Læsetid: 3 min.

Ja eller nej - ikke ud fra miljøreglerne

Debat
25. maj 1998

EU er med årene blevet det forum, som det europæiske samarbejde i hovedsagen fungerer igennem

AMSTERDAM
Vil miljøet vinde eller tabe med Amsterdamtraktaten? Teksten rummer smukke passager om miljøhensyn men stadfæster ikke den miljøgaranti, vi har været lovet siden 1986: Den garanterer ikke Folketingets ret til at fastlægge de miljøkrav, vi måtte ønske til f.eks. fødevarer og andre vigtige varegrupper.
Miljøpolitik kan imidlertid ikke anskues isoleret men er knyttet til et samfunds muligheder for at realisere sine samlede målsætninger. Konkret betyder det, at spørgsmålet om et ja eller nej til Amsterdamtraktaten ikke i særlig grad bør vurderes på dens miljøregler, men på om traktaten alt i alt bidrager til den samfundsudvikling og den globale udvikling, som man måtte ønske.

Økonomien i højsædet
Gør den det, så får vi også nok tacklet miljøproblemerne så godt som muligt.
Gør den det ikke, vil det se alvorligere ud for respekten for miljøet og folkesundheden.
Det bliver afgørelsen ikke nemmere af. I sidste instans er der ikke andet at gøre end at vælge ud fra de grundholdninger, som man selv finder det vigtigst at prioritere:
Efter min vurdering bevæger EU sig med Amsterdamtraktaten ikke frem imod større social lighed og demokrati, økologisk bæredygtighed, begrænsning af 'harmonisering' og centralisme. Dertil er vækstfascinationen og dens økonomiske kræfter for stærke.

Løsningsformer
Omvendt er sansen for egentligt folkestyrede, decentrale løsningsformer for svag. Bæredygtigheds-politik fordrer overskuelige enheder og kredsløb, konkrete ansvarsfordelinger, ikke vækstfiksering.
EU er imidlertid med årene blevet det forum, som det europæiske samarbejde i hovedsagen fungerer igennem. Med Finlands, Sveriges og Østrigs tilslutning og med en forventelig langsom tilslutning fra en række central- og østeuropæiske lande bevæger EU sig fra at være en vesteuropæisk organisation til at omfatte størstedelen af Europa på nær Rusland.
Det sker på en langtfra betryggende måde, men det sker. I denne situation findes for mig at se to konstruktive handlingsveje:
Enten som Schweiz, Norge, Island, Færøerne og Grønland at vælge et samarbejde med EU - uden megen indflydelse på vigtige EU-områder, men med større selvstændige handlemuligheder på andre felter: inden for social- og arbejdsmarkedspolitik, miljøpolitik, fredspolitik med videre. I alt med større muligheder for at bevare og videreudvikle landenes folkestyre samt for at være foregangsland med inspiration/indflydelse i forhold til den globale udvikling.
Den anden mulighed er, som Danmark, Finland og Sverige m.m.fl., at få det bedst mulige ud af EU indefra, dvs. arbejde på, at EU ikke udvikler sig til en overbureaukratiseret, centralistisk statsdannelse og atommagt. Men at EU begrænses til at være redskab for de forhandlinger og aftaler om afspænding og konfliktløsning, handel, miljø-minimumregler m.v., som de fleste vel er enige om skal gennemføres på europæisk niveau.
Som medlemmer af EU har vi vitterlig en smule formel og et gran reel indflydelse på EU's videre udvikling. Afstemningen om Amsterdamtraktaten er netop en situation, hvor denne indflydelse kan bruges. Til et ja eller et nej, afhængigt af, hvordan man vurderer traktatens vigtigste elementer og tendenser.

Vigtige opgaver
Et nej til traktaten skal efter min opfattelse ikke anvendes til at pege på en udmeldelse, men til at fremme løsningen af vigtige opgaver, som ikke vil blive taget alvorlig, hvis ikke der bliver sagt fra nu:
*At modvirke den kurs mod forbundsstat, som ØMU'ens økonomi- og arbejdsmarkeds-harmonisering vil betyde, og som Schengen-grænsenedbrydningen, EU-rettens fortsatte styrkelse og EU's militære dimension yderligere vil pege imod.
*At fremme nationalt og folkestyremæssigt frirum for de politikker, hvor det er særlig vigtigt at bevare selvstændig beslutningsret. Grundlovs-afgørelsen i erindring, idet den i hovedsagen gør afgrænsningsansvaret politisk.
Det er usandt, at medlemskabet af EU står på spil med et nej til Amsterdam. Det ville jo betyde, at EU ikke respekterede sit eget retsgrundlag, som siger, at ingen traktatændring kan gennemføres uden tilslutning fra alle medlemslande.
Udvidelsesforhandlingerne berøres heller ikke. De er så småt i gang. Og traktaten meddeler i øvrigt ikke noget om den sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her