Læsetid: 4 min.

Uvæsentligt forfatter-kævl

20. april 1998

I den gamle forening kunne enhver blive medlem af den skønlitterære gruppe, hvad enten de skrev skønlitteratur eller ej. Det kan man ikke nu. Det er vel lidt svagt at misunde os det

FORFATTERE
Til min forbløffelse ser jeg, at Egon Clausen, som jeg anser for et lyst hoved, pludselig giver sig til at overfalde vores unge forening (Danske Skønlitterære Forfattere), for sekterisme og isolation i Information den 14. april.
Jeg tror nærmere, at den skønlitterære forening kom til verden for at søge at forbedre forholdene for de nulevende forfattere, som er i færd med at skrive den nye danske skønlitteratur. Hovedparten af de forfattere kunne ikke se de interesser varetaget i den gamle forening.
Jeg var formand for den skønlitterære gruppe fra 1984-86. Jeg kan af de skrivelser, der ligger fra de år, se, at der allerede dengang var et usædvanlig dårligt klima, som vel kun holdtes i ave af Peter Seeberg.
Med Hans Hansen som ny formand stod det klart, at en ny struktur for foreningen var påkrævet. Jeg forslog i 1990, at der dannedes en struktur, bestående af tre selvstændige foreninger med et fælles sekretariat: et oversætterforbund, som allerede eksisterer, en fagbogsfor-ening, og en skønlitterær forening.

Tung opgave
Ingen ved sine fulde fem vil foreslå, at man holder skønlitterære børnebogsforfattere ude af en sådan gruppe. Lige så lidt som at jeg kan forestille mig, at en fagbogsforening ville holde forfattere til børnefagbøger uden for deres. En sådan struktur ville både tilgodese de enkelte gruppers egenart og tillade samarbejde i beslægtede forhold. Det ville også sikre, at ingen gruppe behøver at føle sig trynet af umulige samarbejdskrav.
Jesper Jensen kom efter Hans Hansen og kunne ikke løfte opgaven. Formanden Dea Trier Mørch måtte også opgive at give en forældet forening en foryngelseskur. Det stod klart, efter et strukturudvalg ikke fik lov til at fungere ordentligt.
Jeg skal ikke nævne navne, men der var folk, som havde svært ved at se, at en ændring måtte ske. Derfor kom sprængningen.
En grund var også, at lige som biologer, politimænd, skraldemænd, skovarbejdere og fiskere har behov for at diskutere deres særlige problemer i en fagforening, så har vi det også. I den gamle for-ening kunne alle og enhver blive medlem af den skønlitterære gruppe, hvad enten de skrev skønlitteratur eller ej. Det kan man ikke nu. Det er da en faglig korrekt begrundelse, at man ved, hvad man snakker om. Det er vel, gode Egon, lidt svagt at misunde os det.
Biblioteksafgiften, forhandlinger om normalkontrakten var ikke årsagen, men symptomer på en forældet måde at tænke på. Intriger, bagvaskelser og snedige påfund fremmede den splittelse mere end noget andet. Tilsammen medførte en stivhed hos de pågældende gruppemedlemmer at sprængningen ikke kunne undgås.
Selve generalforsamlingen, hvor sprængningen foregik, var også præget af juridiske krumspring. Jeg tror ingen vil beskylde mig for ikke at være forhandlingsvenlig, men med den fremfærd visse medlemmer lagde for dagen, kunne resultatet ikke blive anderledes.
Jeg mener stadig, at mit forslag er den eneste farbare vej. Måske kommer der til at gå så lang tid, at de argeste dødsfjender ikke længere spiller en rolle.

Biblioteksafgiften
Biblioteksafgiften rummer mange problemer. Det er klart. Et problem er, at den danske litteratur kun udgør syv (7) procent af de bøger, der står på bibliotekerne; resten er oversat.
At de få, der tjener voldsomt meget mere end de fleste og derfor betaler mere i skat, skal udsættes for en underlig misundelsesafgift, har jeg har svært ved at forstå. Der er ikke noget erhverv, hvor en tilsvarende afgift gør sig gældende.
Med årene går udviklingen i retningen af, at færre og færre danske skønlitterære forfattere får en rimelig andel af biblioteksafgiften. Der er grund til at tage fat ved nældens rod, f.eks. oversætterafgiften. Er det nødvendigt med øgede bevillinger? Hvor meget skal den samlede biblioteksafgift sluge af det, dansk skønlitteratur bliver støttet med? Kan der findes en ordning, som er baseret på rimelighed? Skal vi have en lov, der støtter den danske litteratur på bibliotekerne? Vi er nødt til det.
Men vi skal have politikere og journalister, der kender den danske skønlitteratur bedre, end de gør i dag. Jeg kunne godt tænke mig, at vores forening stod i spidsen for sådan et initiativ.
Men det, der er hovedsagen er, at den skrevne digtning står meget svagt i sammenligning med de øvrige medier. Det er hverken digtet eller fortællingen, der er i krise. Hverken digter eller fortæller savner tilhørere. Bare to er tilstede bliver den ene digter og den anden tilhører. Det er formidlingen af den danske skønlitteratur, der er problematisk. Det er både salg og udlån, der er i en kritisk situation. Det er heller ingen nyhed.
Men det var det, den gamle forening brugte mindst tid på. Og det er det, som er vigtigst; at vores digte og fortællinger når ud til folk. Uanset for hvem eller på hvilket niveau eller genre.
I en tid, hvor det skrevne ord er i højsædet, med journalistuddannelser etc. er det en ynk at se, hvor lidt journalister kender til dansk skønlitteratur eller hvor lidt den betyder i kulturjournalistik. Det er vel lige før, at den nye kulturminister ikke kommer til at nævne litteraturen, fordi journalisten har glemt, at den eksisterer, og derfor ikke spørger om den. Det er også her, der skal slås et slag.
Forfatterforenings-kævl er uvæsentligt i den sammenhæng.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu