Læsetid: 4 min.

Jeg gav så lidt og fik så meget igen

Debat
9. maj 1998

Hvem skal aflaste de hårdt ramte mødre med handicappede børn, så de får mulighed for at arbejde og blive uafhængige af nødhjælp

frivillig
Krig i Europa år 1992 - hvem havde forestillet sig det? Ikke danskerne, som blev dybt rystet over de rædsler, de kunne følge på tv-skærmen. Men i kølvandet herpå kom mulighederne for at gøre en aktiv indsats.
Der var faktisk mange danskere, der valgte at gøre noget aktivt. Hjælpe andre - også selvom det ikke var mennesker, de kender personligt.
Da krigen brød ud i eks-Jugoslavien, henvendte studerende fra Zagreb Universitet i Kroatien sig til forskellige humanitære organisationer i Europa for at gøre opmærksom på den situation, landet stod i. Et land, som før krigen, var blevet anerkendt som selvstændig stat af EU.
Resultatet af serbernes og kroaternes blodige angreb på Bosnien - som ikke blev anerkendt som selvstændig stat - var hundredetusindevis af flygtninge.
Det bredte sig hurtigt fra mund til mund, at der var en mulighed for at gøre noget. Tage derned og give en hjælpende hånd med børnene gennem leg og andre aktiviteter. Hjælpe de gamle med at lave mad, save brænde eller bare være til stede og på den måde vise interesse og solidaritet med civilbefolkningen.

Blandt de første
Jeg var selv blandt de første, der tog afsted. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle være eller hvad, der måtte møde mig.
Et typisk opholdssted kunne være en skole eller sportshal. Det var Mellemfolkeligt Samvirke, der havde kontakten.
Jeg mødtes med tre andre frivillige en aften i sensommeren 1992 på hovedbanegården, medbringende kassevis af farver, papir osv., så vi kunne gå i gang med nogle aktiviteter.
Vi var to mænd og to kvinder på hhv. 25, 37, 41 og 44 år - en køkkenassistent, en underviser fra landbrughøjskolen, en tandlæge og en arbejdsløs.
Efter 24 timers togkørsel nåede vi Zagreb. Vores nye hjem lå 50 km. derfra. Det var en sportshal med 200 flygtninge. Forholdene var rædselsfulde. Men forskellen på dem og os var, at vi til enhver tid kunne tage hjem igen. Vi var der absolut frivilligt.
Det var en stormfuld tid blandt alle disse ulykkelige mennesker, men børnenes glæde over vores samvær og overskud var det hele værd.

Bistanden stopper
Siden mit første møde i 1992 er jeg vendt tilbage til Balkan et utal af gange. Mellemfolkeligt Samvirke fik sammen med andre hjælpeorganisationer del i en større bevilling til humanitært arbejde i eks-Jugoslavien.
Men pludselig - mens de frivillige knoklede i lejrene - blev der overraskende truffet en politisk beslutning. Den humanitære bistand til eks-Jugoslavien stopper fra 1. januar 1998, og programmet blev lukket.
Bevillingen havde gjort det muligt for alle, uanset faglig eller økonomisk baggrund, at yde en indsats i eks-Jugoslavien i perioden juli 1992 til januar 1998. Opholdenes varighed var fra en måned til seks måneder. Rejse, forsikring, vaccinationer betalt. Men uden løn og lommepenge.

900 tog af sted
Over 900 mennesker valgte frivilligt at tage afsted til et krigshærget land for at gøre en personlig indsats. Først i Kroatien, så i Bosnien og Montenegro. Selv var jeg meget optaget af flygtningenes situation både herhjemme og i deres egne lande. Så jeg startede som aktivist i Mellemfolkeligt Samvirke. Sammen med de andre frivillige lavede jeg oplysningsarbejde på arbejdspladser, i fagforeninger, skoler og uddannelsesteder rundt omkring i Danmark. Vi skrev artikler i aviser og lavede fotoudstillinger, på biblioteker, Brandts Klædefabrik og Thorvaldsens Museum.
Hver eneste dag ringede omkring 25-30 mennesker og tilbød deres hjælp. Vi kunne ikke sende alle afsted - der var simpelthen ikke plads til dem i lejrene. Derfor blev mange aktive på flygtningecentre i Danmark.
Her hjalp de bl.a. børnene med lektier. Ca. 18.000 flygtninge kom hertil fra eks-Jugoslavien, og forståelsen for flygtninges situation blev bedre. Det, at købmandens søn eller skolelærerens kone i Sdr. Omme fortalte om sine egne erfaringer med et ophold på Balkan henne på kommuneskolen, vakte respekt. Folk brugte deres ferie, orlovsperioder og pause fra studier. En statistik viser, at lige mange mænd og kvinder deltog, den yngste 18 og den ældste 71 år.

Kontakt bevaret
Mange af os har bevaret kontakten til de mennesker, vi lærte at kende. Vi laver indsamlinger, hvor vi bl.a. sender medicin, briller, kørestole og tøj ned til lejrene. Knytter kontakt mellem skoleklasser i Danmark og Bosnien.
Efter 1. januar 1998 er det ikke længere muligt at komme afsted som frivillig. Det betyder ikke, at befolkningen i eks-Jugoslavien ikke længere har brug for hjælp. Behovet er voldsomt stort og mange gode forbindelse er knyttet til lokale ikke-statslige organisationer i Bosnien. Hvem skal nu tage på fisketur med de uvorne unger - mange af dem gadebørn - i Zenica? Hvem skal aflaste de hårdt ramte mødre med de handicappede børn, så de får mulighed for at opbygge et netværk og eventuelt får mulighed for at arbejde og blive uafhængige af nødhjælp? Den nødhjælp, som også er blevet kraftigt beskåret.
Umiddelbart kunne man svare: at det må der da være en masse voksne mennesker i landet, der kan. Men det er der ikke! Ikke endnu! Mange mennesker er stadig krigstraumatiserede og lever i angst for, at krigen skal bryde ud igen. De skal genopbygge deres identitet og få troen på en fremtid tilbage. Det tager tid.
Siden programmet 'MS på Balkan' lukkede den 1. januar 1998, har der kun været få frivillige afsted. Det kan være uoverkommeligt selv at skulle organisere og betale alle udgifter til et ophold. Programmets styrke lå netop i, at alle havde mulighed for at gøre en frivillig indsats. Og for langt de fleste, blev det et positiv vendepunkt i deres liv.
Glæden ved frivilligt arbejde er at kunne øse ud af vores egne livserfaringer. Som mange frivillige har udtrykt det: "Jeg gav så lidt, og fik så meget igen". Det gælder faktisk alt frivilligt arbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her