Læsetid: 6 min.

Hekse på Kultorvet

Debat
30. maj 1998

Når man maler Fanden på væggen, skulle det gå meget mærkeligt til, om ingen fik øje på ham. Hvad kan en gravad laks og en uskyldig kvindelig betjent på en lun sommerdag ikke føre til

ASSOCIATION
Vi kunne høre dem, længe før vi kunne se dem!
Min veninde og jeg sad på første salen i Jensens Bøfhus på Kultorvet og nød udsigten, sammen med en gravad laks og en kold fadøl.
Så var den der! Livgarden. I fuld uniform, med trommer, blæsere og slagtøj. Magtens tidløse symbol.
Men sat i ironiens formild-ende anførselstegn af en ung lys - og langhåret kvindelig betjent i front, der taktfast førte vores nationale stolthed gennem de sol- og sommer-klædte gader.
Associationen var der omgående med sin kommemtar: Plakaten med betjenten, der hjælper den lille andefamilie over gaden.
Næh, nej, sådan skal det selvfølgelig ikke forstås. Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne vores nationalklenodie med en flok rapænder.
Tværtimod. Det var det paradoksale i situationen som billede på de faktiske forhold, der var så fascinerende. Og dog! Visse kvinder befinder sig jo åbenbart udmærket i spidsen af det maskuline hierarki.
Men derfra og til almindeligt accepteret ligeværd mellem kvinder og mænd er der ganske langt.
Der var engang, for meget længe siden, i 70'erne, nogle kvinder, der havde overskud til at tale om ligestilling, men det var en ligestilling, der kun omfattede dem selv. Det var unge studerende og veluddannede kvinder, der ingen føling havde med hverken deres mødres generation, den som de i dag angiveligt 'foragter', eller andre grupper af kvinders forhold.

Karrieren
I dag sidder de i nogle stillinger, hvorfra der, teoretisk, kunne føres en kamp for ligestilling og ligeværd! Men nej, karrieren kræver sin mand, de har nok i deres eget, og sætter hellere et ekstra alarmsystem op til at passe på værdierne, end man blander sig med 'folket'. Til ære for turisten og den godtroende sætter man så en kvindelig betjent i front for garden.
Nu har associationer det jo med at gå sine egne veje, så måske var det også denne nævenyttige inspirationskilde, der, via kvinden i front, forledte mig til en sammenligning mellem PET's meriter og de forhold Gustav Henningsen beskriver i sin afhandling fra 1980, Heksenes advokat, om hekseforfølgelsen i Baskerlandet i 1600 tallet.
I slutkapitlet skriver GH: "Det er ikke velset at vise en fattig tigger bort, uden at give ham lidt, eller lukke døren for sin nabo, når han kommer for at låne noget; kan man imidlertid overbevise sig selv og andre om, at vedkommende ikke er noget almindeligt menneske, men en heks, er der ingen grænser for, hvor langt man kan gå i tilsidesættelse af moralske og sociale normer."
Kan man overbevise sig selv og andre om, at unge autonome og andre samfundsgrupper, der udskiller sig fra normen, er farlige og udgør en risiko for den (selv) gode lovefterrettelige samfundsborger, ja, så er det fuldt legalt at bruge en formue på indkøb af kampvogne og -uniformer til at bekæmpe dem. Også selv om de samme penge kunne være brugt til at forebygge den vold, der kun er illegal når den kommer nedefra.
GH slutter sin bog: "Den europæiske heksegalskab er nu historie, men i princippet fortsætter den med at gentage sig. Det karakteristiske ved denne mytedannelse er imidlertid, at den bliver ved med at vende tilbage i nye og tilforladelige forklædninger. Vi vil altid have brug for nogen, som tør rive masken af..."
For at forhindre at nogle river magtens maske af, ansætter man så specialuddannede mennesker, inkvisitionen eller efterretningstjenester, til at infiltrere de foruroligende og mistænkelige grupper, for at finde svage punkter eller ganske enkelt opfinde nogle, som man kan anklage dem for.

Heksegalskab
Alle, der i 1500 og 1600-tallets heksebefængte områder, var 'anderledes', fattige, gamle, vidste for meget, eller bare havde fået en uven, risikerede at blive anklaget som heks. Det var som en infektionssygdom, hvor den sygdomsfremkaldende bakterie var blevet spredt fra prædikestolene, med ganske ufattelige grusomheder til følge, og det var uanset om det var katolicismen eller den reformerte kirke, der stod bag forfølgelserne. "Meget tyder på, at hvor der ikke eksisterede en folkelig heksetro som basis, kom der heller ingen hekseforfølgelse". (GH)
Herhjemme stod vi ikke tilbage for det øvrige Europa. Vi kan i realiteten takke en ellers fremragende personlighed som Peder Palladius, Sjællands biskop på dette tidspunkt, for en god del af de bål, der er flammet op om gamle og forhadte mennesker i alle de år, hvor han på sine visitats-rejser, prædikede bål og brand over alle 'hekse':
"Der kan ages et hundrede læs ved til hendes ars (med forlov), så hun kan få den sviende hale hun har fortjent. Og den er lige så god, der holder, som den der slår... Du må ikke tie med nogen troldkvinde, de får nu deres rette løn: de kan ikke bare sig i dette evangeliets lys og dag... De brændte jo for nylig en hob af dem i Malmø, i Køge og andetsteds, og nu hører vi, at der igen sidder en flok fanget i Malmø og skal brændes. I Jylland og i smålandene er de på jagt efter dem som efter ulve, så der på Als og omliggende lande nys blev grebet og brændt 52 troldkvinder. Den ene røber den anden, så de følges til hin verden." (Politikens Danmarks Historie, 1963)
Jeg kender ikke det eksakte tal for de kvinder, der er brændt i Danmark, om det i det hele taget kendes?

Dæmonisering
I Blåkulla i Sverige blev der fra 1668 til 1677 brændt 240 mennesker, og hele hysteriet blev jo ikke kun befordret af prædikenen, men også af hele den dæmonisering omkring djævle og kvinder som vore kalkmalerier jo er en bastant inspirationskilde til.
Hvordan skulle mennesker, der ikke selv kunne søge viden og oplysning gennem bøger, forsvare sig? De færreste kunne læse, og var helt overladt til det, der blev dem fortalt af 'troværdige' men-nsker og store autoriteter som Peder Palladius.
Har kirken nogen sinde gjort afbigt overfor alle disse uskyldige mennesker? Nej, aldrig!
Det får så være - det var jo trods alt kun kvinder, de fleste i hvert fald.
Men vi burde dog have lært så meget, at vi ikke bliver ved med at gentage tingene. Når en påstand er fremsat tilstrækkelig mange gange, er den pludselig blevet en sandhed.
Som når vi dagligt, via pressen, tilstrækkeligt mange gange bliver orienteret om, og advaret mod, sociale bedragere og voldelige unge, så går det som med heksene, vi ser dem allevegne.
Vi får et samfund, der svarer nøjagtigt til det sprog, vi taler!
I Baskerlandet ophørte hekseforfølgelsen først, da der var en mand, med en sund skepsis i stedet for en rigid tro på dette fremprovokerede fænomem, der havde mod til at 'tale Roma midt imod'.
I stedet for straffeekspeditioner, forsøgte han med noget så enkelt som samtalen.
Han forsøgte at forstå, hvad det var, der satte alle disse ting igang, troen på ondskaben, frygten og angsten.
Han fik sat ord på fænomenerne, og hysteriet ophørte i det pågældende område.
Også her flammer bålet nu kun symbolsk Sct. Hans aften. Men mytedannelsen trives stadig i bedste velgående, sideløbende med den manglende samtale, som kunne forhindre den.
Når man maler Fanden på væggen, skulle det gå meget mærkeligt til, om ingen fik øje på ham. Dengang som nu drejer det sig om mytedannelser mellem sociale marginalgrupper, hvor angst alt for ofte stammer fra ukendskab til hinanden.
Tja, hvad kan en gravad laks og en uskyldig kvindelig betjent på en lun sommerdag ikke føre til?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her