Venskabet er ikke blot et privat anliggende, men selve idealtypen for omgang mellem mennesker. Og sådan kan det dæmme op for juraens tingsliggørelse af os
TRO & FILOSOFI
Igennem den vestlige kulturhistorie har vores billeder af rettens ophav og retfærdighedens autoritet antaget flere skikkelser. Først var det Gud, derefter naturen og senere udskiftedes kongen som suveræn med billedet af det suveræne menneske, som også endeligt skulle betyde Guds død.
Spørgsmålet i dag er, om vi har andre måder hvorpå vi kan forholde os til vores samfundskultur, statsdannelse, og til ret og retfærdighed. Måder, som både indfanger de sociale bånd i institutionelle normative fællesskaber og samtidig de intime relationer i mellemmenneskelige forhold. Tiden er kommet til at skære hovedet af Kongen og den monarkiske jurist, som stadig spøger og åbne for en sanselig og æstetisk fornuft i den juridiske kultur. Her er det nærliggende at genindtroducere venskabet som den idealfigur der bedst kan bevare spændingen mellem livets krav og broderskabets krav: Denne spænding er grundlaget for rettens tilblivelse og retskulturens instans som i besiddelse af en forpligtende distance. Venskabets intimitet binder individ og stat, herunder den enkelte og institutionen sammen. Venskabet fastholder spændingen mellem pathos og fællesskab og udgør således en forudsætning for retfærdige institutioner.
Venskabet og mødet mellem Jeg og Du er et godt billede på hvad vi kan forstå ved rettens tilblivelse. Hvorfor starter det i venskabet? Fordi vi altid må spørge til hvordan muligheden for oprigtighed og forpligtethed på normer og værdier opstår forud for den institutionelle øvrighed. Har vi blik for den andens eksistens og den andens lidelse i symmetriens tilstand?
Dette møde og den mulige symmetri mellem to mennesker kan holdes svævende af en aktiv 'stemt' holdning til den anden og dermed i sidste instans til hinanden. Denne holdning kan være respekt, altså dybest set en omsorg for den andens værdighed. Stemtheden og dermed indbildningskraftens fornemmelse for det som unddrager sig vores sprog og abstrakte forestillinger, er afgørende for denne Jeg-Du-relation.
Idealtypen for denne holdning til hinanden er venskabet. Det gælder både i privat-sfæren og i det offentlige institutionelle liv, både mellem forhandlingsparter indbyrdes og mellem dommeren og sagens parter.
Venskabet udgør den ultimative henvisningsgrund for tillid, respekt og oprigtighed mellem mennesker i livets komplekse situationer. Vores billeder af, hvad ret er, hænger sammen med vores måde at legitimere menneskelige handlinger på. Venskabet er rettens tavse stemme, og åbner for en resonans i den retlige rationalitet, som vi har svært at sætte ord på. Venskabet er indgangen til før-institutionelle forpligtelser og dermed på én gang et billede på en mening der ligger latent i begrebet ret og retfærdighed, og et billede på en mening, der overskrider retten og retfærdigheden.
Venskabet er billede på rettens historiske og intime udtryk, fordi venskabet afspejler en humanitet, retten har glemt: En humanitet der ikke handler om menneskets essens eller mål, men om vores identitet som en vedvarende og mulig opblomstring. Retten tingsliggør mennesket fordi den reducerer det unikke menneske med betydning i sig selv til det allerede kendte, til allerede givne forståelsesrammer og normer. Retten ser mennesket gennem juridiske masker, fordi den er blevet livstidsfange af det instrumentelle sprog.
Det er her vi skal finde årsagen til retfærdighedens misére. Venskabet er et sundt billede på ret og retfærdighed, fordi den menneskelige intimsfære udtrykker retsnormers tilblivelse og kontingens: Det tilfældige og det ubestemte som de fleste situationer og tvister gemmer på.
Venskabet stiler mod lighed, mod anerkendelse af den Anden som en lige part i sin menneskelighed. Venskabets betydning ligger i at knytte før-institutionelle bånd. I venskabet er vores virkelighed stemt fordi vi i ord, tanker og følelser fastholder tillid, solidaritet og forpligtende bånd. Venskabet danner dermed selve grundlaget for retlige forpligtelser (obligare).
Denne menneskelige relation symboliserer et mere bindende forhold end det, man finder i den kølige og distancerende brugs- og vareudveksling. Venskabet medfører en form for forpligtelse hvor man føler ansvar for den andens velbefindende. I venskabet opstår et gensidigt ansvar. Der er tale om et gensidighedsforhold, der ikke kan reduceres til nytte, profithensyn og tingsliggørelse.
Den stemte holdning overfor hinanden giver næring til og afspejler de bånd, der ikke er reduceret til rettighedssnak præget af individualisme og forblændende tingsliggørelse af værdier. Venskabet er et uformidlet møde; et møde med både nærhed og distance: En intimitet iført distance.
Venskab er en privilegeret form for kærlighed, fordi den udtrykker en fælles viden, der kan være meget intim. Men netop intimiteten kræver at man investerer en energi heri. Venskabets modning kræver indsigt i hinandens karakter. Modningen er forudsætning for det bånd der skaber værdien for samtalen blandt venner. Venskabet rummer en intimitet der forbindes med slægtsskabet men venskabet er en form for intimitet, der baseres på kloge valg og ikke arv. Venskabet er billede på rettens væsen, fordi venskabet udtrykker den stemte holdning til hinanden, som altid går forud for loven. Venskabet er billede på et broderligt ansvar 'før fornuften'. Mit ansvar overfor den anden i venskabet, går forud for normen, forud for loven.
Venskabets intimitet og distance skaber muligheden for på den ene side de forpligtende sociale bånd og samtidig for en samvittighedsfuld og rolig ligevæg, som kræves af en trejdeperson, så snart 'venskabet bryder sammen'. Jeg-Du-relationen i venskabet er forbundet med tid, stemme og lytten og mit svar til vennen sker i agtelse og distance.
I en sådan venskabsetik behandles den anden som unik med en betydning i sig selv, mens relationen til den anden må bestemmes gennem en tredje instans: Retten. En neutral og dog samvittighedsfuld udøvelse, et princip og en social øvrighed forbundet med udøvelsen af ret overfor uret, som i den kontingente øjeblikkelige situation fastholder et moment af universalitet. Her føres der opsyn med dette ansigt-til-ansigt-møde mellem de to venner eller den uforsonlige tilstand der nu kan være opstået. I forhold til mig og den anden operere retten som en tredje, der fastholder en forpligtende og respekterende distance, der kræves af venskabet. Mit ansvar overfor den anden kan ikke reduceres til Loven som tredje instans mellem mennesker, men må netop gå forud denne.
Dog befaler kravet fra tredjeinstans os samtidig at anerkende den andens fuldkomne andenhed og ikke reducere ham eller hende til faste kategorier. Venskabets heterogene distance danner grundlag for retfærdighedens krav.
Ret og retfærdighed handler ikke blot om at have en pligt til at gøre noget. Man kan ikke befale eller kommandere med noget der udspringer af kærligheden. Man må lytte, dyrke, lære og leve.
I de moderne institutioner kræver embedspligten, at mennesket er koldt og upersonligt, at det ikke lader lidenskab, personlige tilbøjeligheder, mildhed eller medlidenhed spille ind i sine beslutninger. Kz-lejrbødlens adfærd er i virkeligheden bureaukratens ideelle adfærd. Moral kræver den hele person, personlig integritet, som lever, skaber, leger, elsker, tvivler, kommer i konflikt med andre og kæmper for at overleve.
Fornuft alene bedrager. Den fører til slavemoral (Tamilsag mv.). Juraen påberåber sig fornuften, men det er netop fornuften der er uforståelig. Retfærdighed kan derfor kun vækkes til live som en del af et sprog, der har blik for dømmekraftens sansende forståelse.
Derfor må retsfilosofien vende tilbage til fortællingen og litteraturen. Det hører nemlig med til rettens fornuft at have fornemmelse for det, som vi ikke kan udtrykke i sproget.
Retstænkningen må genvække retskulturens æstetiske vilkår. Fantasien er nødvendig for at forsone den enkelte med helheden og begæret med retfærdighedens virkeliggørelse.
At vi ikke kan få øje på rettens æstetik, skyldes at harmonien mellem sanselighed og fornuft er fortrængt. Retten definerer kun form som middel til et mål og overser, at retten og moralen grunder sig på det sanselige. Det æstetiske er dér hvor frihed og natur mødes. Retfærdighedens impuls er både en formtrang (nedskrevne love og principper) og en sanselig trang (stemthed/retfærdighedens tavse stemme).
Venskabet afspejler spændingen mellem nærværet og fraværet, som ofte går tabt fordi nærværet erstattes af fremstillinger, teorier, doktriner, regler m.v., der konserverer retten til overfladens repræsentationslænker, det være loven eller særlige fortolkningsskabeloner. Ordet er det essentielle i retten, men ordet er størknet og vi kan ikke længere høre rettens dybere stemmer.
Før enhver rettighedssnak må vi spørge, hvilke røster der bliver hørt i loven, hvilke relationer loven skaber mellem de forskellige røster og med hvilken stemme, loven selv taler.
Rettens overflade-rationalitet har skabt en døvhed overfor de radikalt andre stemmer, der ikke kan reduceres til det samme. I den græske tragedie Antigone træder heltinden udenfor systemets kundskabsmur for at kunne høre retfærdighedens kald.
Når dette latente nærvær i den retlige institution forsvinder, forfalder institutionen. Kun i sit eget fravær åbner retten op for det glemte nærvær.
Ligesom ved fraværet af en god ven, hvor vi mindes venskabets gave, og er taknemmelige for det, dér lader rettens fravær refleksionen åbne for en fornyet ydmyghed overfor det usikre, det ukendte, det ubestemte og historiens spor, som unddrager sig rettens sprog og skabeloner.
Retten finder først hjem, når den kan værne om det unikke.
Alexander Carnera Ljungstrøm er ph.d. og adjunkt i retsfilosofi ved Københavns Universitet.
Hans bog Rettens alkymi. Om venskab, retfærdighed og pathos udkommer i disse dage på Samlerens Forlag.
APROPOS
Venskab og pathos
I antikken var venskabet langt fra blot et privat anliggende: Venskabet var vigtig i krig og udgjorde et af de stærkeste bånd mellem mænd. Store statsmænd blev ofte bevæget til at handle af deres venner.
Hos Stoikerne omfatter venskabet selve menneskets menneskelighed. Philia (venskab) var identisk med filantropia. Venskabet var den sande og eneste form for kærlighed. Sammenhængen mellem philia, eros og pathos er afgørende for at forstå vor tids opfattelse af venskabet og det er her vi møder sammenhængen mellem retfærdighed og pathos.
Pathos betyder stemthed og sigter til en følelsesmæssig tilstand, som en talende kan sætte den lyttende i. Retfærdighed kan ikke udledes af nogen doktrin. Den er dyb stemthed. Den overskrider konflikten, hævnen og egen situation. Retfærdighed er en nødvendighed, der kalder. En indre stemme, der har rod i en dybere kollektiv erfaring. Samvittigheden er navnet for denne sam-viden. Den er et indre svar til den skik der råder. Den er en måde at give mening til det som vi har lært. Venskabet hænger sammen med vores karakter og agtelse. Venskabet afhænger af at man deler en fælles karakter og dermed også deler en skæbne.
Venskabet er intimitet forbundet med dyden og fornuften. Dyden binder normen til personen eller personligheden. Den der har dyden synes at have den på en særlig måde. Oltidens store heltedigte, Iliaden, Gilgamesh-eposet, Odysseen, og Aischylos', Sofokles og Euripides' tragedier formidler moralske grundbegreber, som burde være idealer for retskulturen den dag i dag: Mådehold, karakterstyrke, visdom, retfærdighed og venskab.
Alexander Carnera Ljungstrøm
