Kronik

Ægdonation med handicaps

5. maj 1998

Mange barnløse ville undgå både besvær og psykiske gener, hvis alle raske, frugtbare kvinder måtte donere æg på linje med sæddonorer. Anonymt, selvfølgelig

RETFÆRD OG VELFÆRD
Folketinget har netop taget et tværpolitisk initiativ for at ændre det nyligt indførte lovkompleks om behandling af barnløse, således at det igen bliver tilladt at behandle enlige og lesbiske med kunstig befrugtning. Det er nærliggende at opfordre til endnu en lovændring - nemlig at tillade alle voksne, raske kvinder at donere æg til barnløse. Naturligvis anonymt.
Den nuværende behandling af barnløse med ægdonation har nemlig betydelige problemer.
På Fertilitetsklinikken IVF i Ballerup har vi siden 1992 - hvor ægdonation blev tilladt - udført i alt 144 ægdonationer, svarende til ca. 30 donationer pr. år. Efterhånden har vi opnået ganske rimelige resultater trods de begrænsede muligheder for optimal behandling, som den gældende lovgivning på området giver adgang til.
Vi har således opnået en graviditetshyppighed på 48 pct. pr. ægoplægning af donerede og derefter befrugtede æg hos recipienter (kvinder som modtager donerede æg) under 40 år. Det svarer til, at 38 pct. af de par, som har gennemgået én eller højst tre behandlinger, har fået ét eller flere børn. Til sammenligning var graviditets- og fødselshyppigheden kun 25 pct. pr. ægoplægning i den første femårige periode fra 1992-96.
De gode resultater skyldes især forbedret teknik og mere viden. Resultaterne ville blive endnu bedre, hvis også andre kvinder end de, som allerede selv behandles med ægtransplantation, fik lov at donere æg. Det er nemlig et problem, at en stor del af de donerende kvinder har problemer med ægkvaliteten.
Det gælder f.eks. par med uforklaret barnløshed, hvor en stor del af kvinderne har 'dårlige' æg, det gælder kvinder med polycystisk ovariesyndrom, som har mange æg, samt en gruppe kvinder, som tilsyneladende har normale æg, men som blot ikke bliver gravide, og hvor de modtagende kvinder derfor heller ikke bliver det. Det betyder altså, at en ikke uvæsentlig del af recipienterne får tilbudt 'dårlige' æg med de skuffelser, nedture og belastninger, dette medfører for par, der ikke opnår graviditet.
Vi kunne, om ikke helt undgå disse situationer, så i hvert fald minimere dem, hvis normale raske kvinder måtte donere æg.

Desuden er det helt naturligt, at kvinder/par, som er i behandling, og som derfor oftest ikke ved, om de selv kan få børn, ønsker at beholde deres æg selv, og kun ønsker at donere, hvis de får børn ud af behandlingen. Men så er det for sent at donere ifølge lovgivningen, idet man skal beslutte sig og træffe sine dispositioner, inden æggene bliver befrugtede.
Det er behandlingsmæssigt utilfredsstillende og logisk inkonsekvent at tillade en behandling, som man derefter lægger svære hindringer i vejen for. Man må stadig undre sig over den forskelsbehandling (eller kønsdiskrimination) og det formynderi, som den gældende lov er udtryk for, hvor normale, raske kvinder altså ikke selv må bestemme, om de vil donere æg eller ej.
Naturligvis ville det medføre et vist pres på nogle kvinder, men det er for intet at regne mod det pres, der indirekte lægges på de kvinder/par, som nu er i behandling med reagensglasmetoden, for at motivere dem til at donere. Et pres, som i bund og grund er helt urimeligt i den situation, de selv befinder sig i.
Kun en mindre del af patienterne - 20 pct. - ønsker nemlig af sig selv at donere. Den eneste gruppe af par, som næsten pr. definition er meget positive, er de par, som skal have udført ægtransplantation med sæddonation. For de par føles det naturligt "at gøre gengæld" og hjælpe andre med en donation.
De raske og normale kvinder, som allerede har fået børn, er i en helt anden og slet ikke nogen belastende situation og bør naturligvis på lige fod med mændene kunne træffe beslutningen om eventuel donation af gameter (æg/sædceller). I et ellers demokratisk land som Danmark bør vi ikke forbyde mennesker at disponere over eget liv og legeme.
Hvor stor en rolle det så spiller, at patienter på private klinikker som regel møder det samme behandler-team, hver gang de kommer i klinikken, ved vi ikke. Men den tryghed i behandlingen, som derved opstår, er næppe helt uvæsentlig. Det hele bliver mere personligt, og følelsesmæssige emner som ægdonation bliver nemmere at tale om og at forholde sig til, end det er tilfældet på de store offentlige klinikker.
Der er dog heller ingen tvivl om, at udførlig og tidlig information vil få flere til at overveje deres holdning til eventuel ægdonation, men dette er meget ressourcekrævende.

I sidste nummer af Landsforeningen af Barnløses blad Kimen anførte Tomas Therkildsen, at selve ægdonationen er en simpel operation. Det er sandt, men netop recipientpar tager mere tid og kræver flere ressourcer end de fleste i reagensglasbehandling.
Dette skyldes primært det omfattende informationsniveau, som disse par kræver. Dertil kommer udredningen af modtagerparret, som skal være sunde og raske og uden alvorlige eller arvelige sygdomme af betydning, og som skal være i stand til at tage vare på alle et barns behov, ligesom kvinden skal være i fysisk form til at gennemføre en graviditet og fødsel uden væsentlig risiko for sig selv eller barnet. Begge skal undersøges for kønssygdomme og have taget en række blodprøver, ligesom manden får udført en udvidet sædanalyse og får lavet kromosomanalyse.
Desuden skal parret informeres grundigt i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning af september 1997, og kvinden skal sættes i hormonbehandling, så hun hele tiden er parat til at modtage æg. Endelig skal donationen, befrugtningen og hele laboratorieprocessen koordineres med den donerende kvindes behandling.

Hvordan er det så at være forældre til et barn, som er resultatet af ægdonation?
Intet tyder på, at dette er anderledes, end det er at være forældre til et barn, som er resultatet af kvindens eget æg. Når man har gennemført en graviditet og en fødsel, er man moder med stort M, og for faderen er der jo ingen forskel. Jeg har med egne øjne oplevet dette så ofte, og i øvrigt kan jeg tilføje, at disse mine lidt 'lommefilosofiske' overvejelser bekræftes af flere bl.a. amerikanske undersøgelser.
Det er ikke rimeligt, at der generelt er så lange ventetider i det offentlige for de barnløse, men det er slet ikke rimeligt, at ventetiden på ægdonation er så lang. Stort set vil en simpel og rimelig lovændring fjerne ventetiden, hvis alle voksne, raske kvinder fik lov at donere æg. Naturligvis stadigvæk helt anonymt.
Jeg vil derfor opfordre de politikere i Folketinget, der ønsker at tillade enlige og lesbiske at blive behandlet med kunstig befrugtning, til også at foreslå ændring af loven om ægdonation - eventuelt i samråd med Landsforeningen for Barnløses hovedbestyrelse.
I det mindste burde man samtidigt indføre tilladelse til ægdonation fra netop de enlige og de lesbiske kvinder, som jo selv får tilladelse til donation. Om ikke andet så i form af en slags forsøgsordning. Det vil være bedre end ingenting. Og så behøver ingen at tabe ansigt.

Peter Lundström er fertilitetslæge og medforfatter til Politikens nye Håndbog om Barnløshed, der udkommer i maj

APROPOS
Reagensglasbehandling er ikke farlig
Veldokumenterede undersøgelser her og i udlandet har ikke kunnet bekræfte mistanken om en øget forekomst af alvorlige bivirkninger, kortsigtede eller langsigtede, i forbindelse med de hormonstimulationer, der følger med IVF-behandlingen for barnløshed.
Men tvivlen er nu engang rejst, og det er derfor også både rimeligt og vigtigt at følge udviklingen nøje fremover, specielt når det drejer sig om cancer i æggestokkene og måske også om brystcancer.
Det ligger imidlertid fast, at der er en øget risiko for æggestokkræft, hvis man ikke føder børn, og det samme gælder brystkræft, men der er tale om en meget lille risikoforøgelse, som ikke eksisterer for de kvinder, der bliver gravide og føder børn. De har tilmed en mindre risiko end gennemsnitskvinden, hvilket reelt betyder, at vi ved at behandle de barnløse ikke blot hjælper en stor gruppe med at få børn, men vi formindsker samtidig denne gruppe kvinders risiko for æggestoks- og brystkræft.
Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at disse risici er af samme størrelsesorden som risikoen for at blive udsat for en bilulykke, og denne risiko plejer jo ikke at afholde os fra at køre bil og bør derfor heller ikke anvendes som argumentation i diskussionen om hormonbehandling og ægdonation. Denne behandlingsform er og bliver en god behandling med fortrinlige resultater, og loven bør derfor også liberaliseres snarest muligt, såvel som liberaliseringen af behandlingen af enlige og lesbiske nu formentlig bliver gennemført. Samtidigt hermed bør der også åbnes op for, at i det mindste denne gruppe kvinder kan donere af deres æg.
Interesserede læsere henvises i øvrigt til afsnittet om ægdonation i Politikens nye Håndbog om Barnløshed, som udkommer her i begyndelsen af maj måned med undertegnede som forfatter.
Peter Lundström

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu