Kronik

Kapløb om Danmarks befrielse

Debat
4. maj 1998

Jeg formoder, at Stalin tiltænkte Danmark samme skæbne som de tre andre små baltiske lande. Men også mange i Danmark så frem til, at netop sovjettropperne skulle befri os

For et par menneskealdre siden havde Københavns universitet, dengang Danmarks eneste, to markante historieprofessorer: Erik Arup (Nordisk Historie) og Aage Friis (Danmarkshistorie). Deres forskermetode var vidt forskellig, og de lå i bestandig bitter strid. Aage Friis forfægtede energisk kildernes absolutte nødvendighed, mens Erik Arup ligeså energisk hævdede, at hvor ingen kilder fandtes, måtte man have lov til at formode.
Selv bekender jeg mig til den arupske metode. Den samme tendens bemærker jeg hos faghistorikeren i dag, der vil skildre slutspillet forud for Danmarks endelige befrielse efter fem års trælsom besættelse af Adolf Hitlers Nazityskland (1940-1945). Men det er ikke altid vi formoder det samme.
Efter Sovjetunionens sammenbrud og Berlinmurens fald for en halv snes år siden er en del arkiver blevet tilgængelige, i øvrigt også britiske, men langtfra alt. Vil man skrive om anno dazumal, må man stadig ty til formodninger.

Vi ved naturligvis, at vestmagterne fra 1941 var fælles om at bekæmpe Hitler. England startede sin ensomme krig allerede i 1939. Det var dengang Stalin og Hitler havde sluttet en pagt - hvorpå Hitler straks, og imod alle regler, angreb Polen. USA kom endelig med i 1941, efter at Hitlers allierede Japan havde angrebet den amerikanske base i Stillehavet Pearl Harbour (december 1941). Dermed blev situationen naturligvis helt forandret. Med Sovjetunionen og USA som allierede stod Hitlers modstandere endelig stærkt.
Efterhånden kom nu problemet om hvem der skulle befri de tyskbesatte lande, øst eller vest?

Her skal det indskydes, at der i samtlige tysk-besatte lande var opstået modstandsbevægelser, således også i Danmark. Her kunne disse dog ikke udrette store ting, før kommunisterne sluttede sig til in pleno, og det skete naturligvis først i 1941, da den tysk-russiske pagt var forbi med Hitlers uventede angreb på Sovjetunionen i 1941. Modstandsbevægelsen fik dog først betydning, da den geniale kommunist Mogens Fog fik de politisk noget uensartede grupper samlet under én hat i Frihedsrådet. Det konsoliderede sig i september 1943.
Fog bestræber sig på at få slået fast, for ikke at skræmme 'de borgerlige', at dette Råd, ligesom hans egen organisation Frit Danmark, var hvad han kaldte tværpolitisk, og til den ende knyttede han en håndfuld borgerlige standspersoner til begge organisationer. Hvad nu Frit Danmark angår, må man indrømme, at professor Aage Trommer har ret, når han betegner denne organisation som "kommunisternes forlængede arm ud i det borgerlige Danmark". Om selve Rådet skriver dettes egentlige krumtap, den gennemhæderlige socialdemokrat Frode Jakobsen: "Der var ikke megen politisk erfaring hos mine ikke-kommunistiske fæller i Rådet". Det skulle vise sig at være en rigtig vurdering.
I Rådet sad, foruden Mogens Fog, de meget stærke kommunister Børge Houmann og til sidst også Alfred Jensen. Disse tre kom naturligvis til at præge striden omkring slutspillet i Danmark, dvs. uenigheden om hvem man ønskede sig som befrier/ besætter, øst- eller vestmagterne, når Hitlers nederlag var i sigte. Rådet fik i 1944 sendt en ambassadør til Moskva, kommunisten Thomas Døssing. Hitlers angreb på Sovjetunionen endte som et katastrofalt nederlag for tyskerne. Og efter de vestallieredes vellykkede invasion på kontinentet den 6. juni 1944 (D-dagen) stod det klart, at Hitler ville tabe sin krig.
Nu kom timen, hvor øst og vest skulle dele det tyskbesatte Europa i 'interessesfærer'. Ved det berømte Jalta-møde i februar 1945 mellem Stalin, Churchill og Roosevelt, hvor delingsplanerne blev konfirmeret, fejede Stalin Danmark af bordet som et spørgsmål af mindre betydning. Jeg vil dog formode, at han i høj grad havde Danmark i baghovedet, men ikke ville risikere vrøvl med de to gamle herrer,
Churchill og den syge Roosevelt. Man måtte nøje sig med en erklæring om, at den, der nåede først frem til Danmarks grænse, skulle befri os.
Når jeg nu formoder, at Stalin havde tiltænkt os den samme skæbne, som blev de tre andre små baltiske lande til del, skal jeg også begrunde det.
At han ville få støtte af de danske kommunister vidste han, takket være den uafbrudte telegrafiske forbindelse disse havde med deres røde kammerater i Sovjet. De danske kommunister havde efterhånden grund til at vejre morgenrøde, og det er ikke en formodning - jeg var selv en af dem, idet jeg arbejdede et år for Frit Danmark i Århus.
Endelig sad Døssing jo i Moskva, hvor han gennem Stalins talerør fik ganske klar besked om, hvad Stalin havde tænkt sig at stille op med Danmark, en besked, Døssing formidlede til Frihedsrådet.
Rådet havde i 1944 sendt det fremtrædende medlem Erling Foss til London. Her fik han af den amerikanske chef for nordeuropæiske anliggender, Hugh Cummings, den klare og foruroligende besked, at Danmarks skæbne var afhængig af, hvem der nåede først frem til grænsen i syd, de øst- eller de vestallierede.

Vores faghistorikere dis-kuterer nu, hvor det hele forlængst er over-stået, på livet løs om der i foråret 1945 fandt et kapløb sted mellem generalerne for øst og vest. Vi ved det ikke. Vi ved imidlertid, at Stalin havde planer med hensyn til Danmark. Således havde et af hans talerør, legationsråd Semenov i Stockholm, ladet Døssing forstå, at "Danmark ville gøre klogt i at regne med Sovjetunionen som Østersø-magten. Danmark var russisk interessesfære". Og i januar 1945 siger viceudenrigsminister Dekanozov i en forhørs-lignende samtale med Døssing, "... der foreligger for os en meddelse udefra, der tyder på, at politikerne i Danmark mener, at Danmark er engelsk interesseområde og engelsk-amerikansk militærområde. Mod det vil vi på det bestemteste protestere...".
I dag kan profesor Bent Jensen, efter studier i de russiske arkiver, tilføje at, "....den store Molotov (udenrigsminister indtil 1949) havde planer for den kommunistiske stormagts politik overfor Damark, der ville gøre dette land totalt afhængigt af Moskva og Østersøen til en sovjetisk indsø". Og professor Erling Bjøl skriver: "Jeg fik en stærk fornemmelse af, at russerne havde overvejelser om at gøre Frihedsrådet til en slags regering, hvis de kom først til Danmark, på samme måde som de i 1944 havde indsat den kommunistisk dominerede Lublinregering i Polen".
Jeg formoder, at Bjøl her har sammenstødet i Rådsmødet den 17. april 1945 i tankerne. Her fremlagde kommunisterne Fog og Houmann, støttet af Dansk Samlings Arne Sørensen og den konservative Aage Schock, et gennemarbejdet politisk-socialt program, som i givet tilfælde ville gøre Rådet til en folkefront-regering, sådan som vi så det i de sovjetbefriede lande i Østeuropa. Dette var åbenbart Frode Jakobsens vurdering, da han, forsinket, ankom til mødet, som han i sine erindringer betegner som "et Bråvallaslag". Han stemmede imod af al sin kraft og truede med at gå ud af Rådet. De utro medlemmer måtte give sig.
På dette sene tidspunkt var en sovjetisk 'befrielse' i høj grad i sigte. Og Døssing skriver i en desperat henvendelse til Frode Jakobsen, at han kræver en indbydelse fra Rådet til Den Røde Hær om at befri os. Om dette sidste brev skriver Frode Jakobsen i sine erindringer, "Jeg tøvede med at vise denne henvendelse til kommunisterne i Rådet...", men med dårlig samvittighed tilføjer han, "Jeg følte at jeg havde væltet et vigtigt spil for dem". Det havde han rimeligvis, og det blev hævnet grumt efter befrielsen.

Nu kan man naturligvis undre sig over, at de vestallierede i Nordtyskland rykkede så langsomt mod øst. Jeg formoder, at det kan skyldes den amerikanske general Eisenhower, der - som historikeren Basil Collier skriver "havde en lille flirt med Stalin", i hvert fald lader han hånt om Churchills diplomatiske telegram, hvor det hedder, at han "tillægger det den allerstørste betydning, at vi kommer til at trykke russerne i hånden så lang østpå som muligt".
Jeg formoder videre, at man skal lægge vægt på en aktion fra uventet side: Det sønderbombede Hamburgs gauleiter, Kaufmann, sendte i begyndelsen af april et nødråb til sin tyske kollega i Danmark, diplomaten George
Duckwitz. Han beder om at Duckwitz "auf direktem
Funkwege" vil lade englænderne vide, hvor de lettest ville kunne komme over Elben, nemlig ved Lauenburg.
Duckwitz tog straks kontakt med sine danske venner, socialdemokraterne Hans Hedtoft og H.C. Hansen og med den fremragende modstandsmand kaptajn Svend Schjødt Eriksen, der på dette tidspunkt var chef for den militære efterretningstjeneste - den, der senere af Montgomery skulle betegnes som "second to none". Ingen af de tre stolede på Frihedsrådet.
Schjødt Eriksen telegraferer omgående til England, og fra sin helt private, hemmelige telefon (Pilken) telefonerer han til efterretningstjenesten sektion i Stockholm (13. april).
Så sker der tilsyneladende ingenting. Og først den 19. april skriver Churchill til Eden. "Det er således vigtigt, at Montgomery rykker ind i Lübeck så hurtigt som muligt... Vor ankomst til Lübeck, før vores russiske venner når frem, vil spare os for en del
diskussion siden hen. Der er ingen grund til, at russerne skal besætte Danmark, som er et land, der bør befries og have sin selvstændighed tilbage. Vor tilstedeværelse i Lübeck, hvis vi når det, vil blive af afgørende betydning."

Jeg formoder imidlertid, at hvad Churchill frygtede mest af alt, var et sovjet-domineret Danmark, hvorfra Stalin ville være i stand til at beherske al vestlig adgang til Østersøen.
Nåede Kaufmanns budskab da frem? Jeg formoder det.
Vi ved, at Duckwitz uafbrudt, og med fare for sit liv, pendler mellem Hamburg, Stockholm og Silkeborg, for der at overtale den stædige og stadig Hitler-tro general Lindemann til at kapitulere.
Det vil han ikke.
Vi ved også, at general Dewing den 22. april var i Stockholm for at briefe situationen. Og den 27. april var Duckwitz der. Via det britiske gesandtskab får han meddelelse om, at alle forberedelser til Elben-overgangen var iværksat, og at den var nært forestående. Endelig, den 29. april krydser Montgomery Elben, netop ved Lauenburg.
Dagen derpå, den 30. april, tager Hitler sig selv og veninden Eva Braun af dage i bunkeren i Berlin.
Den 2. maj stod Montgomery endelig i Lübeck, med russerne østfra så at sige lige i hælene.
Og efter tyskernes, endnu kun delvise kapitulation den 4. maj klokken 20.30, blev Dewing, af Montgomery beordret til Danmark. Han landede med sine godt 100 mand i Kastrup den 5. maj.
Vi var, lykkeligt, befriet.

*Ina Rohde fik offentliggjort sin første artikel i Information i disse dage for præcis 50 år siden. I øvrigt har hun arbejdet i Efterretningstjenesten i Stockholm fra januar 1945.

APROPOS - Formodninger

"Hvor ingen kilder findes, må man have lov til at formode," skal den toneangivende danske historiker Erik Arup have sagt. Og det er netop hvad Ina Rohde gør i dagens Historisk Set - formoder.
På baggrund af udtalelser, citater, erindringer, mødereferater etc. stykker Rohde et billede sammen af et Danmark, der i det tidlige forår 1945 var yderst tæt på at blive befriet af Stalins sovjettropper i stedet for af engelske soldater.
Som belæg for påstanden anfører Rohde, at den sovjetiske legationsråd i Stockholm, Semenov, bla. lod Frihedsrådets repræsentant i Moskva, kommunisten Thomas Døssing, forstå, at "Danmark ville gøre klogt i at regne med Sovjetunionen som Østersømagten. Danmark var russisk interessesfære". I januar 1945 udtalte viceudenrigsminister Dekanozov til Thomas Døssing - stadig ifølge Ina Rohde - at "... der foreligger for os en meddelse udefra, der tyder på at politikerne i Danmark mener, at Danmark er engelsk interesseområde og engelsk-amerikansk militærområde. Mod det vil vi på det bestemteste protestere...".
Selv fulgte Rohde begivenhederne fra tæt hold gennem sit daværende kommunistiske engagement og sit arbejde i Frit Danmark i Århus og kendte mange danske kommunister, der gerne så sovjettropperne nå først til Rådhuspladsen efter de fem onde år.
Også faghistorikere har i de senere år diskuteret, om det var et tilfældigt kapløb, der blev afgørende for, hvilke lande der blev befriet af henholdsvis øst- og vestmagter.
Helt vil spørgsmålet muligvis aldrig blive afklaret. Måske fordi det fra efter-
tidens sted kan være svært at overskue de politiske og strategiske tiltag, der tilsammen udgjorde den allierede sejr over det nazistiske Tyskland.
Hvis Sovjettropperne var kommet først, ville det så være gået Danmark som det gik de tre små lande i Baltikum? Det er svært at afgøre. Under alle omstændigheder må det høre med til diskussionen, at præmisserne dengang var nogle andre. Som en overløber eller 'muldvarp' i en John le Carré-roman forklarede sine motiver til Smiley, der netop havde afsløret ham som sovjetspion: "Du glemmer, at vi og russerne dengang var på samme side."
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her