Kronik

De vilde drenge og kvinderne

Debat
7. april 1998

Slås børnehavebørn fordi "drenge er drenge" - eller fordi vi i disse år stuver
alt for mange børn ind på alt for lidt plads i vores institutioner? En forfatter har fået
nok af skrøner

Pædagogerne er godt trætte af nu i snart mange år at blive beskyldt for at feminisere børneopdragelsen med den konsekvens næsten at kvæle især drengenes naturlige behov for de lidt mere vilde udfoldelser. For mange kvindelige pædagoger føles det som en personlig afstandtagen til deres fag og værdier.
Når vi i år kommer på den anden side af 1. maj vil forudsætningerne for at intensivere disse angreb på kvindelige lærere og pædagoger desværre være endnu mere tilstede. Da vil bl.a. Frederiksberg Kommune indskrive betydelig flere børn i skoler og skolefritidshjem - den samme bevægelse som mange andre kommuner landet over enten har gjort eller er i færd med.
Konsekvensen heraf kender vi: Flere drengeslagsmål. Og kvinderne vil få skylden, fordi de søger at begrænse slagsmålene.

Men et enkelt forvarsel om, at vi nødvendigvis må diskutere emnet nu, er en artikel som fornylig blev bragt i den gratisuddelte og lokale Søndagsavisen 5, nr. 9, 'Børn skal have lov at slås'.
Heri blev kvinderne igen skudt i skoene, at de alene er årsag til de voldelige drenge og unge mænd. Andre årsagsmuligheder til volden nævnes ikke.
Artiklens hovedaktører er dels børnepsykiater Gideon Zlotnik, forfatter til De stakkels drenge, og dels Leif Petter Olaussen, forsker ved Institut for Retssociologi ved universitetet i Oslo og ansat som underviser ved Politiskolen i samme by. Han er des-uden en varm fortaler for flere slagsmål blandt børn. Tredje part var Foreningen Børns Vilkår i Danmark, som plæderede for, at "drengene skal have mere plads til at slås", fordi drengene "gennem fysiske styrkeprøver skaber et hierarki, som er vigtigt, og som drengene respekterer indbyrdes."
Men for det første er det faktisk - ifølge Foreningen Børns Vilkår - lige så meget forældre som pædagoger, der lægger en dæmper på drengene.
For det andet undrer det mig, at Petter Olaussen vil lade børn slås for at skabe hierarkier, når det i dag oftere drejer sig om at skabe ligestilling end netop hierarkier.
Ikke mindst blandt børn er erkendelsen og opdagelsen af, hvad der er 'mit' og hvad der er 'dit', noget af det væsentligste et menneske kan lære. I forlængelse heraf følger behovet for, at vi alle anerkender enkeltindividets ret til et 'mit' og respekten for et 'dit'. Denne erkendelse er simpelthen alfa og omega i menneskets udvikling af personrelationer i et samfund som vores.
Drengenes behov for fysisk udfoldelse og hermed også for slagsmålene, handler måske mere om dette og mindre om at finde sin plads i et hierarki. Hvis man vil udvikle spirende medlemmer af Bandidos eller Hells Engels, så er det måske en forestilling, voksne kan opmuntre børnene til at dyrke.

Der findes flere forklaringer og årsager til de 'voldelige' unge mænd end kvindernes dominans i opdragelsen. Én af forklaringerne er politikernes strukturelle vold mod børn, som går ud på at presse så mange som muligt ind i institutionerne med det resultat, at drengenes slagsmål og pigernes frustration breder sig i en elendig dagligdag. I dag trives så mange som 20-25 procent af børnene i institutionerne dårligt.
Men det kan blive værre endnu, som den følgende historie er et forvarsel om:
På et skolefritidshjem er de mange børn netop ankommet fra skolen. På grund af et vigtigt og hastigt indkaldt møde er den pædagog, der skulle have været på 1. sal, undtagelsesvis endnu ikke kommet tilbage. Børnene véd, at de ikke må gå oven på alene, og det får de heller ikke lov til af pædagogerne i stue-etagen, som vurderer det som uansvarligt. Pædagogerne har nu to muligheder:
- De kan enten kommandere alle børnene ud på legepladsen. Det tøver man dog med da den fraværende pædagog når som helst vender tilbage.
- Eller de kan modsat give børnene lov til at gå op på 1. sal uden voksne.
Det sidste vælges, og som resultat henlå huset i cirka 20 minutter i en tilstand af eksplosiv limbo, mens de voksne intuitivt ventede på, at de skrappe drenge skulle ryge i totterne på de svagere og pigerne begynde at græde. Hér er der vist ingen, der vil påstå, at slagsmålene tjener noget fornuftigt formål.
Problemet løste heldigvis sig selv ved at den pågældende pædagog dukkede op. Vi andre åndede lettet op, men var samtidig blevet bevidste om, hvad der venter os med samfundets accelererende merindskrivning i institu-
tionerne. Vi kom også i tanke om, at hver gang det i Danmark er dårligt vejr (!), står vi i samme situation, fordi børnene og medarbejderne naturligvis trækker indendørs. Vi er umådeligt sårbare over for både uventet fravær og dårligt vejr.

Selvfølgelig har børn og især drenge brug for at folde sig ud. Også rent fysisk - endda larmende og sikkert også med slagsmål. Jeg er enig i, at kvindelige opdragere kan være tilbøjelige til at kræve megen ro, især over for drengene. Alle pædagoger burde acceptere både pigers og drenges ønsker og behov for vilde udfoldelser såvel som rolige stunder og intim hygge.
Vi må alle være med til at skabe gensidig respekt i praksis og give alle børn plads og tid til, hvad de selv mener, de har brug for.
Men i dag er det desværre en kendsgerning, at der hverken findes tilstrækkelige intime stillerum eller larmende gennemgangsrum, som børnene kan benytte sig af.
Det er dét, vi mænd og kvinder må gøre noget ved. I fællesskab, uden kønsforskrækkede patentløsninger.

Peter Schmidt er forfatter

APROPOS
De stakkels undertrykte drenge

Vi har hørt det så tit, at vi nok skal ende med at tro på det:
Det er synd for drengene i de danske skoler og institutioner. De undertrykkes af kvindelige værdier og kvindelige pædagoger og lærere, som gang på gang stikker dem en perleplade, når de bad om en Batman.
Hvad skal det ikke ende med? Bøsser og Bandidos i hobetal?
Dagens forfatter til Retfærd og velfærd er blevet træt af den slags historier.
Problemet er snarere, mener han, at børn reagerer på de overfyldte institutioner med stress, som de afreagerer ved at slås.
Og en del af disse slåskampe er ikke 'hierarkiske' drengeopgør, men kunne faktisk undgås, hvis ambitionen for tiden ikke kun var at få plads til så mange børn som muligt med så få omkostninger som muligt.
Redaktionen kan for egen regning tilføje, at en undersøgelse, offentliggjort sidste år i Ugeskrift for Læger, faktisk viste øget sygelighed blandt vuggestuebørn, jo flere børn man skaffede plads til på det samme areal.
Måske er der også en bestemt grænse, når det gælder større børn?
Stresser mennesker - børn inklusive - simpelt hen hinanden som burhøns, når de ikke har plads til at være sig selv?
Måske var det en idé at finde ud af det, før pladsgarantien får alt for besværlige bivirkninger.
Vi vender nemlig næppe foreløbig tilbage til gamle dages børneliv, hvor ungerne føjtede omkring i skov og krat og slog på tæven, hvis det var det, de ville. Og før vi rør-strømsk tåger hen i disse drengebogsforestillinger, er det også værd at mindes, at børn i de aller fleste historiske perioder allerede som fem-seksårige fik egne arbejdsopgaver uden megen tid til frihed.
Børneinstitutioner er formentlig kommet for at blive, og så må de indrettes så godt, som vi formår det.
Og hvis vi ikke vil betale for at have gode børneinstitutioner, er det samfundets valg.
Ikke kun et kvindeanliggende.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her