Læsetid: 7 min.

Et helt nyt Europa

Debat
2. maj 1998

Af VIBEKE SPERLING,SØREN RISHØJ,OLE WÆVER,THOMAS PEDERSEN,LARS OLSEN,SØREN KELDORFF

Mere sikkert, grønt, socialt og demokratisk for befolkningerne - et første udspil fra komiteen Nyt Europa

AMSTERDAM
Med Amsterdam-traktaten tages hul på en helt ny fase i den europæiske udvikling. Udvidelsesforhandlingerne med de øst- og centraleuropæiske lande er omsider gået i gang. Processen er ikke blot en historisk chance for at skabe et helt Europa, men indebærer også betydelige farer og åbner en helt ny slagmark mellem forskellige interesser og politiske holdninger.
Denne rapport, Et helt nyt Europa, er et udspil til en ny dansk østpolitik i EU. Skiftende danske regeringer har med rette presset på for en hurtig optagelse af de øst- og central-europæiske lande. Nu er der brug for en klar dansk strategi for hvordan.
I den danske debat antages det ofte, at udvidelsen vil give de øst- og centraleuropæiske lande store fordele - økonomisk, demokratisk og sikkerhedspolitisk. Det er også rigtigt på lang sigt. Men på kort sigt afhænger meget af, hvordan og på hvilke betingelser optagelsen sker.
Den danske debat undervurderer risikoen for et 'optagelseschok' i Øst- og Central-europa:
At store brancher i de øst- og centraleuropæiske lande bliver løbet over ende i den hårde konkurrence på EU's indre marked. At dette forstærker tendensen til social udstødelse af store samfundsgrupper, der allerede i dag er et alvorligt problem i mange af reformlandene. Og at optagelseschokket dermed giver ny næring til autoritære kræfter - hvadenten det sker under gammel-kommunistiske eller højreradikale faner.
I glæden over kommunismens og Berlin-murens fald har den vestlige verden ignoreret en række faresignaler i Østeuropa: Voksende fattigdom og social udstødning - i lande som Polen og Ungarn er op mod 40 procent af befolkningen i dag under 'det sociale minimum'. Voldsom forringelse af uddannelses- og sundhedsvæsenet. Og store interne spændinger i landene - mellem velstående regioner/samfundsgrupper på den ene side og andre dele af samfundet både regionalt og socialt, der er ved at blive hægtet af moderniseringen.
Udvidelsen er den eneste realistiske ramme om løsningen på disse problemer. En mere social og sammenhængende reformproces kræver, at de østeuropæiske lande kommer med i EU - det forpligtende samarbejde af europæiske velfærdsstater. Men det kræver også en langt mere bevidst indsats fra EU og de progressive kræfter i Vesteuropa.

Vi kan gøre en forskel
Danmark har spillet en flot rolle i presset for at åbne EU mod Østeuropa. Kursen mod udvidelsen blev sat under det danske formandsskab i 1993, da EU med Københavnerer-klæringen inviterede de østeuropæiske lande med og skitserede kriterierne for deres medlemskab. Men nu er målene i denne fase ved at være indfriet. Forhandlingerne er i gang. Hvis Danmark også skal være i front i den næste fase, må vi sætte en ny dagsorden for de kommende års europæiske østpolitik.
I øjeblikket er EU og de østeuropæiske lande i gang med den mere tekniske del af optagelsesforhandlingerne, hvor begge parter danner sig et overblik over de mange tusinde EU-regler (den såkaldte 'screening' af ansøgerlandene). Men i de kommende måneder lægges de politiske rammer for de efterfølgende - og meget hårde - forhandlinger. Her må Danmark have en klar strategi.
I hovedsigtet bør EU være meget large overfor de østeuropæiske lande. Det skal f.eks. være klart fra starten, at de nye reformlande er på vej mod et fuldgyldigt EU-medlemskab. Der skal sættes en ufravigelig slutdato på, hvornår de nye EU-medlemmer får del i landbrugs- og strukturmidler fra Bruxelles, og hvornår der er fri bevægelighed for østeuropæisk arbejdskraft i EU.
Her presser kræfter i EU og de enkelte vestlige lande på for så hårde betingelser, at de østeuropæiske lande reelt spises af med et 'halvt' medlemskab. Disse snæversynede hensyn må vige for en åben og solidarisk østpolitik.

Særlige ordninger
EU skal også være åben overfor særordninger til de enkelte ansøgerlande, der mindsker de økonomiske og sociale følger af optagelsen. F.eks. har flere af ansøgerlandene ønsket en længere periode, hvor der er restriktioner på udenlandske jordopkøb - ellers kan priserne i grænseområderne mellem EU og ansøgerlandene stige eksplosivt.
Disse særordninger, der minder om den danske 'sommerhusregel' i EU, bør støttes fra dansk side. Det samme gælder perspektivet om en langt mere storstilet vestlig bistand til Østeuropa, der kommer under pres ved næste års budgetslagsmål i EU.
Derimod skal EU føre en hård linje på de 'bløde' værdibaserede områder. Det skal stå klart fra starten, at de østeuropæiske lande ikke blot er på vej ind i en international organisation, men i et fællesskab af demokratiske velfærdsstater. Et helt nyt Europa fremlægger en hel stribe konkrete forslag på dette område.
EU skal være rede til at sætte forhandlingerne i bero, hvis der sker brud på fundamentale menneskerettigheder og demokratiske spilleregler. Slovakiet har med rette fået besked på at vente en omgang, indtil de demokratiske forhold er bragt i orden.
Danmark må på EU-plan foreslå et human watch institute, der løbende afgiver rapporter til EU-kommissionen og Ministerrådet om udviklingen i de europæiske lande.
Det bør gøres helt klart for f.eks. Letland, at det russiske mindretal skal behandles ordentligt, før de egentlige politiske forhandlinger om medlemskab går i gang.

Flere sociale hensyn
Samtidig skal EU's østpolitik have en langt mere tydelig social dimension. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortjener tak - ikke tæsk - for at understrege behovet for større satsning på den sociale udvikling i Østeuropa.
Danmark skal gå videre ad denne vej og foreslå et fælles topmøde for EU og ansøgerlandene, der lægger op til en bredere debat om udviklingen af social-, arbejdsmarked-, uddannelses- og sundhedsområdet. Mange af disse områder er ikke egentlig EU-kompetence, men et topmøde skal sætte den sociale udvikling i Østeuropa på den politiske dagsorden. Diskussionen skal blandt andet ske på grundlag af en hvidbog fra EU-kommissionen om de sociale forhold i ansøgerlandene.
EU må engagere ansøgerlandene i en dialog om at etablere forpligtende sociale ordninger, der omfatter hele befolkningen og dæmmer op mod massiv forarmelse og social udstødning.
Prioriteringen af de 'bløde' områder må præge EU's regional- og strukturfonde. EU skal også lægge en anden kreditpolitik end Den Internationale Valutafond, så der bliver plads til ansøgerlandenes investeringer i uddannelse, sundhed, miljø og velfærd. EU og de enkelte vestlige lande må understøtte opbygningen af skattesystemer i Østeuropa, der kan finansiere en moderne velfærdsstat.

Alternativet
Danske virksomheder, der modtager østmidler fra EU og den danske stat, skal gå foran og vise et godt eksempel på social ansvarlighed i de nye reformlande. Regeringen må udarbejde et 'adfærdskodeks' for virksomhedernes sociale ansvar i Østeuropa, der kan inspirere den internationale debat.
Denne nye dagsorden kan kun sættes ved et dansk ja til Amsterdam-traktaten. Forklaringen er ikke traktatjura, men politik. En række af de EU-lande, der er lunkne overfor udvidelsen, ser Amsterdam-traktaten som den politiske forudsætning for åbningen mod Østeuropa.
Hvis Danmark stemmer nej, vil modstanderne af udvidelsen gribe det med kyshånd og stille nye krav i EU. Det politiske fokus i EU vil blive flyttet fra udvidelsen til de interne trakasserier, og de østeuropæiske lande vil opleve en periode med usikkerhed om deres deltagelse i det europæiske samarbejde.
Samtidig vil et nej stille spørgsmålstegn ved Danmarks fremtid i EU. Den politiske debat herhjemme vil i lang tid blive optaget af spørgsmålet om vores egen placering i det europæiske samarbejde. Dermed kan vi ikke koncentrere kræfterne om det afgørende sigte for de kommende års Europapolitik - at sætte en ny dagsorden for udvidelsen af EU.
Selvfølgelig vil det europæiske samarbejde komme gennem denne krise - med eller uden Danmark. Men vigtige år vil gå tabt. Vi vil tabe en enestående mulighed for at sætte en ny Europapolitisk dagsorden i denne tid, hvor der er socialdemokratisk ledede regeringer i langt de fleste EU-lande.
Med et nej vil Danmark slet og ret bruge krudtet på "at kæmpe de forkerte slag". Prisen bliver betalt af de østeuropæiske lande, der alt for længe har været ofre for vestlig selvtilstrækkelighed overfor deres økonomiske og sociale udvikling. Anbefalingen af et nej ligger fint i forlængelse af Pia Kjærsgaards højre-nationale politik. Men et nej strider imod de værdier om international solidaritet og social ansvarlighed, som centrum- venstre bekender sig til.

Et helt nyt Europa
I de sidste halvtreds år har der udviklet sig en særlig europæisk vej, der er forskellig fra de former for kapitalisme, der har udviklet sig i USA og i Asien. Til forskel fra USA lægger de europæiske lande helt anderledes vægt på velfærd og social retfærdighed. Til forskel fra Asien prioriteres individet og demokratiet langt højere. Og til forskel fra begge de andre vestlige regioner er miljøhensyn blevet vigtige for europæisk økonomi og politik. Ikke nok, men tendensen er klar.
EU er et fællesskab af disse globalt set unikke europæiske velfærdsstater, der har skabt fælles handlekraftige politiske organisationer. Med optagelsen af de central- og østeuropæiske lande fortsætter og styrker vi den europæiske velfærds vej.

Den eneste farbare vej
Der er mange og komplicerede problemer i forbindelse med udvidelsen af EU, men de kan tackles gennem en offensiv dansk og europæisk politik. Og frem for alt: Det er den eneste farbare vej. Hvis udvidelsen slår fejl - eller baseres på kortsigtede hensyn - kan de nye reformlande blive "Europas Latinamerika".
Udenfor EU vil Østeuropa kun kunne konkurrere på lave lønninger, ringere miljøstandarder og dårligere sociale forhold. Hvis perspektivet om fuldgyldigt medlemskab af EU svækkes, vil også presset for menneskerettigheder og demokratiske spilleregler blive svækket. Vi vil se en del af vores kontinent, hvor dårlige sociale forhold kan bane vej for politisk ustabilitet og mere eller mindre autoritære løsninger. Altså en slags latinamerikansk udvikling.
Derfor skal udvidelsen prioritere de 'bløde' værdier, der er skitseret i denne rapport. Og derfor skal danskerne ikke svække udvidelsesprocessen ved at stemme nej den 28. maj. Et ja den 28. maj er en nødvendig - men ikke tilstrækkelig - betingelse for at skabe et helt nyt Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her