Læsetid: 4 min.

Gør Danmark en forskel?

Debat
2. maj 1998

I forhold til den danske indflydelse på Amsterdam, er der ingen tvivl om, at Danmark har langt størrre mulighed for at påvirke udviklingen når den danske regering er offensiv og aktiv ved forhandlingsbordet

28. MAJ
Det er en speciel lørdag for det europæiske samarbejde i dag. Euroen bliver en realitet for 11 lande, og det største integrationsskridt siden skabelsen af det europæiske samarbejde er taget. Om det er endegyldigt, og om det bliver en succes vil fremtiden vise. Men ingen bør være i tvivl om, at det er en beslutning af vidtrækkende karakter for det fremtidige samarbejde i Europa der er på forhandlingsbordet.
I torsdags blev den tidligere formand for Europa Kommissionen Jacques Delors interviewet i det italienske La Republica, og han peger på, at det med indførelsen af euroen nu bliver bl.a. at se på hvordan man kan lave en fælles politik overfor beskatningen af det han kalder finanskapitalen. Jacques Delors har også tidligere peget på, at det nu også bliver nødvendigt, at sætte den politiske Union på EU's dagsorden.

Delors advarer i øvrigt også imod liberalisternes nedskæringsmodel for Europa. I den sammenhæng peger Delors på, at de socialdemokratiske og socialistiske partier har en fælles opgave i at kæmpe for en økonomisk politik, der sætter de sociale hensyn højest på dagordenen.
Så selv om euforien over euroen vil tage overskrifterne i verdenspressen i denne weekend, så vil kampen om indholdet i Unionen selvfølgelig fortsætte. Nu er et af vilkårene - euroens indførelse - på plads, og derfor er banen kridtet op til den næste omgang med diskussioner internt i Unionen.
Det handler om spillereglerne i den Europæiske Union, og det handler i høj grad om den fremtidige finansiering af strukturfonde og den fælles landbrugspolitik. Derudover er det selvfølgelig hele udvidelsesprocessen, som vil optage forhandlingsbordene på de bonede gulve i Bruxelles. Men inden hele udvidelsen kan være på plads, skal der afholdes en ny regeringskonference.

Det lykkedes nemlig ikke, at få hele grundlaget for udvidelsen på plads i Amsterdam-traktaten. Den var forsåvidt en forudsætning for overhovedet at komme i gang med forhandlingerne, men Amsterdam er ikke - og deri har modstanderne undtagelsesvis ret i deres kampagne - nok til at få optaget alle de tidligere kommunistiske diktaturer i Øst- og Centraleuropa. Dertil kræves der en ny regeringskonference, og det er også forudset i Amsterdam-traktaten. Denne regeringskonference vil sandsynligvis blive indkaldt inden år 2000.
I et interview i dagbladet Børsen (den 30. april) antyder den tyske viceudenrigsminister Werner Hoyer, som var Tysklands chefforhandler under Amsterdam forhandlingerne, at man under det tyske formandsskab i 1999 vil indkalde den nye regeringskonference på topmødet i Köln i sommeren 99.

Det lyder logisk i forbindelse med, at de nye regeringskonference skal have løst spørgsmålet om forholdet mellem store og små lande, antallet af Kommissærer og hele 'gearingen' af hvordan en Union med op mod 25 lande skal kunne fungere. Det vil givet åbne diskussionen om 'mere Union' igen, og hvem kan vel egentlig forestille sig, at der ikke igen vil blive truffet beslutninger om, at i fremtiden bør flertalsafgørelser blive reglen og ikke undtagelsen som det var for nogle år siden?

Men hvad har det med den danske folkeafstemning at gøre vil nogen givet indvende på dette fremskredne tidspunkt i artiklen. "En hel del," er mit svar. I hvert fald hvis vi siger ja. For i den situation har vi et offensivt udgangspunkt, så danske synspunkter kan komme til at præge den næste regeringskonference. Med Amsterdam-traktaten er det faktisk den første gang Danmark ikke blot har ført en 'hen til truget og drik' politik, men derimod en offensiv satsning på danske mærkesager som beskæftigelse, bedre miljø og mere åbenhed.
Og det lykkedes faktisk med Amsterdam-traktaten til forskel fra regeringskonferencen i 1985, som var en direkte dansk katastrofe. Dengang blev konferencen indkaldt i Milano i sommeren 1985 imod danske stemmer, og mens den daværende statsminister havde travlt med bevidst eller ubevidst at misinformere den danske befolkning med de udødelige ord om den "stendøde Union" så traf man beslutningen om at åbne det indre marked med 'mere Unions' instrumentet - flertalsafgørelser. Heller ikke på Maastricht-konferencen lykkedes det for Danmark at få fortalt de andre lande hvilke krav vi havde.
Vi nøjedes med at sidde i baghånd med vores kort, som vi helt glemte at spille, da det pludselig gik op for regeringen, at spillet var færdigt!

Men Amsterdam er anderledes. Så kan man være imod de tiltag der er vedtaget fordi de ikke er gode nok, eller fordi man har det bedst med at sige Nej. Men man kan ikke komme udenom, at Danmark har gjort en forskel. Det skal vi selvfølgelig gøre igen, når den næste regeringskonference bliver indkaldt i sommeren 1999. Der gælder det de sidste fem øst- og centraleuropæiske lande, som har søgt om optagelse. Det bliver en meget svær konference. Men der er ingen veje udenom.

Den europæiske forfatningskamp vil fortsætte, fordi det er nødvendigt med samarbejde, og samarbejdet kan hele tiden forbedres og udvikles. Derfor skal man ikke udstede garantier om "hertil og ikke længere", men hellere udfordre modstanderne til at dis-kutere politik, og politisk indflydelse.
Nogle modstandere er meget stolte af '92-nejet. Det gav også resultater i form af mere fokusering på åbenhed, og en generel opmærksomhed på Unionens manglende opbakning.
Men i forhold til den danske indflydelse på Amsterdam-traktaten, er der efter min mening ingen tvivl om, at Danmark har langt størrre mulighed for at påvirke udviklingen når den danske regering er offensiv og aktiv ved forhandlingsbordet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her