Kronik

Bring mig en ny virkelighed

Debat
30. maj 1998

De, som både vil finde på nyt og gerne betaler regningen, kunne nutiden godt bruge nogle flere af. En forhenværende 'ungdomsoprører' skriver om 30-året for 'Maj 68'

Som barn blev jeg student og kom ind i studenterrådet. Fordi min klasselærer efter 4. klasse havde besluttet, at det vist var bedst for begge parter, at jeg blev sparket op til 6. klasse efter ferien, var det som 17-årig, med det meste af min barnlige troskyldighed i behold, at jeg gjorde min entre, og jeg glædede mig benovet til at komme ind til de kloge og studere hos rigtige professorer. Det var en lidt atypisk baggrund for at lade sig vælge til studenterrådsrepræsentant, men man ved jo hvordan det går, når folk med utilstrækkelig træning i at holde deres mund møder frem, når der skal vælges nogen. Til gengæld var det en glimrende baggrund for at lære hvad der kunne læres af studenteroprøret. Alt kom helt bag på mig.
Året var 1967, så det var ikke meget af l'ancien régime, jeg nåede at opleve før syndfloden. Da mine medstuderende begyndte at tale om reaktionære professorer og medbestemmelse og autoritære strukturer, mente jeg først, at de måtte være gået forkert i byen. Studenterrådets forhold til lærerne var gennemgående hyggeligt og indforstået; der var stor vilje til at lytte til de studerendes synspunkter, og her kom de vilde antiparlamentariske horder med deres slagord og møder og transparenter og ville rive lærdomsbastionerne ned. Netop som jeg var startet! Det kunne de ikke være bekendt!
Den første lærestreg for mig var at 'systemets' evne til at give svar på tiltale var så ynkværdig. Enhver, der havde ventet, at den traditionelle akademiske elite så let som ingenting ville vise de forvorpne til rette, måtte blive slemt skuffet. Det var ikke fordi, oprørernes argumentation var særlig imponerende - det afgørende var tidsånden, som talte igennem den. Men hvis der var en grund til, at tingene skulle være, som de var, kendte det store flertal af det be-ståendes repræsentanter den i hvert fald ikke. Vanetænkning og fornærmet selvhøjtidelighed var, hvad man kunne læse i fleste af de gensvar, der optrådte, med Knud Togeby og enkelte andre som notable undtagelser.
Allerede før styrelsesloven kom, blev beslutningsprocesserne drastisk præget af den massive kritik og det svage modspil. Og her optrådte så en ny lærestreg. Inden længe var det nemlig umuligt at se forskel på 'gamle' studenterrådsfolk og nye oprørere. Nogle var hurtigere end andre; og prisen gik til studenterrådets formand, en vis Christian S. Nissen, som under en af de første store demonstrationer gik rundt med et skilt, der lød: Ned med studenterrådets pampere! Her var vist en mand, der forstod at overleve.
Hermed var så spillets regler nydefineret med det gamle universitet i rollen som prügelknabe. Den mest tankevækkende oplevelse af universitetet i forandring var måske, at den politiske polarisering mellem 'reaktionære' og 'progressive', som i helt utrolig grad dominerede bevidstheden dengang, havde så lidt at gøre med arten og kvaliteten af de beslutninger, der blev truffet i disse år. Den bedste måde at beskrive forandringen på, var måske at sige, at det var bevisbyrden, der blev flyttet. Før skulle der tungtvejende grunde til at lave om på 'systemet'; i årene derefter skulle der særdeles tungtvejende grunde til at forsvare det. Argumentation var i og for sig en biting, der kun spillede en rolle i ekstreme situationer.

Derfor blev forandringerne på universitetet en blanding af helt nødvendige reformer og faglige sammenbrud. I de humanistiske fag var tyngdepunktet mange steder stadig præget af problemstillinger, som havde været mest brændende omkring århundredskiftet, og et ophobet fornyelsesbehov satte sig igennem med voldsom energi. Men ved afskaffelsen af den etablerede målestok for videnskabelighed - bl.a. under henvisning til at videnskaben skulle tjene folket og afsværge sin indbildte 'værdifri' særstatus - kom man til at kassere nogle dyder, som er svære at undvære, uanset hvilken form for videnskab, man går ind for.
Den centrale af de truede dyder er ydmygheden overfor stoffet og ens forgængere. Bevidstheden om at ens egne synspunkter først har stået deres prøve, når de har overlevet en omhyggelig undersøgelse af sagen selv (set fra forskellige vinkler), led et knæk, som ikke er nemt at genoprette. Derfor er Bertel Haarders ubændige udfald mod studenteroprørernes ødelæggende hærgen (som senest blev luftet 18. maj i år i en 'mindekronik' i BT) ikke det rene nonsens, selvom han er demonstrativt ensidig. Jeg har således (på halvdistance) kunnet konstatere, at det i en periode efter oprøret i nogle akademiske miljøer oplevedes som okay at snyde og plagiere, hvis bare man var på den rigtige side.
Men under begivenhederne i den lokale andedam lå naturligvis nogle epokale opgør, som også har vist sig uanset studenteroprør. Sokal-fupnummeret (hvor en fysiker skrev et gennemført forvrøvlet opgør med 'etableret' videnskabelighed, og fik den antaget til et førende amerikansk tidsskrift) viser, at kriterierne for videnskabelighed har andre problemer end manglende autoritetstro hos danske studenteroprørere. Hvad, der er grund til at minde om her ved jubilæet, er imidlertid, at det er ret væsentligt at gøre noget for at dette globale problem også bliver håndteret fornuftigt i en dansk sammenhæng.
Når argumentation var en biting i 68-sammenhæng (med de problemer det kunne have for videnskaben efterfølgende), var det naturligvis fordi, det handlede om noget andet. Anne Knudsen har på sin karske måde sagt, at oprøret handlede om at komme i seng med den, man havde lyst til. I hvert fald var det noget med oplevelsen af, at de traditionelle grunde til at lade være med at gøre som det passede én, ikke længere gjaldt. Den korte version var derfor, at alle dem, der prøvede at sætte låg på hvadsomhelst, blev sat fra bestillingen. Pandoras æsker blev åbnet over en bank, sammen med det skab bøsserne befandt sig i, med statshospitalerne, de stivede flipper og korsetterne, osv.
Godt og dårligt ved '68 må for-stås i det perspektiv, snarere end i et politisk venstre-højre perspektiv. Det politiske var ligesom det akademiske bare staffage. Arne Skovhus, som var en af det politiske teaters bærende kræfter, sagde engang i halvfjerdserne, at folk var ikke en kæft mere politisk interesserede end førhen, reelt set. Og det havde han helt ret i. Derfor er betegnelsen 'det store flip', som filmen hed, fuldstændig berettiget med hensyn til de storstilede legitimationstrip, der blev kørt af. Formand Mao, fader Marx, Herbert Marcuse, og hvem der ellers blev kørt i stilling, var kulisser for noget andet. Ulykken bestod i, at nogen forvekslede dem med noget, der foregik ude i virkeligheden, hvor folk faktisk kom til skade. Althusser, måske den centrale symbolfigur for den intellektuelle marxisme, havde aldrig fået læst 'Kapitalen' færdig. Det var heller ikke nødvendigt. Hvis ikke han havde slået sin kone ihjel til sidst, var det aldrig blevet opdaget.
Hvad der derimod ikke var flip og staffage, var selve oplevelsen af at den vedtagne måde at gøre tingene på havde mistet sin autoritet.
Både de faktiske forandringers hast og den filosofiske erkendelse af, at der ikke kan hentes transcendente begrundelser ned fra oven, gør det umuligt at komme om bag den '68-erfaring igen. Det afgørende i post-68 landskabet er spørgsmålet om, hvordan man klarer situationen uden de vedtagne absolutter.

Der tegner sig to udviklingslinier i dette landskab. Den ene er egotrippene, den anden er søgebevægelserne frem mod bedre fællesskaber. I årene lige efter '68 var de svære at skelne fra hinanden, fordi begge dele var oprør imod 'systemet'. Det mest moderne i øjeblikket er at hudflette '68-generationen, fordi man husker hensynsløsheden bedst, og fordi det nu er den generation, der sidder på flæsket. Men nu hvor vi har lært, at formløshedens tyranni og den totale udfoldelse af egen lyst ikke er svaret på alt, har vi mere end nogensinde brug for den anden udviklingslinie. Det er jo et evigungt spørgsmål, hvordan man skal forholde sig til 'det bestående', som Jørgen Knudsen fornyligt i Politiken (12. april) karakteriserede så veloplagt som i nogen maj-udtalelse fra '68: "Det bestående, denne ene, tilfældige, på mange måder latterlige realiserede mulighed ud af så mange, har sat sig på alle de andre som en bred bag på et plastickrus". Udfra den bagklogskab, jeg her vil anbefale, bør der skelnes mellem to måder at handle ud fra denne bevidsthed.
Den kendteste 68-reaktion kan gengives som en klage fra en utilfreds forbruger: Jeg er utilfreds med virkeligheden her - bring mig en ny på husets regning, ellers laver jeg ballade! Den type savner vi ikke. Men dem som tager besværet på sig med at finde en ny, og som gerne vil betale regningen, kunne vi godt bruge nogle flere af.

Peter Harder er professor i engelsk ved Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her