Kronik

Venstrefløjens historie

20. april 1998

Konjunkturerne er ikke med venstre-fløjen. Men tab ikke modet. En, der var part i sagen,
ser tilbage

Som landet ligger i disse år er der ingen tvivl om, at Venstrefløjen har tabt. Foreløbigt. På nationalt plan har arbejderklassen mistet sin identitet, og arbejderbevæ-gelsen og socialismen er svækket. På globalt plan er 1960'ernes og 70'ernes anti-imperialistiske kamp tabt til Verdensbanken og Valutafonden.
Da den historiske sandhed skrives af sejrherrerne, tilsiger denne situation en historierevision, hvor venstre-fløjen marginaliseres som dumhed og fordømmes som forbrydelse.
Det var Venstrefløjen jo også.. Spartacus og reformationens bondeoprørere begik forbrydelser (omend det var bagateller i forhold til modpartens), Pariserkommunen henrettede gidsler (det gjorde Versaille-regeringen i øvrigt også, før blodbadet på de besejrede) og Lenin beordrede Zarfamilien myrdet (mens generaler og politikere i Første Verdenskrig foranstaltede politiske slagterier af millioner).
Det kritisable i højrefløjens historieskrivning - herhjemme Blüdnikow og co. - består selvfølgelig ikke i at fremdrage Venstrefløjens forbrydelser, men i at identificere denne del med helheden. Det kritisable er fortielserne: Af arbejderbevægelsens og socialismens traditionelle kamp for demokrati, af menige socialisters og kommunisters indsats mod fascismen 1933-45, kort sagt: af Venstrefløjen som en folkelig bevægelse for demokrati og social retfærdighed, til tider på tværs af lederne.

Grundet denne fortielse bliver højrefløjens historieskrivning en karikatur. Som hvis socialismen havde vundet, og i sin sejrshistorie havde generaliseret 30'ernes brune KU'ere til al borgerlighed eller omtalt Churchill's angreb på arbejderbevægelsen, men 'glemt' hans indsats i Anden Verdenskrig.
Kampen om historien er central for højrefløjen, som gerne - med Fukuyama - vil betragte Venstrefløjen som en historisk fejltagelse.
Men historien er ikke mindre central for nutidens venstrefløj. Ser vi tilbage på de begivenheder i 1960'erne og 70'erne, som mange af os havde andel i, må vi spørge: Hvad var rigtigt, og hvad gik galt?
Overskriften er vel, at der var en eksistentiel modstrid mellem teori og praksis.
De års venstrefløj smykkede sig med lånte fjer, fordi den i praksis var en mellemlagsbevægelse samtidig med, at den på marxistisk vis fastholdt arbejderklassen som revolutionens subjekt. Det gav en indbygget modstrid mellem den talende og det, der blev sagt, med et anstrøg af manglende realisme og alvor. 'Solidaritet' var kodeordet, men genstanden for denne solidaritet var os i realiteten ubekendte.
Desuden havde mange grupperinger fra det yderste venstre og et stykke ind i VS et noget tvivlsomt forhold til demokratiet. Sjældent har (deltager)demokratiet - med græsrodsbevægelser osv. - blomstret som i de år.
Men vor klogskab var så stor, at mange havde ringe tålmodighed med et system og en befolkning, der støt og uanfægtet bevægede sig videre.
Selv mindes jeg, hvordan en fremtrædende VS'er nedladende talte om de dumme pensionister og husmødre, der ikke havde fattet en brik af det hele.
Historisk betød demokrati menigmands - det store folkeflertals - styre. Hvad 'venstre' end er, så er det intet, hvis det ikke står for folkestyre. Flertalsvalg blandt hele befolkningen var allerede en enestående sejr, og det 'borgerlige' demokrati er kun kritisabelt, fordi det ikke er demokratisk nok; altså ikke udstrækker demokratiet til økonomien ved at ophæve den private ejendomsret.
Endelig manifesterede modsigelsen mellem teori og praksis sig selvfølgelig deri, at mens teorien dekreterede kapitalismens utålelighed og snarlige død, brød oprøret faktisk ud på et tidspunkt, hvor kapitalismens sundhedstilstand aldrig havde været bedre.

Men efter at vi således har pisket os selv, skal det også siges, at 1968 og hvad deraf fulgte var meget, meget mere. Det var en åbning af det sociale rum, en hidtil uset frihed og et boblende samfundsengagement.
I 1896 skrev Hørup:
"Der vil altid være et Højre og et Venstre; thi der vil altid være forskel på dem, der vil frem, og dem, der vil holde igen eller tilbage. Det er en partideling, der varer."
Således forstået er Venstrefløjen de progressive, dem der vil frem; og vore naturlige modstandere er de konservative og reaktionære.
Denne definition af Venstrefløjen finder man ikke i dag - hvem har sidst hørt om nogle 'progressive'? For radikalere som Hørup var det imidlertid indlysende, at det kun var et spørgsmål om tid, før fornuften fik det gjort af med forloren finhed og religiøs og verdslig overtro; og for socialister var det indlysende, at kapitalismen var dømt til at bane vej for det rige og retfærdige samfund. Historiens hjul drejede i den rigtige retning, fremskridtet arbejdede for fornuften og folket.
I dag forekommer det mere sandsynligt, at vi for enden af den økonomiske vækstkurve - kapitalakkumulationen - møder økologisk sammenbrud, krige, nationalisme og racisme snarere end fornuft og social retfærdighed.
Samtidig er det blevet sværere at udpege en herskende klasse af kapitalejere. Uden just at føle mig som medlem af en herskende klasse er jeg selv spekulationskapitalist, for så vidt som jeg er medlem af en pensionskasse, som formodentlig flytter sin kapital rundt fra land til land på jagt efter maksimal rente.
Kapitalismen har altså ændret identitet; 'lønarbejder' og 'kapitalist' er snarere rolle- end klassebetegnelser.

Det forhindrer imidlertid ikke, at kapitalismens aktuelle realitet er til at tage og føle på. Alle tal viser, at polariseringen mellem rige og fattige skærpes; både internt i de rige og fattige lande, som landene indbyrdes.
Med et enkelt eksempel: I Sverige er den rigeste tiendedel i perioden 1989-94 blevet 10 procent rigere, mens den fattigste tiendedel er blevet 27 procent fattigere.
Alt dette er vel historiens uundgåelige slutpunkt, hvis mennesket er født asocialt og individualistisk. I så fald er konkurrencen og markedet den naturlige sociale eksistensform.
'Konkurrence' kommer fra latin 'concurrere', hvilket betyder 'at løbe sammen', men på et eller andet tidspunkt har grådigheden åbenbart vundet over sammenholdet, og nogle er begyndt at løbe hurtigere end andre.
Hvis vor lille flok er på vej hen mod en eller anden livsnødvendig forsyning, kræver det kun én, der er asocial, for at splitte feltet: For blot at overleve er alle de andre nu nødt til at maksimere farten, at konkurrere (i moderne betydning). Og selv om deltagerne startede løbeturen med begrænsede behov, der tilsagde at nok er nok, tvinger konkurrencen den enkelte til at rive så meget som muligt til sig; altså definere sine behov som umættelige. Heraf økonomens portræt af forbrugeren som nyttemaksimerende.
Da økonomerne overser at det er konkurrencen, der skaber umætteligheden, fremstår denne som naturgiven: Vi er født grådige, og derfor er 'skylden' for den økonomiske vækst meget bekvemt ikke kapitalens, men forbrugernes. Hvis man vil have bæredygtig udvikling, skal man derfor snarere opdrage folk end bekæmpe kapitalismen.
Venstrefløjens evige påstand er, at dette er et vrangbillede af mennesket; at mennesket i bund og grund er socialt, og at samarbejde og solidaritet derfor er dets naturlige existensform. Venstrefløjen vil alle dage kritisere konkurrencens princip om 'alles krig mod alle' og insistere på, at dette er følgen af menneskets fremmedgørelse over for mennesket.
Hvor der er konkurrenceevne, er der ikke samarbejdsevne, så en socialists fornemste opgave er at reducere konkurrenceevnen. Med venlig hilsen til Mogens Lykketoft.

Hvis mennesket er en værdi i sig selv, og hvis mennesket i sit væsen er socialt, så er samfundet - fællesskabet - en værdi i sig selv. For så vidt kan socialismen koges ned til et krav om et samfund.
Det lyder beskedent, men er ret så revolutionært, eftersom det i sidste instans er uforeneligt med kapitalismen.
Om det er 'progressivt' - for nu at vende tilbage til Hørup - er en smagssag. Ønsket om at bevare naturen og tradititionelle kulturelle fællesskaber overfor kapitalens attak er snarere af konservativ karakter.
Som sagt: De aktuelle konjunkturer er ikke med Venstrefløjen. Mange kan se, at udviklingen går i den forkerte retning, og at en stationær økonomi med 'bæredygtig udvikling' er nødvendig.
Formodentlig befinder vi os i disse år i en fase, hvor der ikke er så forfærdelig meget at gøre. Utilfredsheden er der, utopierne om en anden verden er der, men modmagten er der ikke.
Men vi er ikke i Middel-
alderen, hvor der kan gå et par hundrede år uden at noget særligt sker. Vi er i den globale kapitalisme, hvor kurver er eksponentielle og hastighed accelererende. Hvor skelsættende begivenheder som Murens fald og introduktioner af ny teknologi indtræffer med stadigt kortere intervaller.
Man skal ikke undervurdere kapitalismens flexibilitet, javel, men der må dog være grænser.
Selv om det blev en parantes, er det værd at fejre 30 års jubilæet i maj. Tillykke.

Anders Lundkvist er medredaktør af SALT. Artiklen er en let forkortet version af hans indledende artikel til SALT's aktuelle temanummer om Venstrefløjens historie

APROPOS - Det store stygge 1968

I år er det 30-året for det legendariske oprør i 1968. Og for os, der var børn dengang (for slet ikke at tale om dem, der ikke var født), er der noget sært og gribende ved at læse en artikel som Anders Lundkvists i dagens Historiske Rum.
For når han artiklen igennem staver Venstrefløjen med stort V - ja, så hører man for sig hele det sus, der for ham og ligesindede ligger i ordet. Suset fra 60'ernes Vietnamdemonstrationer, fra røgfyldte nattediskussioner i kollektivet om kapitalakkumula-
tion og handlingsplaner for revolutionens første dage. For slet ikke at tale om underholdningsafdelingen i 60'ernes og 70'ernes venstrebevægelse - ø-lejre, rock-, bøsse- og kvindefestivaller, den fri sex og Cæsars 'Store stygge Storkespringvand', som jeg selv sang med på i børnehaven.
På den anden side klinger Lundkvists store V af den samme andagt, som når Den Danske Banks direktør Knud Sørensen taler om Banken. Ekkoet bag ordet afslører, at det drejer sig om intet mindre end en Sag, der er hele ens liv værdig, og som man følgelig kun er kritisk over for i stærkt begrænset omfang - og på sine egne præmisser. Samtidig må andres kritik af Sagen naturligvis gå direkte i hjertekulen.
Og det er nok det, der gør det svært for nye læsere at hægte sig på Anders Lundkvists artikel. Selvkritikken forekommer ganske vist velment, men også mærkeligt begrænset af et ordvalg og en horisont, der forekommer sært forældet. Hvordan kan han f.eks. - uden nærmere begrundelse - udslynge følgende:
"Hvor der er konkurrenceevne, er der ikke samarbejdsevne, så en socialists fornemste opgave er at reducere konkurrenceevnen. Med venlig hilsen til Mogens Lykketoft."
Udsagnet er sikkert tænkt som en politisk provokation, men på mere hverdagsagtige niveauer giver det næppe nogen mening - se blot på børn, der det ene øjeblik løber om kap, det næste samarbejder om et eller andet spændende projekt.
Kan nulevende og nutænkende mennesker virkelig se tilværelsen i så stenalderagtige modsætninger? Har venstrefløjen virkelig ikke noget mere progressivt at byde på i 1998?mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu