Læsetid: 7 min.

Irriterende velgørende med modstanden

Debat
27. maj 1998

'Hvad jeg ville med partiet var måske ikke så klart. Hvad jeg ville med Danmark, var helt klart. Jeg ville et dansk engagement i et fælles Europa'

AMSTERDAM
"Det er lysten, der driver værket", siger man. Måske.
Men nok så ofte er det angsten. Eller måske er det i virkeligheden sådan, at vi elsker at frygte? Og måske er det endda sådan, at vi til syvende og sidst fremelsker det, vi frygter.
Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at vore handlinger oftere er betinget af vore følelser end af vore overvejelser. Sådan er det i dag. Og sådan har det altid været.
I slutningen af fyrrerne rejste jeg med tog til Schweiz - gennem det sønderbombede Tyskland. Hamborg lå i ruiner. I by efter by var det lige sådan. Af Freiburg i syd stod kun 10 procent af byen tilbage. Toget kom kun langsomt frem, og hver gang det standsede, stod skarer af børn langs banelinien med fremstrakte hænder og bad om mad.
Vi delte naturligvis vore medbragte madpakker med dem og kom selv sultne til Schweiz.
Jeg kom hjemmefra med en ballast af kristen tale om menneskekærlighed. Og også af kristen praksis. Men i toget sydpå fik talen perspektiv ud over den danske provinsby, jeg kom fra. Og jeg forstod, at skulle en ny katastrofe undgås, måtte der knyttes bånd. Bånd mellem enkelte mennesker fra forskellige lande, men også bånd mellem nationerne.

Det pinlige
Der var mange, der tænkte sådan dengang. Der er så-mænd også mange, der tænker sådan i dag. Men det pinlige er, at mange af dem, der overhovedet giver sig af med at tænke, taler om uforpligtende fællesskab i stedet for om bånd. De taler om suverænitet (som betyder herredømme) uden at tale om forpligtelse. De taler om, hvad vi kan få ud af det, i stedet for at drøfte, hvad vi kan give ind i det.
Men der var andre, der handlede. Og i løbet af halv-tredserne begyndte konturerne af et nyt Europa at aftegne sig. Og da tresserne gik mod hæld, begyndte vi danske for alvor at overveje, om ikke vi burde være med.
Det kulminerede med folkeafstemningen den 2. oktober 1972. På det tidspunkt var jeg dybt involveret i politik - som formand for Kristeligt Folkeparti. Hvad jeg ville med partiet var måske problematisk. Men hvad jeg ville med Danmark, var helt klart. Jeg ville et dansk engagement i et fælles Europa.
Jeg rejste landet tyndt og holdt foredrag. De fleste politikere talte på den tid om, hvad vi kunne få ud af en tilslutning. Jeg talte om, hvad vi kunne yde i et engagement.
Op mod afstemningsdagen var der partilederrunde i fjernsynet. Jeg sad ved siden af Jens Otto Krag, og på hans anden side - lige om hjørnet - sad Ninn Hansen. I pausen midt i udsendelsen så jeg Krag sludre lidt med Ninn.
Så bøjede han sig over mod mig og hviskede på sin lidt generte måde: "Ninn og jeg synes, du gør det vældig godt. For med dit parti, som det er, kunne du få meget mere ud af at være imod".
Hvad jeg svarede, kan jeg ikke rigtig huske. Men det var bestemt ikke særlig begavet. Ikke så begavet, som jeg havde kunnet ønske mig det. Essensen var, at jeg dårligt kunne være imod, når jeg af overbevisning var for.

Et kvart århundrede
Og så er der gået et kvart århundrede siden den dag, vi stemte ja. Og hvad er det så, vi har stemt ja til?
For nogle år siden læste jeg en bog Åh, Europa! af den tyske forfatter og journalist Enzenberger med det svenske fornavn Hans Magnus. Det største kapitel handler om Italien og giver en oplevelse af et folk (hvis det overhovedet er et folk?) med traditioner, der rækker mindst to tusinde år bagud.
De lever stadig i de personlige tjenesteydelsers tid. Vi kalder det korruption, men sådan noget skal man ikke sige til en italiener. For dem er økonomi i væsentlig grad et spørgsmål om personlige forhold, mand og mand imellem. Måske holder sådan noget ikke helt i et moderne samfund. Men måske har de alligevel fat i noget. Måske kan vi endda lære noget af dem.
Og på tilsvarende måde kunne det være med andre folk. Ingen steder har jeg så kraftigt som i østlandene hørt understreget, at med frihed følger forpligtelse. Nuvel, det er måske ikke så underligt. For de har haft forpligtelsen og manglet friheden - og kunne måske derfor let forstille sig, at en ydre frihed, som nogle har tilkæmpet sig, men de fleste fået forærende, var en frihed uden forpligtelser. Og så opdager de, at sådan er det ikke. Den ydre frihed hænger intimt sammen med en indre forpligtelse.
Men vi lærer ikke noget af de andre, og de ikke af os, uden et forpligtende indbyrdes fællesskab.

Velgørende
Nu ligger det bare ikke lige sådan til os uden videre at kaste os ud i det. Og det skal vi heller ikke. Hvad vi gør, skal helst passe nogenlunde til, hvad vi vil. Derfor har det været irriterende velgørende med modstanden.
For nogle år siden talte jeg med en ledende embedsmand i Europa-kommissionen. Han var franskmand. Jeg spurgte ham, hvad han mente om den danske skepsis. Til min overraskelse brød han ud i et smil. "Vi er glade for den," svarede han, "så ved man da, at der bliver taget stilling."
Det danske nej til Maastricht-aftalerne foruroligede "europæerne" i Centraleuropa, men rystede dem ikke. Det var, hvad man kunne vente af dette lille mærkværdige folk det nordpå.
I dag drejer det sig i virkeligheden ikke om noget "for eller imod" et europæisk fællesskab. Selv modstanderne erkender det - selv om de ikke er meget for at indrømme.
Politik er noget sært noget. Jeg skrev engang til de konservatives Poul Møller (ham, faderen til Per Stig Møller) og bebrejdede ham, da han havde angrebet socialdemokraternes Per Hækkerup for at komme med et forslag, de konservative ligeså godt kunne være fremkommet med.
Han svarede og gav mig ret i mit synspunkt, men tilføjede, at en ros for ham "ville være det samme som at stikke Hækkerup en kniv i ryggen".
Måske har de mest klart-seende blandt EU-modstanderne den samme holdning som Poul Møller. Selvfølgelig vil de stemme nej til kommende Amsterdam-aftale. Men inderst inde vil de håbe på et lille beskedent ja. Det vil sikre, at Danmark fortsat vil stå centralt i en kommende - og tiltrængt - demokratiseringsproces.

Demokratisering
Jeg er godt klar over, at 'demokratisering' er et ord, man skal omgås med forsigtighed. Det centrale i et demokratisk Europa er, at den enkelte har mulighed for at få indsigt - hvis han ellers gider.
Det er den ene side af sagen. Den anden er, at den enkelte skal have kanaler, hvorigennem holdninger kan formidles til dem, der træffer beslutninger.
En dansk EU-politikers væsentligste opgave er at lytte. Lytte til, hvad der rører sig blandt folk. Og give budskabet videre. Men det forudsætter selvfølgelig, at 'hin enkelte' har et budskab.
Og her kommer vi så til noget, der er endnu væsentligere end politik. Det er understrømmene. Det er de hundreder af små sammenhænge, hvor enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner forsøger at videregive noget, de anser for væsentligt for et velfungerende samfund - af mennesker. Lad mig nævne en enkelt af disse sammenhænge, som jeg selv kender til.
For en halv snes år siden var jeg sammen med en ven til en international konference i Pecs i det sydlige Ungarn. Vi fik lejlighed til at fortælle om den frie skole i Danmark, om højskolen og dens betydning for udviklingen af det danske samfund.
En ung ungarsk seminarlektor, Anna Szeczler, fangede idéen. Den frie skole som et væksthus. Hun kom med en gruppe kolleger til Danmark (IUC-Europa i Svendborg) for at høre mere. Hun tog hjem med en beslutning om at skabe en række af frie skoler i Ungarn. Og der gjorde hun så. I dag findes der mere end hundrede frie skoler i Ungarn, grundlagt på hendes initiativ. Sådan noget kan man ikke planlægge. Men man kan have øjne og ører åbne. Og det er der flere og flere, der har.
Det er disse understrømme, der er så væsentlige. Og det er godt, at danske politikere har forstået dette. Udenrigsministeriets Demokratifond har været et lykkeligt påfund.
Men der er også andre understrømme. Hvirvelstrømme, kunne man næsten sige. Strømme, som er mere eller mindre uberegnelige, men som en politisk navigatør ikke desto mindre må kende.
Hvis du spørger en dansker, om han eller hun er for en fælles europæisk valuta, kan du meget let få et 'nej'. For vi vil da være os selv. Men spørger du den samme person i sin egenskab af turist, kan du lige så let få et 'ja'. For hvor er det besværligt med en taskefuld forskellige mønter, når man vender hjem fra en rundtur i Europa.
For politisamarbejdet gælder noget lignede. Vi skal ikke have noget af, at fremmede politikfolk snuser rundt på vore enemærker. Men vi vil meget gerne have en fælles indsats mod international kriminalitet.
Min pointe er bare, at vore beslutningstagere, vore politikere, gør det vanskeligere for sig selv, end det behøvede at være.
Tænk, hvis vi vovede at samle os om, hvad vi har at yde som medansvarlige i et fællesskab, i stedet for at bagatellisere, hvad det indebærer af risiko. For selvfølgelig er der en risiko. Det er der ved alt liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her