Læsetid: 4 min.

Kærlige spark og smækfælder

Debat
30. maj 1998

Vi får to slags borgere: En klasse af arbejdende overhunde. Og en kaste af vrangvillige underhunde, der tvangsudskrives til kunstige jobordninger, til en underbetaling, der ville drive alle andre til generalstrejkens rand

BISTAND
For en måneds tid siden så jeg en udsendelse på DR1 om bistandsklienter.
"Hvem er de egentlig," blev der spurgt i foromtalen. Det lød spændende: Kunne det tænkes, at nogen var begyndt at interessere sig for, hvordan vi har det i virkeligheden?
Det var på tide, tænkte jeg. Efter i årevis at have ærgret mig over fjernsynet, som konsekvent, hver gang de omtaler den samfundsgruppe, jeg tilhører, viser billeder af de mest elendige skæbner, vort samfund kan byde på. Øl i regnvejr og store hunde.
Men nu ville Danmarks Radio altså omsider leve op til sine forpligtelser og give reel oplysning om et samfundsproblem, som kan ramme alle. Selv en medarbejder ved Danmarks Radio.
Jeg tændte for fjernsynet - og så en udsendelse, hvor en kvik tv-journalist gik rundt med en pose øl, som han stak op i næsen på udvalgte politikere. Det var oplæg til samtale om 'de udstødte':
"Det er jo dem, der sidder på en bænk dagen lang og drikker billige øl", sagde journalisten. "Skal du ikke også have en?"
De fleste af politikerne ville ikke have den tilbudte øl, men der var kun én - en hæderlig venstremand - der nægtede ikke bare at drikke for åben skærm, men også at diskutere på det niveau.

Klirrende eksistenser
Ellers gik det, som det plejer: Politikerne fortalte seerne, hvad der var bedst for de klirrende eksistenser på byens bænke: De skulle aktiveres, sættes i gang, have et kærligt spark, så de kunne komme op af hængedyndet, ud på arbejdsmarkedet.
Den gamle borgerlige opfattelse af de arbejdsløse som en flok dovne, fordrukne hunde har åbenbart bredt sig i vide politiske og journalistiske kredse. End ikke de adspurgte socialdemokrater tog afstand fra oplægget.
Jeg havde lykkeligt glemt den udsendelse, lige til i dag, hvor jeg, som så ofte før, fik de folkevalgtes kærlighed at føle.
Men jeg må hellere begynde fra begyndelsen: Jeg har en akademisk uddannelse af en sådan art, at damen oppe på arbejdsformidlingen grinede, da jeg kom for at stemp-le første gang: "Ja, du skal nok ikke regne med at komme i arbejde".
Jeg blev sur. Men hun fik ret.
Så en dag kom jeg på socialhjælp. Nu skulle jeg aktiveres. Det blev næppe noget problem, tænkte jeg - med hovedet fuldt af projekter: Jeg kunne måske få en tilknytning til universitetet, som jeg havde haft som langtidsledig? Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Universitetet er en statslig institution. En bistandsklient kan kun aktiveres kommunalt eller privat.
Nå - men der var jo også den her bog om tegneserier, jeg gik og bryggede på. Kunne jeg ikke, med sådan et projekt, komme ind under en kulturel tilskudsordning? Desværre nej. Det kunne kun komme på tale, hvis bogen handlede om århusiansk kultur - thi det er Århus Kommune, der holder mig i live.

Tegneseriemuseum
Hvad så med Tegneserie-museet i Gørlev? Der havde jeg været i jobtræning (arbejdet foregik på Statsbiblioteket i Århus). Men nu var jeg bistandklient: Aktivering i en fremmed kommune?! Umuligt!
Senere blev jeg free lance skribent ved Information. Det betragtes som en fritidsbeskæftigelse.
Det lykkedes at finde en mindelig løsning på aktiveringsproblemet. Jeg laver ikke noget, jeg ikke vil. Men at det overhovedet skulle være et problem! Jeg er ellers en af de billigste bistandsklienter i Århus. De honorarer, jeg modtager for mine artikler, modregnes 100 procent.
Alligevel betragter jeg mig selv som en priviligeret bistandsklient. De sociale myndigheder er ikke meget emsige overfor folk, som skal modregnes for flere tusind kroner om måneden.
Hos de menige sagsbehandlere har jeg mødt stor hjælpsomhed. Men ikke hos lovgiverne. Dem er jeg dødsensræd for. Med god grund, har det vist sig.

Lukkede døre
For ikke så længe siden fortalte min sagsbehandler mig om '2.000 kroners reglen'. Ifølge den kunne man tjene 2.000 kr. brutto oven i bistandshjælpen i et halvt år. Hvilket selvfølgelig kræver en vis tilknytning til arbejdsmarkedet. Der var håb forude, et åndehul i en mere end stram økonomi.
Men i dag fortalte min sagsbehandler, at '2.000 kroners reglen' er blevet ophævet med den nye bistandslov.
Hvad er nu det for noget? Et kærligt spark, for at hjælpe os ud af passiviteten? Den regel var ellers ikke for driverter. Den var tværtimod en god opmuntring for folk, der vil ud af systemet.
Jeg er i min tid som bistandsklient stødt på mange regulativer, love, forordninger, begrænsninger, kasser, firkanter og lukkede døre. Somme tider virker det, som om alt er sat i værk for at dræbe ethvert håb og lamme ethvert initiativ.
Vi er i denne tid, under socialdemokratisk ledelse, ved at få to slags borgere i dette land. En klasse af arbejdende overhunde. Og en kaste af vrangvillige underhunde, der tvangsudskrives til diverse mere eller mindre kunstige jobordninger, til en underbetaling, der ville drive alle andre til generalstrejkens rand - og som i tilgift fratages basale borgerrettigheder.
Nu er det for eksempel, stadig ifølge min sagsbehandler, blevet forbudt for en bistandsklient at rejse til udlandet. Også i sin ferie. Endnu et kærligt spark?
Der ligger store mængder af god vilje bag dette system af smækfælder og grænsepæle. Men det virker lammende og meget trættende, også på folk, der gør en indsats for at komme ud. Der er noget galt et sted - måske med menneskesynet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her