Kronik

En by - mange historier

18. maj 1998

1999: Berlin bliver Tysklands nye hovedstad. Derfor skal Holocaust have et mega-mindes-mærke midt i byen. Men kan hukommelsen virkelig finde sin endelige løsning?

En debat om et nyt stort Holocaust-mindesmærke i Berlin raser i Tyskland. Kansler Kohl har bevilget penge til et storstilet monument, som skal afsløres i januar 1999, året hvor Berlin genfødes som Tysklands hovedstad.
Men både Berlins borgmester, jødernes talsmand i byen og en stribe intellektuelle har været stærkt kritiske overfor projektet. Striden illustrerer, hvor svært det kan være at skabe balance mellem en tung historisk byrde og et ønske om at udtrykke Berlins nye identitet. Efter min vurdering viser det dog også, at det er en umulig opgave at skabe et overordnet, nationalt mindesmærke, der skal kommunikere et klart 'undskyld'.
Berlin har allerede over 40 mindesmærker, der udtrykker forskellige facetter af tiden omkring Holocaust og nazisternes regeringsperiode - fra en skulptur af tomme reoler til minde om de jødiske værker der blev brændt i 30'erne, over en række stensøjler med indgraverede navne på de regeringsmedlemmer, Hitler lod henrette.
En mangfoldighed, der anerkender behovet for at udtrykke forskellige former for hukommelse. Desuden giver de mange ikke-udbedrede skader i byens bygninger Berlin karakter som ét stort mindesmærke. Stykker af Muren står hist og her. Skudhuller i fundamentet på Siegessäule-statuen til minde om tyskernes sejre over danske, østrigske og franske naboer i 1864, '66 og '70 er bevaret (eller bare aldrig blevet totalt i udbedret!). Og Kejser Wilhelm I kirken nær banegården Zoo Station er også gået fri af en total genopbygning. Det beskadigede tårn, kaldet 'den hule tand', stritter mod himlen sammen med byens kraner.

Ikke desto mindre forsøger den tyske regering under stor kritik, at tage springet ind i den ny hovedstads-æra med et, to fodboldbaner stort, historisk monument, der i både bogstavelig og metaforisk forstand skal rage op over alle andre mindesmærker.
Kansler Kohl har doneret penge og jord til et mindesmærke, der skal stå klart til næste år. Monumentet skal placeres centralt i byen, nær Hitlers gamle bunker og Brandenburger Tor, midt i det tidligere 'ingenmandsland', dvs. i det bare, tomme stykke land der i Murens tid lå mellem lå mellem vest og øst.
Projektets realisering er tynget af kritik fra flere sider. Berlins borgmester, Eberhard Diepgen, har for nylig kritiseret hele ideen om et nationalt mindesmærke i den ny hovedstad. Byen har Holocaust-mindesmærker nok, mener han.

Jødernes talsmand i Berlin, Andreas Nachama, har også kritiseret projektet: De fire finalistforslag, som er tilbage efter to store konkurrencer, er alle for abstrakte og mangler fokus. "Vi må have længere tid til at finde et mindesmærke med større folkelig opbakning som også kan forstås om 10 år," siger han. Endelig har 19 intellektuelle med forfatteren Günther Grass i spidsen, kritiseret de fire forslag for at være for kolde og abstrakte.
Projektet begyndte så tidligt som i 1988, da tv-journalisten Lea Rosh indsamlede ca. 10.000 underskrifter til støtte for et mindesmærke for Europas myrdede jøder. I 1992 donerede regeringen jorden til projektet og udskrev derefter en konkurrence, der tiltrak over 500 forslag. Udråbt til vinder blev en model af en stor betonplade med indgraverede navne på de 4,2 millioner identificerede jødiske ofre.
Da forslaget blev kritiseret for at være for gravstens-agtigt, trådte Kohl ind og udskrev en ny konkurrence.
Favoritten - efter sigende også Kohls foretrukne - er udarbejdet af billedhuggeren Richard Serra og arkitekten Peter Eisenmann fra USA. Den viser en mark af 4.000 sorte betonpiller, hver op til godt otte meter høje, med en afstand på mindre end en meter. En anden model af Jochen Gerz viser 39 stænger med ordet 'hvorfor' skrevet på forskellige sprog. En tredje, af Gesine Weinmuller, består af 18 gigantiske sandstensblokke, der symboliserer den jødiske historie. Endelig viser den sidste af finalisterne, Daniel Libeskind, en ødelagt mur, der refererer til Tysklands 'brudte' historie.
Med i komiteen, som den eneste jøde i øvrigt, sidder historikeren James E. Young, forfatter til bl.a. Writing and Re-writing the Holocaust og The Texture of Memory, om mindesmærker og historie.

Selvom både mindesmærker og anden skulpturel kunst altid vil bære på historiske referencer i et kunstnerisk udtryk, så har mindesmærket først og fremmest den funktion, at invitere et samfund eller et fællesskab til at deltage i handlingen at memorere konkrete historiske hændelser. Men ingen af værkerne viser klart, hvem mindesmærket er beregnet for. Hvem er samfundet eller fællesskabet her? Er det tyskere, jøder, byens borgere eller måske hele menneskeheden?
Forvirringen er skabt ved, at hele projektet er baseret på idéen om det store endegyldige mindesmærke par excellence. Fremfor at bearbejde fortiden på mangfoldig og forskellig vis i en serie af mindre og fokuserede mindesmærker, går det nye projekt et andet ærinde. Det kan kritiseres for at ville danne grundlag for en 'endelig ihukommelse'. Historikeren James E. Young argumenterede engang mod monumentet som 'endelig løsning' på nazisternes endlösung af det jødiske problem.
Hukommelsen er dog for levende og for uensartet til at kunne finde udtryk, nu og i fremtiden, i ét, nationalt, mindesmærke. De mange eksisterende og mere præcist fokuserende monumenter er et udtryk for en uomgængelig variation i repræsentation af historien.
Når ingen af de eksisterende monumenter foregiver at udtrykke Historien med stort H, men kun aspekter af den, dvs. historier, lægger de op til, at nye generationer kan plante nye monumenter i trit med deres ønske om at gen-fortolke og at skabe sammenhæng, eller formidle spillet mellem historie og samtidig identitet.

Det stykke Denkmal-Arbeit, eller det sted for stilhed og eftertænksomhed, der kan opstå i vore hoveder i bevidsthedens pendlen mellem et ikon og en begivenhed, er en levende proces. Besøgende ved det ny mindesmærke i 1999 vil ikke erindre på samme vis som de besøgende 20 år senere. Trods et monuments materialisering eller fastfrysning af en historie i ét stykke, som James E. Young udtrykker det, vil fremtidens historiefortællinger og materialiseringer formentlig tage nye troper og former i anvendelse, uden dog helt at forkaste de gamle fortællinger og udtryk. Groft sagt er gårsdagens hukommelse ikke lig med morgendagens.
Debatten om mindesmærket er et udtryk for det, man på engelsk kan kalde et stykke 'contested history', en kamp der kan tage to betydninger. Dels kan man kæmpe for en bestemt repræsentation af fortiden, for at huske noget bestemt. Og dels kan for at bearbejde fortiden og nå over på den anden side.
En evigt voksende skov af mange forskellige Holocaust-mindesmærker kan dog også tænkes at trivialisere de enkelte monumenter og devaluere deres betydning.
Det kan også være en del af forklaringen på, hvorfor det i år er så svært at vælge det nye monument. Endnu et mindesmærke bør udtrykke noget helt særligt, dvs. markere sig som noget anderledes i mængden af historiske repræsentationer. Det ny projekt markerer sig på størrelse og bredde, men ikke på fokus.
Ceremonien, der skal præsentere det færdige monument er fastsat til at finde sted den 27. januar 1999. Måske vil den besøgende - hvis favoritmodellen bliver valgt - da kunne bevæge sig rundt, lettere desorienteret og labyrintiseret af historien, mellem de godt otte meter høje, mørke betonpiller og få fornemmelsen af at være tilstede i et rum, hvor det døde rager op over det levende. En symbolik, der fortæller, at vi ikke kan se henover en grusom historie (pillerne er som nævnt noget højere end mennesker).
Man kan kun ønske, at tyskerne må få de mindesmærker, de ønsker. Debatten er et tegn på, at der i trit med et samfunds og en bys forandring opstår nye ideer til, hvordan man kan leve videre med dets historier.

Anders Høg Hansen er MA i Cultural Studies.

Besættelsen igen

Sidste mandag henledte en læser på debatsiden redaktionens opmærksomhed på en fejl i Ina Rohdes kronik i Historisk Set d. 4. maj. I sin underfundige diskussion af bla. kommunisternes rolle for den danske modstandsbevægelse under den tyske besættelse 1940-45, nævner Ina Rohde (blandt talrige andre personer) "den fremragende modstandsmand Kaptajn Svend Schjødt Eriksen".
Hertil bemærkede den opmærksomme læser, at det vel også bør fortælles, at Svend Schjødt-Eriksen en overgang under krigen var medlem af det danske nazi-parti, DNSAP.
Om Schjødt-Eriksen hedder det således i en artikel af journalist Erik Nørgaard "Da chefen for hæren blev afsat" (Information 7. april 1995):
"Han (Schjødt-Eriksen, red.) meldte sig ind (i DNSAP, red.) den 28. juni 1940, da de tyske hære fejede hen over Europa, og blev først slettet af medlemslisten d. 30 november samme år, da det stod klart, at England ikke uden videre blev rendt over ende."
I 1995-artiklen så Nørgaard tilbage på den såkaldte 'Hjalf-sag' som han dækkede som ung journalist med omkring 200 (!) artikler i Information i 1960-61.
Nørgaards artikler dokumenterede, hvordan bla. Schjødt-Eriksen havde ledt svenske våben uden om den aktive civile modstandsbevægelse. I stedet overgik våbnene til de såkaldte 'ventegrupper', der, som Nørgaard skriver, "først skulle træde i aktion ved et eventuelt slutopgør med tyskerne ved kapitulationen." Spørgsmålet, om våbnene blev omdirigeret pga. officerernes almindelige usikkerhed over for situationen eller af skræk for en væbnet kommunistisk magtovertagelse efter krigen, overlader vi helst til faghistorikere.
Resultatet blev i hvert fald, at modstandsbevægelsen stod farligt svagt bevæbnet, mens blanke svenske Husqvarna-maskinpistoler lå og ventede. Og ventede...
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu