Kronik

Vi bliver aldrig automater

6. maj 1998

Kroppen er bevidsthedens grund, den 'husker', hvad vi glemmer. Og hvis bevidstheden fjernes fra kroppen, søger den tilbage af sig selv

Mennesket som appendiks til maskinen - sådan ser den skrækvision ud, som Mikkel Eskjær med udgangspunkt i Heidegger og Paul Virilio opridser i Tro & Filosofi d. 29.4.
Denne vision afføder en række spørgsmål, hvoraf nogle kunne lyde: Hvordan vil en sådan afskrivelse af kroppen påvirke os? Hvordan reagerer bevidstheden på det?
Faktisk har den 'rigtige' science fiction, nemlig litteraturen, allerede et bud på denne problemstilling. Det gælder William Gibsons Neuromancer, der bl.a. handler om bevidsthedens forhold til kød og krop.
Men allerførst skal vi et enkelt smut om filosoffen Paul Virilios landsmand, den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty, der i sin filosofi søger at tænke kroppen som udgangspunktet.
I sidste kapitel i sin bog Kroppens fænomenologi, Kroppen som udtryk og talen, udfolder Merleau-Ponty den idé, at kroppen er grundlaget for tanken, at ordene, tanken, og dermed bevidstheden, udspringer af kroppen.
Tanken er, hos Merleau-Ponty, før den bliver til tanke, en kun i glimt set erkendelse - den må artikuleres for at blive til tanke. I artikulationen får den sin betydning, thi hvorfor iklæde denne glimtvise erkendelse sprog - udsige den - hvis ikke sproget tilfører den en mening, lægger noget til, den ikke havde før?
Videre siger han, at ordet blot er et fysisk fænomen blandt andre, produktet af luft, der blæses gennem stemmebåndets læber og moduleres af tungens stilling i mundhulen. Først efter det rent kropslige udtryk gives ordet en mening, en betydning.
Ordet er derfor, siger Merleau-Ponty, før det gives en betydning en mulig anvendelse, en modulation af kroppen: "...der er ikke et ord, ikke en adfærdsform, der ikke skylder den simple biologiske væren noget."
Således er det tænkende jeg funderet i og betinget af det kødelige jeg. Menneskekroppen kan kun erkendes ved at leves, og tanken og talen - og dermed bevidstheden - er først og fremmest funderet i og betinget af kroppen.

Men hvad sker der nu med bevidstheden, hvis kroppen forstødes og naturen derved underlægges teknologien, bliver dens forlængelse?
I William Gibsons Neuromancer (1984) kontaktes den fallerede datacowboy Case af en menneskelig agent for en kunstig intelligens, Wintermute. Case skal sammen med den kvindelig kampmaskine, cyborgen Molly, fusionere Wintermute med andre kunstige intelligenser, der 'lever' i cyberspace.
I bogen er interfacet mellem menneske og maskine ikke længere computerskærmen og fingrene på tastaturet; det er rykket ind i hjernen: Case har fået foretaget operationer på sit neurale netværk, så hans hjerne kan kobles direkte til nettet - uden om kroppen - hver gang han sætter stikket i det dertil indopererede 'slot' bag øret. I Gibsons vision er Virilios tese om mennesket, der mærker verden gennem proteser, på vej til at blive realiseret.
Cyborgen Molly har også været under kniven: For at kunne udføre sit job som bodyguard/lejemorder har hun fået foretaget adskillige operationer - bl.a. er hendes øjne forstærket med optisk udstyr, og hun har fået indopereret barberbladsskarpe knive under neglene, som hun kan trække frem og tilbage, som en kat kontrollerer sine kløer.
Pengene til operationerne har hun tjent ved at arbejde på et bordel, men et noget specielt bordel:
"Ved du hvordan jeg skaffede pengene til det i begyndelsen? Her. (...) Det er den rene barneleg. Når man først får indsat en udstandsnings-chip, er det som at få penge foræret. Engang imellem vågner man op og er lidt øm, men det er det værste, der kan ske. Man lejer kun godterne ud. Man er ikke med i det, når det sker. Bordellet har software til alt, som en kunde vil betale for. (...) Problemet var bare, at udstandsnings-chippen og kredsløbene fra Chiba ikke var kompatibelt Det, der skete i arbejdstiden, begyndte at sive ind i min hjerne, og jeg kunne huske det..."

Mollys bevidsthed kan ikke erindre, hvad der er sket med hendes krop, mens hun har solgt den, men kroppen er stadig med og lader hende huske det hele. Kroppen accepterer ikke adskillelsen fra bevidstheden, fremkaldt af den software, der - før hver kunde - sættes ind i hendes 'slot' bag øret.
Denne software sørger nemlig ikke blot for, at Mollys bevidsthed befinder sig et helt andet sted under akten. Den styrer også hendes krop, mens den er sammen med kunden, så denne ikke blot køber et dødt stykke kød, men en bestemt kvindetype, hvis væsen og seksuelle 'specialiteter' styres af den lille chip.
Men som Molly indrømmer i citatet, er noget gået galt. Hun begynder at huske de ting, hendes krop har været udsat for, mens bevidstheden var væk. Hun mener selv, at det er, fordi drevet i hendes hoved ikke har været kompatibel med softwaren (i så fald skulle hun være ved bevidsthed, mens hun er sammen med kunden og ikke først huske det bagefter). Men med Merleau-Ponty og følgende citat in mente er det snarere en kroppens erindring, der nægter at blive glemt:
"Kroppens rolle i erindringen kan kun forstås, hvis erindringen ses - ikke som en bevidsthed, der konstituerer fortiden, men som en bestræbelse på at videreføre tiden gennem en nutidig sammenhæng (...)"

Case er en datacowboy, der lever af at koble sig ind i cyberspace og, mod betaling, lede efter information for diverse kunder. Fælles for Case og hans slags er en foragt for kroppen, en nedvurdering af kødet. Kroppen er et sted man holdes fanget - modsat friheden i cyberspace. Case har før romanen starter snydt en af sine kunder, der derpå smilende har ødelagt hans evne til at koble sig ind på nettet:
"For Case, der havde levet og åndet for kyber-rummets kropsløse ekstase, var syndefaldets time kommet. På de barer, han frekventerede som cowboy-fænomen, udmærkede eliten sig ved en vis afslappet foragt for kødet. Kroppen var kødet. Case blev en fange af sit eget kød."
Case har en ven, en tidligere cowboy, Paul Dixie, hvis krop døde, mens hans bevidsthed befandt sig i cyberspace; nu lever han derinde, som et spøgelse. Dixies største ønske og betingelse for at hjælpe Case er, at han bagefter bliver slettet. For ham er Cases kropsløse paradis et helvede, hvilket Case da også må sande, som fortællingen nærmer sig sin slutning.
Case er i cyberspace, da erkendelsen når ham: "Det var en tilstand, som han havde kendt før. Ikke alle hensatte ham i den, og på en eller anden måde glemte han den altid. Han havde fundet den og mistet den et utal af gange. Han vidste, at den hang sammen med kødet (...) det kød, som cowboyerne kun havde hån tilovers for. Det var noget uoverskueligt, hinsides den menneskelige viden, et hav af informationer indkodet i spiraler og feromeroner, et uendeligt, indviklet budskab, som kun kroppen i sin egen blinde styrke kunne tyde."
Her er det vigtigt at bide mærke i ordet feromeroner. Det er et sekret, dyr udsender for at afmærke et territorium eller sende en besked til medlemmer af dets egen art.
Her er vi tilbage ikke blot ved, men i kødet: Et tegn, der fysisk har tilhørt kroppen, og som nu afgives for at overføre information fra et individ til et andet. En information der ikke kan overgives på anden vis.
Case må indse, at også kødet har en betydning der går ud over ren behovstilfredstillelse, det være sig af seksuel eller fødemæssig art. En betydning for bevidstheden, en betydning for kompleks til at kunne opfattes og erstattes af maskinen som den kropsløse bevidstheds forlængelse.

Hvad Neuromancer - og Merleau-Ponty - synes at fortælle er, at bevidstheden, fjernet fra kroppen, søger tilbage mod sin grund, tilbage til kødet. Når vi det stadie Eskjær, Virilio og Heidegger har opridset - "at vi kommer til at dele skæbne med teknikkens natursyn og bliver en bestand", som Eskjær skriver til slut - vil bevidstheden søge tilbage mod kødet. Det er muligt den ikke når tilbage til det, men den vil søge.
Thi for bevidstheden er bevidsthed uden kød det samme som et grundlæggende erfaringstab: Kroppen er bevidsthedens grund.

Jakob Melander læser litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Citaterne fra 'Neuromancer' er oversat af Hans Palle Mortensen, forlaget Vega. Merleau-Ponty-citaterne stammer fra bogen 'Kroppen som udtryk og talen', Rhodos 1969.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu