Israel må hele tiden undskylde. Israel må hele tiden beklage. Israel må hele tiden bevise sin gode vilje. Israel må hele tiden tigge om sin ret til eksistens
Israel
I disse uger fejrer Israel 50 års fødselsdag. Den 14. maj 1948 blev den jødiske stat proklameret. Samme dag erklærede en række arabiske stater krig mod den nye statsdannelse, mens et flertal af FN's medlemmer - herunder Danmark - anerkendte Israel.
I fjor fejrede Israel også et jubilæum. Da var det 100 år siden, journalisten Theodor Herzl på en kongres i Schweiz blev hyldet for sine tanker om at at skabe en jødisk stat. Herzl blev dermed zionismens grundlægger. Den da utopiske drøm blev altså virkelighed i 1948.
Meget er ændret i dansk udenrigspolitik i forholdet til Israel, siden Danmark var blandt de nationer, som helhjertet bakkede op om statens oprettelse i maj-dagene for 50 år siden, og som konsekvent stod bag Israel de næste 20-25 år.
Nye vinde blæste fra og med Yom Kippur-krigen i 1973 og oliekrisen, som var næsten sammenfaldende hermed. Det var Sovjetunionens medløbere herhjemme, som fik gennemtvunget den nye danske holdning til Israel, og skiftende danske regeringer fulgte trop.
Der har fra dansk side, tragisk forudsigeligt, stort set siden kun eksisteret én endeløs række af angreb på Israel og det israelske folk. Og det på trods af, at det faktisk er et på alle måder beundringsværdigt land, vi taler om. Et land, som, beliggende midt i et morads af diktatoriske, muslimske feudalstater, med imponerende stædighed holder fast i de demokratiske traditioner.
Fortsætte folkestyret
Tænk engang, at den politiske top i et folk, som bogstavelig talt har været i krig eller krigslignende tilstand gennem et halvt århundrede, endnu har såvel viljen som styrken og modet til at fortsætte folkestyret.
Israel er tilmed i den helt utålelige og ubegribelige situation, at landet til stadighed må legitimere sin blotte tilstedeværelse.
Slogan'et "For Israel's Right to Exist" blev lanceret allerede i årene efter 1948, men man ser det såmænd stadigvæk på T-shirts og på klistermærker rundt om i landet 50 år senere. Og det vel at mærke efter et halvt århundrede, hvor Israel konsekvent har bevist viljen til at indgå i et internationalt samarbejde og at overholde alle internationale aftaler - selv i forhold til den endeløse række af stater, som truer Israels frihed, fred og sikkerhed.
Modsat vil omverdenen eksempelvis end ikke acceptere Israels ret til selv at bestemme, hvad landets hovedstad hedder. Lykkeligvis har nu USA, gennem årene Israels mest trofaste ven, truffet principbeslutning om at flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.
Dansk Folkeparti fremsatte i fjor krav om, at Danmark gør som USA, men kravet blev øjeblikkelig jordet - ikke alene af regeringen, men af samtlige andre partier. Gad vide, hvordan vi herhjemme ville reagere, hvis et fremmed lands regering besluttede, at man ville anbringe sin ambassade i eksempelvis Odense eller Randers - med en eller anden kryptisk erklæring om, at man ikke anså København for at være Danmarks hovedstad.
Særlige regler for Israel
Men for Israel gælder åbenbart - for en selvstændig og fri nation - helt særlige regler: Israel må hele tiden undskylde. Israel må hele tiden beklage. Israel må hele tiden bevise sin gode vilje. Israel må hele tiden tigge om sit ret til eksistens.
Og som om det ikke var nok: Israel må oven i købet undskylde, at man tillader sig at forsvare sine egne grænser og sit eget folk mod angreb udefra.
Fredsslutningen med Ægypten i begyndelsen af 80'erne blev betalt med en tårnhøj pris; men alt, hvad Israel lovede i den forbindelse blev holdt til punkt og prikke. Hvad angår PLO, har israelerne strakt hånden frem til forsoning med denne organisation, som i årevis har bragt bomber til sprængning dybt inde bag Israels grænser. En bevægelse, som har kapret fly, aflivet sagesløse gidsler, som end ikke var israelske statsborgere, men hvis eneste 'forbrydelse' var, at de tilhørte den mosaiske tro.
Målet for PLO er stadig Israels udslettelse - omend det officielle mål i dag er "en israelsk tilbagetrækning til grænserne før seks-dages krigen i 1967". Det kan i øvrigt i den forbindelse undre, at man dengang i 1967 overhovedet ville angribe Israel, når man fra arabernes side finder disse 67-grænser så fortrinlige...
Israel har modsat bevist, at man mener det, når man siger, at man ønsker en fredelig sameksistens med nabostaterne. Det er bevist så ofte, at det ikke overhovedet burde være noget, der længere blev sat spørgsmålstegn ved.
Ingen moralsk støtte
Danmarks ændrede holdning til hele dette underlige mellemøstlige drama kan i den forbindelse nok undre. Historisk var Danmark som nævnt blandt de lande, som i FN stemte for Israels eksistens, og folkeligt har Danmark, takket være sin indsats overfor de danske jøder under besættelsen, en høj status såvel i den jødiske nation som i det israelske folk. Det kan nok overraske, at sagen stadig forholder sig således - for israelerne har ikke i mange år modtaget nogen former for moralsk støtte fra den danske stat.
Tværtimod er det officielle Danmark emsigt optaget af at yde økonomisk støtte til Israels fjender. Det er således fastslået, at det er danske kroner, som opretholder driften af institutioner, hvor Hizbollas og Hamas' terrorist-aspiranter uddannes. Indenfor Danmarks grænser har vi modtaget 11.000-12.000 palæstinensiske flygtninge og naivt accepteret, at en del af disse på dansk grund samler sig i anti-jødiske foreninger, og vi har tilmed gjort deres undergravende arbejde lettere ved at punge ud til foreningernes drift.
Nu, i 50-året for Israels oprettelse, er det rette tid at gøre bod for denne underlige holdning, som har sit udspring i Sovjet-tiden. Det er tid til, at det officielle Danmark utvetydigt gør klart, at man betragter Israel dels som en sand ven, dels internationalt slår fast, at Israel er en demokratisk og stabiliserende oase midt i et mellemøstligt virvar af diktaturer.
