Læsetid: 7 min.

Hun holder mig vågen - hvisker mig små gåder i øret

Debat
29. maj 1998

'Ligesom Jesus talte i lignelser, for at det ikke var alle og enhver, der skulle kunne forstå budskabet, kræver drømmene en særlig indsigt for at lade sig aflokke deres hemmeligheder'

INSOMNIA
Søvnløshed - eller Insomnia, som jeg foretrækker at kalde det, for Insomnia lyder mere som en gudinde end et problem - plager hen mod halvdelen af jordens befolkning og er en hyppig årsag til lægebesøg med udskrivelse af sovemedicin til følge.
Der er blevet udfoldet store anstrengelser inden for søvnforskningen på at løse søvnløshedens problem, og der eksisterer også en betragtelig viden om søvnen og søvnløsheden i dag.
Visse mennesker falder altid i søvn fem minutter efter, at de har lagt sig, og de har svært ved at forstå problemet, og det er vel også meget at forlange, at de skal kunne det. Det er i og for sig forståeligt nok, at de fremfører de gode og velmente råd om at sørge for at forberede sig på indsovningen ved at gøre sig færdig med dagens tanker og oplevelser, slappe af med en kop urteté eller en kedelig bog osv. osv. Problemet er bare, at det ved de søvnløse alt om.
Man kan også ændre livsstil, sige kontorjobbet op og blive landmand i stedet, få masser af frisk luft og holde op med at ryge. Mange søvnløse vil kunne fortælle, at nok så radikale brud med den hidtidige livsførelse ikke ændrer noget.
Selv på dage, hvor man har været i fysisk, ikke-stressende aktivitet fra klokken syv om morgenen, kan man ligge søvnløs til klokken fire næste morgen alligevel. Der er ikke rigtig noget at gøre.
Det betyder jo ikke, at tilværelsen så er ødelagt for de søvnløse. De er ofte ikke mere trætte end andre mennesker. De bruger bare det samme antal timer på at ligge i sengen, som den anden halvdel af befolkningen. I halvvågen tilstand. Lyttende til stilheden, mens de ser sig lidt omkring i det mørke soveværelse. De kan høre et tungt åndedræt fra en lykkelig, der sover. De kan følge lyskeglerne i loftet fra en bil, der ruller forbi nede på gaden.

Sovemedicin
Det klassiske er, at man efter et stykke tid tyr til sovemedicin. Det er dejligt i nogle uger, men pludselig udebliver virkningen, og man ligger og glor igen. Som eksempel på forkert brug af sovemedicin, nævnes som regel ældre menneskers forestilling om, at de skal sove lige så mange timer i døgnet, som da de var unge, selv om man ved, at ældre mennesker generelt har et mindre søvnbehov. De kan måske nøjes med fire-fem timer, hvor de før har skullet have seks-syv timer. Men så står man selvfølgelig med to timer til i døgnet, man skal have slået ihjel.
Det er ikke så let at aktivere sig selv, hvis man hele livet har haft andre til at bestemme over sin tid.
Man er - for dog i det mindste at bevæge sig på nogenlunde sikker grund - gået bort fra gammeldags sovemedicin, der virkelig slår én ud og holder én bevidstløs de obligatoriske otte timer. Man foretrækker lettere indsovningsmidler, der ikke forstyrrer drømmeaktiviteten.

Drømmene
Det er vigtigt at drømme. Det er i drømmene, vi får bearbejdet de eksistentielle problemer og præsenteret mulige løsninger. Det er selvfølgelig frustrerende, at drømmene taler et billedsprog, som kan være vanskeligt at tyde, men det må vi nok affinde os med. Ligesom Jesus talte i lignelser, for at det ikke var alle og enhver, der skulle kunne forstå budskabet, kræver drømmene en særlig indsigt for at lade sig aflokke deres hemmeligheder.
Det er imidlertid ikke sådan, at man dør eller nødvendigvis bliver et dårligere menneske, hvis man ikke får sin søvn og drømmer, hvad de enkeltstående mennesker, der slet ikke har sovet i ti-femten år, er eksempler på.
Sjælen finder blot en anden løsning, men vi kan konstatere, at stort set alle mennesker på jorden både sover og drømmer mere eller mindre hver nat. Der er imidlertid et aspekt af søvnløshedens problem, som der tales imidlertid mindre om, det sociale pres.
Ligesom vi forventes at overholde de i tiden gældende normer for, hvad det vil sige at føre en anstændig tilværelse - dvs. ikke skeje for meget ud - skal vi sove.
Globalt set er man enig om, at om natten skal der soves. Der kan træffes internationale aftaler om at ændre døgnet med en time ved at indføre sommertid, så vi får mere ud af de lyse timer, men når mørket falder på, så skal der soves. Og lyset har givetvis en indvirkning på menneskers søvnbehov, således at vi sover lidt mindre om sommeren end om vinteren, og lidt forskelligt afhængig af, om vi bor i Qaanaaq eller Charlotte Amalie.
Vinterdepressioner er meget udbredt her nordpå, og en depression forstyrrer søvnrytmen enormt. Selv om man typisk sover mere under en depression, hvad enten den så skyldes kemi eller miljø, vil man også typisk vågne tidligt om morgenen.
Depressionen fremkalder altså et lille socialt oprør, som den omgivende verden må se med stor bekymring på. Der soves ikke normalt, og det er et normbrud. De fleste depressive mennesker fungerer i samfundslivet og holder deres problemer for sig selv, får lidt anti-depressiv medicin og sovemedicin, drikker lidt eller dulmer sorgerne i arbejdsnarkomani, men går det først så galt, at man må indlægges, fratages man helt søvnsfriheden.
På et hospital skal der soves om natten og være ro; til gengæld skønnes det ikke hensigtsmæssigt at sløve patienterne for meget i dagtimerne. De må gerne sløves, men de skal sløves mindre om dagen end om natten.

Undtagelsestilstand
Der kunne nævnes andre eksempler på social kontrol af natlig aktivitet: undtagelsestilstand i et diktatur omfatter f.eks. som regel, udgangsforbud om natten. Der er en række praktiske begrundelser, for at det skal være sådan: der må skabes, ro, renlighed og regelmæssighed, hvis der ikke skal udbryde kaos, ligesom samfundet må tage visse økonomiske hensyn og tilskynde befolkningen til at sove, når det er mørkt. El er f.eks. dyrere om natten end om dagen, mens det er sjovt nok er billigere at skvadre i telefon om natten. Gudskelov.
Men hvad skal den være til for, søvnløsheden? Er der en mening i galskaben, er den et signal om, at noget er galt og i givet fald hvor? Er det de søvnløse, der har et problem, eller burde samfundet liberalisere søvnen lidt mere?
Selv halvtidsjob er altid om formiddagen, hvor de søvnløse har allermindst lyst til at arbejde, og man ville aldrig kunne forestille sig en generel accept af en arbejdstid, der startede klokken tolv. Selvfølgelig findes der genier, som der bæres over med, men man ville ikke kunne forestille sig en reel gennemførelse af flekstid på arbejdsmarkedet, så de søvnløse kunne komme og gå, som de ville, selv om de arbejdede det aftalte timetal. Det anses simpelt hen for amoralsk.
Alle taler ellers om fleksibilitet. Og vor tids fredløse, os arbejdsløse, som alle pæne mennesker er i deres gode ret til at skælde ud på og tage i forhør, om hvilke job vi nu søger for tiden, og hvad vi dog får tiden til at gå med - vi kunne måske ellers nok yde en indsats, mens andre sover. Men det kan endda gå, hvis man retter ind og tager et bedemandsansigt på og beretter om de helst ganske uambitiøse planer, man har, og som man knokler for at realisere.
Hvis man derimod ser ud, som om man hovedsageligt skriver sine jobansøgninger, er opsøgende og ringer rundt i eftermiddagstimerne, og så i øvrigt drikker en flaske billig rødvin og læser en god bog fra biblioteket og går sent i seng, får man sin velfortjente skideballe. Det er jo bl.a. bibiliotekerne, som alle skatteydernes og morgenmenneskernes penge går til, og så har de ikke engang mulighed for at benytte dem, fordi bibliotekerne som alle offentlige institutioner kun har åbent, når ordentlige mennesker er på arbejde. Det er også for dårligt.
Men Insomnia, hun er ikke sådan at knægte. Hun holder mig vågen time efter time og hvisker mig små mystiske gåder i øret. Hun er beslægtet med Morfeus, men de kan aldrig enes, og alligevel er det, som om de måske netop har en aftale om, at Morfeus først får mig, når Insomnia er færdig. Der er en masse bevidst stof, som Insomnia vil have mig til at opdage, før hun overlader mig til drømmesøvnens underbevidste billeder. Ikke bare jeg drømmer jo, men hele menneskeheden, og ikke bare jeg er søvnløs, men mange. Hele kloden er omspændt af et drømmevæv, der ligner skyer. Som myter og eventyr, der udspilles i det underbevidste, beskriver pressen vores liv i ikoner.
Som arketyper træder grådens repræsentanter frem: Kennedy, Palme, Diana. Natten er mørkt fløjl, et sort fiskenet over et kranium, efter bundløse dage uden en sjæl i sigte. Insomnia er min muse, uden søvn, men ikke vågen, bedende, men uden at tale, ventende, men ikke på nogen.
Lige indtil jeg forfærdet ser en skikkelse i lokalet og værger for mig med hånden. Men det er bare min egen skygge, altså ingen fremmed, men mig selv jeg ser - og så sover jeg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her