Kronik

Med venlig hilsen Albert Camus

22. april 1998

En uro plantede sig i min mave. Hvorfor fik jeg disse breve? Og hvem sendte dem?

TRO & FILOSOFI
Jeg trak vejret helt stille, imens postbudet lod brevet falde ind gennem sprækken. Han skulle ikke høre, at jeg stod lige bag døren. Brevet landede for mine fødder. Det er underligt med breve, tænkte jeg. De plopper ind ad døren, fra en fremmed persons hænder, og ligger der og venter, som en musling, på at man samler dem op og åbner dem. Flade, hvide tavsheder, hemmelige liv, der venter på at blive af-sløret af sin modtager.
Jeg studsede over min pludselige fascination og forundring over noget så banalt som at få et brev. Jeg løsrev mig og prøvede i stedet at aflæse afsenderen ud fra konvolutten, men den var aldeles anonym. Jeg åbnede brevet og læste det lavmælt for mig selv:

"Forestil dig at du befinder dig på en tømmerflåde, ude på havet. Bølgerne pisker ind over dig og du gør hvad du kan for at holde tømmerflåden oven vande. Hver dag sidder du på tømmerflåden uden at vide hvorfor. Alligevel bliver du siddende uanset hvor høje bølgerne er og hvor meningsløs din kamp for at blive på havet kan forekomme. For nogle gange hænder det at der bliver helt vindstille og da nyder du havets ubegribelige skønhed."
Jeg stod med brevet i hånden og undrede mig over, hvem der havde sendt mig disse linjer. De pillede ved noget jeg ikke havde lyst til at fortabe mig i, så jeg smed brevet ned i min skuffe og småløb ud ad havegangen, for ikke at komme for sent til bussen.
På min sædvanlige plads strittede en lille hvid seddel frem fra en sprække i sædet. Jeg tog den diskret og så mig omkring før jeg åbnede den og læste hvad der stod:

"Følelsen af absurditet rammer os alle. Den slår ned i os når vi står i silende regnvejr og venter på bussen, når vi har haft et kæmpe skænderi med en kæreste eller når vi spiser aftensmad og ser billeder om hungersnød i tv-avisen. Absurditeten griber fat i os og stiller os det store, umulige og uudtømmelige spørgsmål: Hvorfor?"
Mon ikke de fleste stillede sig selv det spørgsmål efter filmen Titanic? Så stor en ståhej for at gå direkte i døden. Uden mening overhovedet, det var ganske enkelt fuldstændigt absurd. Verdens største produkt af menneskets drømme, håb og visioner knust af naturens kræfter.
En uro plantede sig i min mave. Hvorfor fik jeg disse breve og hvem sendte dem? Var der én der mente, at jeg burde tænke lidt mere over livet, eller var der et menneske, som havde brug for hjælp?
Næste dag ringede vækkeuret som sædvanlig kl. syv. Jeg udførte min morgenrutine og småløb ud af døren for ikke at komme for sent til bussen. Ved havelågen blev jeg standset af en seddel, der hang fast i håndtaget. Jeg tog sedlen, stak den i lommen og læste den i bussen:

"Et menneske uden briller er ikke et menneske.
Guderne havde dømt Sisyfos til uophørligt at trille en sten op på toppen af et bjerg, hvorfra den straks rullede ned igen ved sin egen vægt. De mente med en vis ret, at der ikke kunne tænkes nogen frygteligere straf end et fuldstændig unyttigt og håbløst arbejde."
Tænk at have sådan en håbløs skæbne. Sisyfos har vist ikke været særlig lykkelig. Gad vide om han havde valgt døden i stedet for stenen, hvis han havde haft muligheden? Eller om han havde følt meningsløsheden på samme måde, hvis han virkelig havde troet på at stenen denne gang ville blive liggende?
Jeg glemte at stå af hvor jeg skulle. I stedet for at tage på arbejde gik jeg over gaden og tog bussen hjem igen. På gaden bevægede travle mennesker sig i alle mulige retninger. Hvis de en dag fik at vide at deres anstrengelser var nytteløse, ville de så fortsætte eller ville de gå i stå?
Da jeg kom hjem lå der, ganske som jeg havde regnet med, endnu et brev i entreen. Jeg tog brevet og åbnede det utålmodigt:

"Absurditeten opstår når mennesket møder verden og må erkende, at vi aldrig kommer til at forstå den fuldstændigt. Samtidig er det netop denne uigennemtrængelighed der gør verden så skøn, fordi der dybest i al skønhed ligger noget vi ikke forstår. Det absurde og det skønne er hinandens forudsætning."
Jeg bladrede om til næste side, så opslugt af brevet, at jeg ganske glemte brødet på brødristeren. Der stod med store bogstaver:

"Den fremmede kvinde i spejlet. På samme måde som vi til tider føler os fremmede overfor verden, føler vi os nogle gange fremmede overfor andre eller overfor os selv. Når det sker, er det fordi vi oplever at vi enten selv eller et andet menneske pludselig bliver umenneskeligt at se på, lytte til eller røre ved. Umenneskeligheden er noget vi alle kender.
Hvem har ikke oplevet at se sig selv i spejlet eller på et billede og tænke "dette her er ikke mig!"?
I et kort øjeblik ser vi os selv udefra, som fremmede for os selv og dette giver os en absurd fornemmelse. Som hvis vi ser to mennesker diskutere heftigt med arme og ben uden at vi kan høre hvad de siger, eller ser folk danse uden at høre musikken. Når alle bevægelser fremstår mekaniske og komiske.
Tiden er en anden faktor der frembringer absurditeten. Vi ved at vi en dag skal dø og med denne vished for øje kan det virke absurd at vi bruger så meget tid på at stræbe, uddanne os og arbejde. I dødens skygge bliver alt hvad vi foretager os, der bygger på fremtiden, meningsløst."

Jeg forstod nu, hvorfor jeg pludselig havde følt det unødvendigt at dukke op på arbejde. Jeg forstod også, at da jeg sad i bussen og betragtede folk, som var de robotter programmeret til at have travlt, var de blevet fremmede for mig.
Livets absurditet var trængt igennem mig, og gennemsyrede pludselig alt hvad jeg foretog mig.
Det var som sad jeg på tømmerflåden i stormvejr og hørte bølgerne hviske, at jeg skulle springe i, for de ville give mig fred. Jeg længtes efter mit almindelige liv, og spekulerede på, hvordan jeg kunne slippe af med absurditeten. Der var endnu en side tilbage og forhåbentlig rummede den svar på mit spørgsmål. Overskriften lød:

"Accept eller flugt? Erkendelsen af det absurde, begynder med en blandet oplevelse af forundring og lede ved den daglige trummerum. Efter leden vender du enten tilbage til din søvngængertilværelse og vil aldrig nå til erkendelse af absuditeten, eller også bliver du grebet af en følelse af bekymring. Og når du først har sat dig for at afklare, om livet er værd at leve, er det umuligt at vende tilbage til dit gamle dagdrømmerliv. Når du har erkendt det absurde, er der kun tilbage at tage konsekvensen af det. Men det er heller ikke nogen lille mundfuld.
For hvad gør du, når du har indset at livet er uden mening?
Enten flygter du fra virkeligheden eller også accepterer du den. Al flugt fra absurditeten er en form for selvmord, men det kan være enten konkret eller åndeligt selvmord. Åndeligt selvmord er en flugt ind i en idé, du sætter højere end livet, og det kan være i form af religion, politik eller en ideologi. Ved det åndelige selvmord fornægter du absurditeten og søger tilflugt i håbet om en mening med livet gennem en højere tanke.
Den anden måde at flygte på er definitiv, for det er det konkrete selvmord. Det konkrete selvmord er den absolutte konsekvens af, at der intet håb er forude om en mening med livet, og er den eneste måde du kan forsone dig med absurditeten på. Men du skal dø uforsonet med absurditeten og ikke af din egen fri vilje. Selvmordet er derfor en falsk udvej.
Det logiske valg er, at du accepterer din absurde skæbne. Fordi du selv er ansvarlig overfor dine handlinger og selv bestemmer din skæbne. Erkendelsen af at tilværelsen er absurd og meningsløs bliver forvandlet til en erkendelse af et personligt ansvar. Og så er det op til dig selv at give dit liv mening. Til at finde skønheden i trivialiteten. Dette gør Sisyfos og derfor er han et lykkeligt menneske."
Denne gang var brevet underskrevet. Med store krøllede bogstaver stod der nederst på siden:

Med venlig hilsen
Albert Camus

Hmm, jeg kendte vist ingen Albert, men ham her ville jeg gerne møde en dag, tænkte jeg og mærkede først nu en os af røg brede sig fra køkkenet. Brødristeren! Der var ved at gå ild i mit køkken og her stod jeg og overvejede om livet var værd at leve!
Med ét forsvandt alle tanker om absurditet, som dug fra solen. Jeg havde et køkken der skulle reddes.

Julie Hvidtfeldt studerer litteraturvidenskab på Københavns Universitet. 'Brevene' er, bortset citat nr. 3, Julie Hvidtfeldts egne formuleringer af Camus' tanker i Sisyfosmyten (oversat til dansk af Helga Vang Lauridsen).

APROPOS
Er livet værd at leve?
"Artiklen skrev jeg, fordi jeg mener at Camus' tanker rører ved noget aktuelt. Den sætter ord på mange af de eksistentielle spørgsmål, som jeg mærker hos mine venner og hos mig selv, og som jeg mener er karakteristiske for min generation," skrev Julie Hvidtfeldt i sit ledsagebrev til dagens Tro og Filosofi.
Det har Julie Hvidtfeldt sikkert ret i. Også fordi, problemet om livets mening altid går rent ind hos unge mennesker som hende selv, der skal fægte sig frem i en kultur, hvor alt tilsyneladende er sagt og gjort før.
En lynende skæbne eller en mening med livet er nemlig ikke noget, man bare har, men et ansvar, man overtager efterhånden.
Camus skrev sit filosofiske essay om Sisyfosmyten i en sort tid, nemlig i 1942, midt under Anden Verdenskrig. Udgangspunktet var den klassiske græske myte om Sisyfos, der som straf for en forseelse blev dømt af guderne til at rulle en sten op ad et bjerg - blot for altid at se den rulle ned igen kort før han nåede toppen.
De fleste mennesker har set Sisyfos som mennesket, der bærer det meningsløse arbejde som en grusom straf. Camus forestiller sig, at Sisyfos tværtimod er lykkelig. I sit trælsomme arbejde ved han altid, hvad han skal gøre, også selv om det han gør ikke har nogen højere mening. Og imens kan han jo så nyde udsigten fra bjerget...
Og sådan bliver Camus' Sisyfos intet mindre end prototypen på Det moderne Menneske, der må erkende, at livet er meningsløst og finde lykken i trods mod skæbnens ironi. Simpelt hen, fordi livet er livet og har værdi i sig selv, med al sin skønhed, som ikke bliver mindre skøn, fordi den er uden forudfattet mening.
Albert Camus' egen skæbne blev afgjort, da han døde i 1960 ved en bilulykke efter i en årrække at have fægtet med dette og mange andre af sin tids store spørgsmål. Spørgsmål, som stadig slår os som aktuelle, når de hver 10. år dukker op igen.
For eksempel, om kunstneren skal repræsentere sig selv i ensomt ophøjet solitaritet - eller stille sin kunst til rådighed for det fælles gode i solidaritet. Men det er en helt anden historie.
I øvrigt fik Camus nobelprisen i 1957.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu