Læsetid: 3 min.

Venstres øko-ideologi

Debat
30. april 1998

Man må håbe, at partiet Venstre ikke lader Helga Moos lægge linjen i forbindelse med det økologiske landbrug

HELGA MOOS
På Informations debatsider kunne man 25. marts læse det nyvalgte folketingsmedlem Helga Moos' bud på en forklaring af sin holdning til økologi. Anklagerne er meget voldsomme og kalder på en kommentar, bl.a fordi Moos repræsenterer en tidstypisk bevidsthedsform, vi givet ikke har set det sidste til.
Moos' projekt synes i den foreliggende artikel at kunne deles i to. På den ene side en påstand om, at 'øko-ideologien' er totalitær, på den anden side en hævdelse af det økologiske landbrugs håbløse ineffektivitet, som får Moos til at mene, at et gennemført økologisk landbrug vil give et udbytte som det, man finder i Nordkorea.
At Moos anklager pæne, demokratisk sindede borgere for at være nazister og kommunister og kalder dem totalitære, er bare lidt fjollet og temmelig injurierende. Men det viser en besynderlig side frem ved hendes egen argumentation: hun udviser en uhyre ringe interesse for miljøproblemer for i stedet at samle interessen om motiverne hos de folk, der beskæftiger sig med dem.
Problemet er for Moos tilsyneladende ikke de økologiske problemer, men netop denne 'øko-ideologi', ordet er hendes, ikke mit. Biologien fortoner sig i det fjerne, og ideologien træder frem i forgrunden, når man læser Moos.

Luc Ferry
Det er en besynderlig manøvre, som vi i Danmark første gang blev præsenteret for i fuld udfoldelse i Luc Ferrys bog Den nye økologiske orden, og som vi givet vil se dukke op igen, som også Moos triumferende gør opmærksom på. Problemet er bare, at man ikke kan diskutere med biologien. Man kan, som f.eks. Bjørn Lomborg har prøvet på, diskutere problemets omfang, og man kan diskutere, hvordan man reagerer fornuftigt på det. Men foreligger der et biologisk problem, kan ikke nok så mange og nok så absurde anklager imod modparten få det til at forsvinde. Det er sådan set ikke anderledes end når talen er om økonomiske problemer.
Man bliver ikke nazist af at påpege, at vores økonomi sætter grænser for vores udfoldelse, og ligeledes bliver man ikke nazist af at hævde, at også biologien sætter grænser for, hvad vi kan gøre, og at vi er nødt til at forholde os politisk til disse grænser efterhånden som vi lærer dem at kende.
For øvrigt er jeg overbevist om, at kun demokratiske lande har en chance for at løse miljøproblemerne, fordi det kun er i disse lande, magthaverne kan tvinges af fornuftsargumenter; så længe man har et udemokratisk magtapparat bag sig, kan man stikke sig selv blår i øjnene og indbilde sig, at alt går som det skal. Kun demokratiske ledere er nødt til at høre.

Lydhøre ledere
Og skal miljøproblemerne løses, har vi brug for lydhøre ledere. Men det er da klart, at kan man få modparten skudt vanvittige motiver i skoene, slipper man måske for at høre, hvad de har at sige, men det kan ikke siges at være en videre demokratisk fremgangsmåde.
Hvad angår anklagerne imod det økologiske landbrug for at være så ineffektivt som landbruget i Nordkorea, så efterlader de mig noget forvirret: kan nogen virkelig mene det? En ting er, at Moos helt undlader at tage stilling til de økologiske problemer i forbindelse med det såkaldt 'konventionelle' landbrug, den slags er vi så vant til at høre fra Venstres politikere. Men dette er alligevel lige at stramme den, man må håbe, at partiet ikke lader Moos lægge linjen i forbindelse med det økologiske landbrug
Moos kalder 'øko-ideologien' (jeg har ikke tænkt mig at fjerne citationstegnene) en stagnationsideologi. Men i forbindelse med det økologiske landbrug, synes stagnationen nærmest at være hendes egen, for enhver tiltro til tekniske og videnskabelige fremskridt synes pist forsvundet.
Det danske økologiske landbrug benytter sig af en lang række tekniske hjælpemidler, der ikke er til rådighed for landbruget i Nordko-rea, og det må opfattes som underligt, at en folkevalgt repræsentant for Venstre, der ellers synes at have stor tiltro til teknikken, ikke tillægger det betydning.
En tilsvarende besynderlighed er det, at Moos tilsyneladende slet ikke tager højde for muligheden af at forske i, hvordan man optimerer udbyttet i det økologiske landbrug. Taget i betragtning, hvad videnskaben ellers kan, skulle det være besynderligt, om den ikke kunne frembringe et bedre udbytte i det økologiske landbrug, end i Nordkorea. Men at lave en optimering af udbyttet i det økologiske landbrug, forudsætter selvfølgelig, at der afsættes penge til at forske i det, og gerne betydeligt flere, end denne forskning får nu, og det vil Moos vel modsætte sig med næb og klør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her