Læsetid: 3 min.

Fire grønne grunde til at stemme nej

18. maj 1998

Vi kæmper for at gøre Europa grønnere, mere socialt og mere demokratisk. Vi ønsker et andet Europa

AMSTERDAM
Danmark er et af de meget få lande, hvor der vil blive afholdt en folkeafstemning om Amsterdam-traktaten. Vi, de Grønne i EU-Parlamentet, har altid ment, at folkeafstemninger er den mest legitime måde at ratificere en ny traktat på, men kun Danmark, Irland og Portugal tillader sine borgere at stemme. Vi lykønsker danskerne med dette og vil tilføje vores perspektiv på debatten om Amsterdam-traktaten.
Vi stemte imod traktaten, da den var til afstemning i EU-Parlamentet sidste år. Hvorfor? Fordi traktaten ikke giver tilstrækkelige svar på det påtrængende behov, der er for mere demokrati, bedre beskyttelse af social rettigheder og sundheden i Europa.
Tværtimod giver Amsterdam-traktaten atter højeste prioritet til det indre marked på bekostning af borgernes frihed og velbefindende. Kritikken fra de Grønne i EU-Parlamentet er hovedsageligt rettet mod fire områder:

*Traktaten er ødelæggende for Europæisk demokrati. Den har øget magten til Ministerrådet, men der gives ingen nye demokratiske kontrolmetoder af dets beslutninger. Borgere, som ønsker at undersøge EU-beslutninger nærmere, vil fortsat have store problemer, når de er på jagt efter relevante dokumenter.
Det nye kapitel om åbenhed er ikke tilstrækkeligt, da både Rådet og de enkelte medlemsstater stadig vil have ret til at tilbageholde dokumenter fra offentligheden. Den fremtidige udvidelse rejser et antal spørgsmål om, hvordan EU vil være i stand til at fungere uden at miste endnu mere demokrati. Amsterdam-traktaten gav ingen nye svar.

*Indenfor den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) har traktaten kun ændret meget lidt. De Grønne havde ønsket effektive mekanismer for civil konfliktforebyggelse, men der er ikke sket nogen fremskridt i den retning. I stedet oplever vi, at stærke kræfter presser på for en FUSP, som vil inkludere en fælles forsvarspolitik, der indirekte vil beskytte Fort Europas interesser og eksterne grænser.

*Traktaten indeholder ingen relevante foranstaltninger til at beskytte økologiske og sociale værdier imod den enorme påvirkning fra de frie markedskræfter. Miljøorganisationer som European Environmental Bureau og Friends of the Earth fremhæver, at traktaten giver falske løfter, eftersom traktatens formuleringer ikke giver noget juridisk grundlag til at prioritere miljøhensyn over foranstaltninger, der beskytter det fælles marked.
Miljøstandarder, som går længere end EU-standarder, vil blive sanktioneret af Kommissionen. Sveriges, Finlands og Østrigs højere miljøstandarder er derfor i fare, når den nuværende aftale udløber. Det er positivt, at den sociale protokol og beskæftigelseskapitlet er inkluderet i traktaten, men der er få konkrete strategier i syne. EU fortsætter med at forfølge en nyliberal politik.

*Traktaten introducerer nye samarbejdsområder indenfor retlige og indre anliggender. Schengen er nu en del at traktaten, Europols kompentencer er udvidet, og asylretten er blevet begrænset. Amsterdam-traktaten forbinder etableringen af fri bevægelighed med kompenserende foranstaltninger. EU er på vej til at udvikle et antal repressive mekanismer i stedet for at realisere det frie og åbne Europa, som vi var blevet lovet.

Røst til kritikken
Som Grønne og som en progressiv kraft i EU-Parlamentet, ved vi, at ved at stemme nej til Amsterdam-traktaten gav vi også en røst til den kritik fra alle dem, som ikke har mulighed for at stemme om denne traktat, men som så finder andre måder at udtrykker deres modstand på.
I forbindelse med Amsterdam-topmødet tilsluttede tusinder sig en march, som var organiseret af Sammenslutningen for et andet Europa. Alternative grupper, socialister, fagforeninger og grønne fra hele Europa udtrykte deres modstand under paroler som Kapitalens Europa, Et udemokratisk EU og Et miljøfjendtligt EU. Enhver, som er bekymret over Amsterdam-traktaten, skal vide, at han eller hun er i godt selskab.
Ved at stemme nej til Amsterdam-traktaten og gennem alt vores arbejde i EU-Parlamentet, kæmper vi for at gøre Europa grønnere, mere socialt og mere demokratisk. Vi ønsker et andet Europa!

Claudia Roth er formand for de Grønne i EU-Parlamentet og valgt for de Grønne i Tyskland. Per Gahrton er medlem af EU-Parlamentet for de svenske Grønne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu