Læsetid: 6 min.

Grænseregioner er måske løsningen på grænseproblemet

Debat
13. maj 1998

EU har organiseret grænsesamarbejder, ikke kun i Slesvig, men også omkring Storstrømmen, Bornholm, Fyn - over hele Europa

EU-REGIONER
Spørger man den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen om Danmark er ved at blive afviklet som suveræn stat vil han angiveligt svare nej.
Formelt har landet en parlamentarisk forsamling og en Grundlov: Folketinget som via embedsværket udformer lovene og efterfølgende vedtager dem.
Sådan var det også tidligere indtil for en 15-20 år siden. Her begyndte Danmarks gradvise integration i først EF og senere Den Europæiske Union. Den ene traktat har fulgt den anden og har betydet at megen dansk national lovgivning har måttet skrives om, anden lovgivning er direkte oversættelse af EU-direktiver og forordninger. Dvs. direktiver og forordninger som er udarbejdet uden demokratisk dansk kontrol i Bruxelles er blevet til dansk lovgivning.
En udvikling der er mere skjult og som i sidste instans vil betyde et definitivt farvel til det danske folketing er den euro-regionale udvikling.
Hvad er så den euro-regionale udvikling for en størrelse?

Regionernes Europa
Der findes på europæisk plan to væsentlige organisationer der beskæftiger sig med regionaludvikling: COR, eller Comittee of the Regions, hvilket kan oversættes til Komiteen vedrørende regioner og AEBR eller The Association of European Border Regions, dette kan oversættes til Forsamlingen af Europæiske Grænseregioner eller De europæiske grænseregioners arbejdsfællesskab (AGEG) som Sønderjyllands Amt benævner det i deres brochure vedrørende deres grænseregionale samarbejde med diverse
tyske myndigheder i Slesvig-Holsten, Flensborg mv.
De to organisationer beskæftiger sig hver især med regional udvikling: COR beskæftiger sig med regional udvikling som helhed, dvs. også regioner i de enkelte EU-lande, dvs. landsdele der administrativt eller på anden måde kan opfattes som en region, et geografisk afgrænset område i et EU-land.
Vi skal i det efterfølgende primært beskæftige os med AEBR. AEBR beskæftiger sig hovedsageligt som det ligger i institutionens titel med det grænseregionale samarbejde mellem europæiske lande. Som det fremgår af kortet er der ikke kun tale om EU-medlemslande, men også lande udenfor EU. Betragter man kortet kan man i øvrigt se at flere af de lande der er grænseregionalt samarbejde med er EU-ansøgerlande, f.eks. Polen og Tjekkiet.
AEBR blev oprettet i juni 1971 og startede med 10 medlems grænseregioner. I 1996 var ca. 60 grænseregioner medlem af AEBR. Som organisation betragtet består
AEBR, rent medlemsmæssigt, ikke kun af grænseregioner, dvs. samarbejdsfora der består af en eller flere deltagere.
Et grænseregionalt samarbejde kan godt i øvrigt godt have både to og tre deltagere, dvs. grænseområder. F.eks. Eifel-Ardenner-Region der er et grænsesamarbejde mellem Tyskland, Belgien og Luxemburg eller Euroregion Neisse der er et samarbejde mellem Tyskland, Polen og Tjekkiet.
Det skal i forbindelse hermed bemærkes at Tyskland er det EU-land der har det største antal af grænseregionale samarbejdsaftaler, både med EU-lande og ikke EU- lande.
Siden 1971 har der været fire præsidenter for AEBR de har da også alle været tyskere. Organisatorisk er AEBR opbygget med en præsident som øverste leder og talsmand for organisationen, herudover er der en generalsekretær, plenarforsamling og et præsidie. Plenarforsamlingen vælger præsidenten og præsidiet samt et antal vicepræsidenter for en to-årig periode.
Præsidiet forestår AEBR's praktiske opgaver: konferencer, workshops, notater, analyser, mødeindkaldelser og meget andet. Som nævnt er det ikke kun grænseregioner der kan blive medlemmer. Enkeltpersoner, andre lignende organisationer og øvrige der på en eller anden måde støtter og arbejder for AEBR's formål kan blive medlem.

AEBR som spydspids
Det fremgår af AEBR's formålsprogram at hovedsigtet er at udbrede og intensivere kendskabet til grænseregionalt samarbejde. Herudover er det også at give grænseregionerne en selvstændig status i forhold til nationale myndigheder og Den Europæiske Union. Det er også sigtet at udvikle grænseregionerne på så at sige alle samfundsmæssige områder: infrastruktur, telekommunikation, uddannelse, sociale forhold mv. Det skal også tilføjes at udviklingen af AEBR til en 'grænseoverskridende organisation af betydning' næppe havde fundet sted uden EU's støtte, både politisk og økonomisk.
Men hvad kan Den Europæiske Union som organisa-tion bruge AEBR til:
"Problemer i grænseregionerne/områderne har været hovedproblemet for gennemførelsen af det Indre Marked og den europæiske integra-
tion. Anerkendelsen heraf fra det Europæiske Fællesskab (senere den Europæiske Union, EU) var forudsætningen for Interreg I Lokalsamfunds Initiativet (1989-1994) og Interreg II (1995-1999); begge disse programmer har AEBR ydet en afgørende indsats overfor på baggrund af sin specialiserede og regionaliserede viden".
Som det fremgår af oven-stående citat er det ikke mærkeligt at EU har støttet organisationsmæssige initiativer som AEBR og COR som også modtager støtte fra EU. De pågældende organisationer er front og mobiliseringsorganisationer for en hurtig og dybdegående EU integration. De kommer til at virke som alibi i forhold til 'humanistiske' overskrifter/klichéer som 'samarbejde på tvæs af grænserne'.
De skiftende europæiske krige i de seneste 100 år er et af hovedargumenterne for at nedbryde grænserne som udtryk for en geopolitisk af-grænsning af selve begrebet den suveræne stat.
Men hvor er Danmark i dette euroregionale samarbejde? Her i landet er der følgende euroregionale samarbejdsfora: Euroregion Slesvig (Sønderjyllands Amt-Nordtyskland, Flensborg etc.), Øresundsregionen (koordineres bl.a. via Øresundskomiteen, København, omfatter Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Malmö Hus län, det sydlige Sverige), Storstrøms Amt (samarbejde med Nordtyskland-Lübeck), Fyns Amt (samarbejde med Nordtyskland, Kiel-området) Bornholms Amt (samarbejde med det sydligste Sverige, Ystad etc.)
Vedrørende samarbejdet med det nordlige Tyskland skal det nævnes, at dette arbejde er opdelt på to niveauer:
*samarbejde med landdagsregeringen i Kiel og
*de lokale kommuner og amter.
Konkrete projekter finan-sieres i vid udstrækning ved Interreg-II midler - og samarbejdet herom foregår primært med Landdagen i Kiel både for Sønderjyllands, Storstrøms og Fyns vedkommende.

Den praktiske hverdag
På et formelt plan fremgår det af hensigtserklæringer og formålsparagraffer, at det grænseregionale samarbejde skal respektere den nationale lovgivning. Men disse hensigtserklæringer vil snart blive fortrængt af den praktiske hverdag når personer og vare skal kunne passere den 'gamle' natonalgrænse uhindret.
Set i sammenhæng med f.eks. Schengen-traktaten er der næppe tvivl om at den gradvise nedbrydelse af de såkaldt 'indre grænser' og det grænseregionale samarbejde er en væsentlig geopolitisk faktor der vil kunne skabe forudsætninger for helt at opløse nationalstaterne.
En markering heraf kom fra Øresundskomiteen da dens direktør i januar 1998 udtalte at skatte, social-sundheds, og arbejdsmarkedspolitik i Øresundsregionen burde harmoneres og gøres ensartet. Dvs. at dansk og svensk lovgivning bør ophæves i regionen og erstattes af regionallovgivning der gælder for Øresundsregionen!
Hertil kommer Den Økonomisk og Monetære Union (kaldet ØMU'en) som ikke vil være en pind til nationalstatens ligkiste, men selve låget der bliver knaldet på og skruet fast. En suveræn stat er jo kendetegnet ved at have sin nationale valuta. Der er nemlig sammenhæng i den måde Den Europæiske Union udvikler sig på. En omfattende og massiv regionalisering af EU og tilstødende (EU-ansøgerlande) kombineret med fælles valuta og fælles EU-økonomi, unionsborgerskab, EU-parlament, fælles regler for retligt- og politiarbejde osv. er det forfatningsretlige og makroøkonomiske fundament der skal tilvejebringe et Europas Forenede Stater, eller regioner om man vil. De strukturer, som nævnt, der skal bære dette har hidtil været indlejret i diverse svært gennemskuelige traktater, aftaler, direktiver og meget andet.
Det afgørende skridt hen imod fuldbyrdelsen af denne udvikling er Amsterdam-traktaten der bl.a. i relation til den euroregionale udvikling skubber regionerne frem som en geopolitisk del, af den udvikling der skal få Den Europæiske Union til at blive en etableret kendsgerning
Men hvad med befolkningerne i de forskellige regioner? Indtil nu har de europæiske befolkninger ikke protesteret noget videre, med undtagelse af danskerne og franskmændene, imod denne udvikling. Men hvad der ikke er, kan jo komme. Næste skridt for at dæmme op for protester vil være etablering af 'regionale politiske forsamlinger', eller råd om man vil. Dvs. at befolkningen indenfor en given region vil kunne stemme på kandidater til et sådant råd, f.eks. i stil med valg til amtsråd.
Når man derfor står i stemmeboksen den 28. maj i år skal man derfor tænke sig grundigt om - for hvor meget har du hørt de ledende danske politikere fortælle om denne udvikling?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her