Læsetid: 5 min.

Er det bedre at vise pas på gaden end ved grænsen?

9. maj 1998

Med Amsterdam-traktaten giver Danmark afkald på at kontrollere vore egne grænser

28. MAJ
Kernen i Amsterdam-traktaten er en fjernelse af de indre grænser og en tilsvarende opbygning af fælles ydre grænser med 'mere Union' indadtil.
I den offentlige debat hævdes det, for eksempel af Lone Dybkjær og Bertel Haarder, at vi på grund af den danske undtagelse har mulighed for at genindføre grænsekontrol efter et dansk ja til Amsterdam-traktaten. Den forsikring vil jeg gerne efterlyse på skrift, underskrevet af de øvrige medlemslande. For den står ikke i den danske protokol. Tværtimod.
Forbudet mod kontrol ved de indre grænser er absolut og står i Amsterdam-traktatens artikel 14, den tidligere artikel 7A. Forbudet var med som målsætning i Fællesakten fra 1986 og fik sin nuværende formulering i Maastricht-traktaten.
Men bestemmelsen om et EU uden indre grænser blev ledsaget med en erklæring om, at bestemmelsen ikke skulle virke direkte. Der skulle først gennemføres de nødvendige kompenserende foranstaltninger.
Der har nu i nogle år været uenighed i EU om, hvorvidt disse bestemmelser er gennemført i et sådant omfang, at det nu er blevet forbudt at have for eksempel paskontrol ved de indre grænser. Kommissionen og EU-Parlamentet hævder, at enhver kontrol allerede er forbudt, og der er bebudet retssager for at sikre gennmemførelsen af det stærkt idelogiske forbud mod grænsekontrol. Amsterdam-traktaten løser - måske - denne strid med artikel 62, hvor medlemslandene får fem år til at opbygge de regler, der skal muliggøre afskaffelsen af den sidste grænsekontrol.
Artikel 62 står i afsnit IV, hvor Danmark har en særlig stilling. Vi er ikke forpligtede til at medvirke ved opbygningen af alle de fælles regler, der skal muliggøre grænsefjernelsen.
I den del af det retspolitiske samarbejde, som opbygges i den overstatslige union, er vores forpligtelse kun mellemstatslig.

Storbritannien og Irland har en anden undtagelse. De har i en særlig protokol fået fastslået, at de ikke er bundet af traktatens artikel 14 til at afskaffe grænsekontrol for personer.
Danmark har ikke en sådan undtagelse. Så må man slutte, at to lande har ret til at have personkontrol, mens de øvrige 13 ikke har det. Er denne tolkning ikke rigtig, må man formulere traktaten anderledes. Danmarks undtagelse gælder alene medindflydelsen på opbygningen af de fælles regler. De fleste af dem skal nemlig vedtages med enstemmighed, hvor vi kunne have haft vetoret. Den danske undtagelse betyder, at vi ikke har denne vetoret.

Vi er det eneste EU- og Schengen-land, som giver afkald på stemmeretten.
Andre lande kan vedtage de regler, der i praksis også kommer til at gælde for os, fordi vi med Amsterdam-traktaten bliver overstatsligt forpligtede til at ophæve enhver grænsekontrol.
Danmark er fuldt medlem i Schengen-aftalen, som nu gøres til en del af Amsterdam-traktaten. For de Schengen-regler, som godkendes sammen med Amsterdam-traktaten, bliver vores forpligtelse overstatslig. For kommende regler er vores forpligtelse mellemstatslig. Folketinget bestemmer i teorien selv, om vi skal kopiere de regler, som de andre lande vedtager.
Hvis vi ikke kopierer reglerne, skal der vedtages 'passende foranstaltninger', men dem er vi selv med til at vedtage. Formelt suverænitetsmæssigt er det OK, men i praksis lægges der kun op til fotokopiering af de andres regler.
Jeg tolker den danske protokol sådan, at Folketinget i teorien kunne melde Danmark ud af Schengen-aftalen, hvis vi ville. Men jeg er ikke sikker og vil gerne have en officiel tolkning skrevet lidt mere fast end den berømte miljøgaranti. Kan Danmark frit trække sig ud den del af Schengen-aftalen, som fører over i det retspolitiske samarbejde i søjle 1?
Det ville have været mere interessant at have en dansk undtagelse fra forpligtelsen til at ophæve grænsen og så vetoret i de fem år, hvor de fælles regler skal bygges op. Når regeringen har valgt undtagelsen fra medbestemmelsen, er det enten en (ikke erkendt) fejl eller et ønske om at få virkningerne og samtidig undgå, at Folketinget kan blande sig i dem.
Når regeringen samtidig har nægtet at garantere de fire danske forbehold i den næste valgperiode, er vi i den helt absurde selvplageriske selvudslettende situation, at det officielle Danmark gerne vil ind under regler, som andre skaber, uden vi har fuld medbestemmelse. Medbestemmelsen skal vi først have, når den fælles retspolitik er skabt.

Vetoretten forudses afskaffet efter fem år, vi kan da opgive det danske forbehold og blive stemt ned. Så kan regeringen fortsat undgå indflydelsen fra vælgere og folketing.
Nogle siger så, at Schengen-aftalen giver os mulighed for at genindføre grænsekontrol. Frankrig har gjort det i forhold til Holland. Når Frankrig kan, kan vi også, siger for eksempel den danske hovedforhandler Niels Ersbøll.
Men det er ikke min erfaring, at Danmark tager sig de samme friheder som Frankrig. Min erfaring er, at Danmark - hvad jeg er lidt stolt af - overholder de regler, som vi skriver under på.
Jeg er imod mange EU-regler, men jeg er ikke imod, at man skal holde, hvad man lover. Jeg tror faktisk, at særligt små lande har en ganske markant interesse i, at internationale forhold reguleres ved retsregler i stedet for landets størrelse.
Hvis jeg skal nævne nogen fordel ved EU, er det netop, at det giver små lande mulighed for at omgås større lande ud fra retsprincipper i stedet for rene magtrelationer.
Derfor er det ikke tilfredsstillende at skulle bryde loven for at kunne genindføre en dansk grænsekontrol - hvis det skulle blive ønskeligt.

Schengen-aftalens artikel 2 stk. 1 fastslår, at de indre grænser kan passeres uden kontrol. I stk. 2 gives der mulighed for - midlertidigt og i helt særlige situationer - at genindføre personkontrol.
Denne nødprocedure er i øvrigt underlagt EU-Domstolens kontrol, fordi Domstolen til enhver tid kan sige, at artikel 14-forbudet mod grænsekontrol er ubetinget.
Den juridiske realitet er efter min bedste vurdering, at Danmark med Amsterdam-traktaten for evigt giver afkald på at kontrollere vore grænser, og at grænsekontrol kun kan genindføres med tilslutning fra samtlige øvrige EU-lande. Dermed mister landet karakter af en selvstændig nation.
Vi er fortsat udstyret med dansk udstedte pas, men vi skal ikke vise det ved indrejse til Tyskland.
Paskontrollen kan holde flyttedag, fra grænsen til gaden, for i EU's Schengen-slaraffenland bliver kontrollen ikke mindre. Den bliver bare flyttet fra steder, hvor vi har vænnet os til det, og over til fodboldstadions, gader og diskoteker. Vi går fra mildt og venligt kontrollerede grænser til grænseløs kontrol, men det er en anden sag, som jeg håber andre vil tage fat i.
For indholdet i EU's retspolitik tegner til at blive mindre humanistisk, end vi er vant til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu