentlig fra før en endelig tintning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her