Læsetid: 6 min.

Åbenhed i EU og i Danmark

27. maj 1998

Af KURT LOFTKJÆR,og JOHN DAMM SØRENSEN Komiteen for reel åbenhed i den offentlige forvaltning

'Man må spørge sig selv om, hvordan er det muligt for den danske udenrigs-minister at arbejde for åbenhed i EU samtidig med, at udenrigsministeren fortsat modarbejder reel åbenhed i Danmark'

AMSTERDAM
Som ved tidligere afstemninger til EF/EU har de danske politikere på ny taget festtalerne frem om åbenhed og demokrati. Hvis vi skal bedømme, om det er muligt for de danske politikere at skabe åbenhed i EU, er det oplagt at begynde med at se på åben-heden i Danmark.
I forbindelse med aktindsigtsbegæringer fremsat i såvel statsadministrationen som i de kommunale forvaltninger har det vist sig, at borgeren skal kende lovgivningen særdeles godt for at få udleveret de aktstykker (dokumenter m.m.), som han har krav på.
I bedste fald skyldes det, at forvaltningerne ikke kender lovgivningen godt nok og værste fald at forvaltningerne bevidst modarbejder aktindsigten.
Til illustration for dette kan nævnes et eksempel fra Holbæk kommune, hvor en borger bad om aktindsigt i sin egen sag i kommunen og fik afslag med hjemmel i Offentlighedsloven på trods af, at vedkommende havde krav på fuld aktindsigt med hjemmel i Forvaltningsloven.
I komiteens landsdækkende undersøgelse af kommunernes villighed til at efter-
leve elementære dele af offentlighedsloven fremkom et meget broget billede. Samtlige 275 kommuner blev spurgt og følgende kunne umiddelbart konstateres i relation til lovens krav:
*43 kommuner svarede for sent;
*14 kommuner - herunder Københavns kommune - undlod helt at svare;
*61 kommuner afviste akt-indsigtsbegæringen med henvisning til offentlighedslovens Pgf. 4, stk. 3;
*37 kommuner undlod i forbindelse med afvisningen at give klagevejledning, hvilket er i strid med forvaltningslovens regler;
*208 kommuner undlod at fremsende sagens journal-liste, hvilket er i strid med loven, hvis journallisten føres. Hvis journal-listen ikke eksisterer, er forholdet i strid med god forvaltningsskik.
For den enkelte borger er det altså ikke muligt uden vanskeligheder at opnå en korrekt og fyldestgørende aktindsigt.
I Danmark er vanskelighederne til stede på trods af, at borgeren geografisk er tæt på forvaltningen, at borgeren kan beherske det danske sprog og at borgeren måske endda kender loven.

EU's åbenhedsniveau
Men selv om man forestillede sig at de danske politikere gennemførte reel åbenhed i såvel politiske fora som forvaltninger i Danmark, er der lange udsigter til åbenhed i EU. Det skyldes selve opbygningen og naturen af EU, hvor vanskelighederne bl.a. knytter sig til faktorer som ugennemsigtighed og paradokser i EU's opbygning, de mange sprog og kulturer samt uklarhed om de vedtagne regler.
Alene det stigende antal medlemmer i EU giver problemer med at opnå enighed. Men skal der opnås enighed, så har der fra EF/EU's start været tradition for, at en sådan enighed bedst opnås ved lukkede Ministerrådsmøder.
Lovforslag i EU fremsættes af Kommissionen. Kommissionen er en meget lukket EU-institution, som styres af embedsmænd.
Med de vedtagne love følger i en række tilfælde hemmelige protokoller, som udlægger samme lovtekst, som det er opportunt i forskellige EU-lande.
Udgangspunktet i EU har været lukkethed og manglende demokrati. Enhver åbning i såvel politisk som forvaltningsmæssigt arbejde, kan tilsyneladende kun opnås gennem styrkeprøver på Ministerrådsniveau.
Information indeholdt den 10. februar 1998 et indlæg af Udenrigsminister Niels Helveg Petersen om, at nordiske synspunkter præger udviklingen i EU, når der diskuteres åbenhed. Udenrigsministeren omtaler, at Danmark er kommet igennem med sine egne forslag om åbenhed ved regeringskonferencen i Amsterdam. Han omtaler ikke Danmarks forslag.

Britiske forslag
Derimod nævner han en række forslag fra det britiske formandskab om, hvordan åbenheden i EU efter hans opfattelse får bedre vilkår.
Forslagene er følgende:
*Offentliggørelser af dagsordner for det såkaldte K4-udvalg inden for samarbejdet om retlige og indre anliggender (også kaldet søjle 3);
*Afholdelse af flere åbne rådsmøder og flere pressemøder;
*Offentliggørelse af forslag på søjle 3-området på samme måde, som det i dag sker på søjle 1-området;
*Oprettelse i ministerrådssekretariatet af et dokumentregister, hvor alle dokumenter med et dokumentnummer vil blive registreret. (F.eks. får alle forslag fra Kommissionen et nummer, når forslaget har været behandlet af Rådet). Meningen med registret er, at man via Internettet skal kunne få oplyst dokumentnummer, dokumentets titel m.v. Med disse oplysninger kan man så anmode om aktindsigt.
Udenrigsministeren skriver endvidere, at EU-ombudsmanden har konstateret, at 14 ud af 15 EU-institutioner har regler om aktindsigt. Han omtaler ikke om reglernes indhold eller hvor mange EU-institutioner, der findes.

Forhindringer
Efter vores opfattelse er der ikke tale om eksempler, som grundlæggende vil ændre på EU's lukkethed. Indholdet af det britiske formandskabs forslag er alle udtryk for en form for politisk kontrolleret åbenhed.
Det naturlige udgangspunkt i et ægte demokrati burde selvfølgelig være fuld åbenhed i alle EU-institutioner med de undtagelser, som er absolut uundgåelige. Når man læser Udenrigsministerens indlæg, kunne man umiddelbart få den opfattelse, at Danmark er foregangsland i relation til åbenhed.
Desværre forholder det sig helt anderledes. På nationalt plan kan hverken de danske politikere eller embedsmænd fremvise resultater, som tyder på, at man reelt ønsker åbenhed. Gentagne gange har vi oplevet, at den i forvejen utilstrækkelige danske offentlighedslov udhules.
I forbindelse med forarbejdet til lovændringerne spørges ministerier, organisationer og andre, som ikke har indsigt i betydningen af eller nødvendigvis interesse for, at der skabes reel åbenhed i vort samfund - et samfund, som stadig på dette område har dybe rødder i enevældens forvaltningsmetoder. I Udenrigsministeriet fører man ikke journal-lister, hvilket ifølge Folketingets Ombudsmand ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.
I Udenrigsministeriet har Udenrigsministeren svækket Offentlighedsloven gennem anden lovgivning. Svækkelsen er gennemført, fordi en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand medførte, at Udenrigsministeriet og de danske ambassader i udlandet måtte betragtes som forskellige forvaltninger.
Konsekvensen af denne udtalelse var, at korrespondance mellem Udenrigsministeriet og de danske ambassader var omfattet af Offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Ved Udenrigsministerens lovinitiativ blev det fastslået, at Udenrigsministeriet og de danske ambassader er at betragte som samme forvaltning. Herefter gælder Offentlighedsloven ikke mere for den omtalte korrespondance.
Man må spørge sig selv om, hvordan er det muligt for den danske Udenrigsminister at arbejde for åbenhed i EU samtidig med, at Udenrigsministeren fortsat modarbejder reel åbenhed i Danmark?

Dansk lukkethed
For os er der ingen tvivl om, at debatten og forvaltningen i EU både er lukket og uden det nødvendige demokratiske indhold. I virkeligheden tager lukketheden i EU-institutionerne og den danske EU-debat udgangspunkt i lukketheden i Danmark. Både de danske politikere og den danske forvaltning trives tilsyneladende glimrende i den lukkethed, som altid har eksisteret i Danmark.
Amsterdam-traktaten giver bl.a. mulighed for, at alene unionsborgere kan søge akt-indsigt i Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Man skal med andre ord kunne dokumentere sin ret til at få akt-indsigt, sådan er det ikke i Danmark i dag, hvor enhver verdensborger anonymt kan få aktindsigt i en sag, vedkommende kan identificere.
Vi er af den opfattelse, at EU's regler vil kunne danne grundlag for registrering af borgere, der søger at blande sig i debatten, helt i strid med grundlæggende demokratiske principper.
Amsterdam-traktaten indeholder ingen kvalitetskrav til omfanget af den aktindsigt en EU-borger kan få, men overlader det til de enkelte institutioner i EU at fastlægge nærmere regler. Selvom der vil blive indført vidtgående regler om aktindsigt, indeholder Amsterdam-traktaten en klausul, om at et enkelt medlemsland stadig vil kunne blokere for aktindsigt i dokumenter fremsendt fra dette medlemsland, ligesom akt-indsigt i Rådet vil kunne begrænset under hensynet til en effektiv beslutningsproces.
Medlemslandenes vetoret er i strid med danske regler om aktindsigt, hvor ethvert dokument som er oversendt fra en forvaltning til en anden i princippet ikke vil kunne unddrages aktindsigt.
EU's nye regler om aktindsigt skal først være klar to år efter ratificeringen af traktaten, dvs. borgerne ved i realiteten ikke hvad de siger ja til, hvis de stemmer ja i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu