Læsetid: 5 min.

Europa som kulturel enhed

Debat
18. maj 1998

EU's institutioner opmuntrer til skabelse af en europæisk identitet, en EU-nationalisme

AMSTERDAM
Et nej til EU og Amsterdam-traktaten kan også være et nej til EU-nationalisme.
EU har i de senere år gennemført storstilede kampagner for at fremhæve den europæiske identitet og kultur. Det europæiske flag, EU-hymnen og Europæisk kulturby er alt sammen produkter af EU's forsøg på at skabe en fællesskabsfølelse i Europa med henblik på at gøre unionen mere tiltrækkende for danskerne og andre skeptikere i EU.
Den folkelige mistillid til unionen har gjort det nødvendigt for EU-myndighederne at fremhæve Europa som et nationalt fællesskab. Mistilliden til unionen er måske mest tydelig for danskernes vedkommende. I Danmark føler folk sig generelt stadig ikke som europæere eller EU-borgere.
Ved en gennemlæsning af EU's statistik om sig selv (Eurobarometer) bliver det tydeligt, hvorfor der er bekymring i EU's hovedkvarter. I 1992 svarede 51 pct. af EF-borgerne nej på spørgsmålet, om de udover deres nationale identitet også følte en Europæisk identitet, og i 1993 erklærede 35 pct. af EF-borgerne sig forholdsvist utilfredse og 12 pct. meget utilfredse med demokratiets vilkår.
Som en reaktion på unionens dårlige image indledte Kommissionen allerede i 1984 en kampagne for at gøre det Europæiske Fællesskab mere nærværende, samt for at øge befolkningernes bevidsthed om deres fælles europæiske identitet.

Borgernes Europa
Kampagnen fra 1984 bar navnet "Borgernes Europa" og blev iværksat med henblik på, at den skulle få "konkrete følgevirkninger for den enkelte borgers daglige liv" med en forestilling om, at man derved kunne genvinde borgernes tillid. EU-myndighederne udtaler i et dokument fra 1984, at man, "finder det uomgængeligt nødvendigt, at Fællesskabet indfrier de europæiske befolkningers forventninger og vedtager foranstaltninger, som kan styrke og fremme dets identitet og image overfor dets borgere."
Herefter introducerede myndighederne forskellige symboler overalt i EU-landene. Det europæiske pas var et af de europæiske symboler, det samme var flaget med de 12 stjerner og ikke mindst den europæiske "nationalhymne" - Beethovens ode Til Glæden.
Det forekommer indlysende, at denne kampagne spillede på nationale symboler med nye europæiske fortegn, men kampagnen var uvirksom med hensyn til at fremme EU's image, i såvel Danmark som andre steder.
EU's dokumenter afslører, at kulturen er et magtfuldt redskab for EU-nationalismen med henblik på at overbevise befolkningen om et ja til den europæiske union. Som det fremgår af en betænkning fra Europa-Parlamentet 1992, agter EU-myndighederne at bekæmpe alle holdninger og bevægelser i Europa imod den europæiske union. Det sker med henvisning til kulturen som europæisk samlingspunkt. Citatet taler for sig selv:
"Ud over de fire prioriterede områder i artikel 128 (...) er det vigtigste aspekt af fællesskabsaktionen evnen til at forbinde, incitere og fremme net, at skabe eller styrke de bindeled, som i dag er endnu mere nødvendige end i går, hvis man vil bekæmpe lukkede holdninger, indesluttethed, modvilje, nationalistiske tendenser eller intolerance (...) Det drejer sig om at understrege den konkrete ideelle og materielle værdi, som kulturen i dens mangfoldige betydninger i dag har, for at skabe en ny kvalitet i udviklingen, en følelse af rodfæstelse og et tilhørsforhold.."

Kulturpolitik
I 1995 lancerer Kommissionen et forslag til en ny kulturpolitik. I forslaget, der bærer navnet RAPHAEL - et EF-handlingsprogram for kulturarven, lægger EU-myndighederne ikke skjul på, at man vil gøre unionen mere attraktiv ved, at oplyse de europæiske borgere, herunder danskerne, om deres europæiske kulturarv og identitet.
I handlingsprogrammet for kulturarven lægges der vægt på, "støtte til afholdelse af store kulturarrangementer med en europæisk dimension, der bidrager til at udbrede kendskabet til den europæiske kulturarv."
Programmet støtter ganske vist også regionale og nationale arrangementer, men den fælles europæiske kultur ser ud til at have fået absolut forrang i reklamefremstødet for EU. Kulturby 1996 skal f.eks. have fremhævet København som en del af den europæiske kulturarv.
Desuden understreger Europa-Parlamentet, at den europæiske kultur udgør selve fundamentet for Europas fremtidige integration:
"Europa-tanken og Europas integration bygger på den europæiske kultur som fællesgrundlag og er uløseligt forbundet med en fælles erkendelse af denne kulturs samlende rolle."
Den strategi, som EU-myndighederne i dag gør brug af i reklamen for unionen, ligner på mange måder de strategier for nation-building, som kendes fra den antropologiske og sociologiske faglitteratur. Benedict Anderson, en anerkendt forsker i nationalisme, har vist, at symboler såsom flag, nationalhymner, nationaldage og fælles mønt er vigtige elementer i nationalismen. Benedict Anderson understreger desuden nationalmuseets store betydning i dannelsen af det nationale fællesskab, og det er tankevækkende, at EU netop i disse år fremsætter et forslag for oprettelsen af et museum for "europæisk kultur og civilisation".
I De Europæiske Fællesskabers Tidende den 10. oktober 1988 kan man læse at, "Europa ikke blot er en økonomisk interessesammenslutning, men også en kulturel enhed, og at borgerne i Europa med henblik på deres fælles fremtid må gøre sig deres historiske tradition bevidst. (...) Europa bør råde over et sted, som er viet til - og for Europas borgere er et vidnesbyrd om - dets historiske og kulturelle tradition og Europas resultater som civilisation."
Europas nationalmuseum ønskes placeret i Grækenland - der ifølge De Europæiske Fællesskabers Tidende er "den europæiske civilisations vugge".
Jeg er modstander af de skræmmebilleder, der ofte indskydes i debatten om EU her op til afstemningen om Amsterdam-traktaten og ønsker ikke med min dokumentation at male fanden på væggen. Alligevel mener jeg, at det er vigtigt med en åben diskussion om, hvorvidt det europæiske projekt, som vi skal tage stilling til 28. maj, indeholder et nationalistisk program, hvis formål er skabelsen af en europæisk fællesskabsfølelse og i forlængelse deraf - en europæisk nation.
I en Parlaments-betænkning fra 1992 er EU's nationalistiske budskab klokkeklart. Jeg lader ordene tale for sig selv:
"Hvis udsigterne til en egentlig politisk union skal blive til virkelighed på grundlag af et aktivt og overbevist samtykke fra unionens borgere, skal den baseres på en fuldbyrdet og bevidst plan med gennemskuelige mål, en plan der bygger på en klar vilje, og som er udtryk for en fælles følelse, og fornemmelsen af at tilhøre et skæbnefællesskab."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her