Kronik

Kira på nettet

Debat
22. maj 1998

Eller Internet og den moderne ensomhed, hvor vi nok kan se, men ikke smage, lugte og røre

Man skulle tro, at et moderne informationssamfund ville bringe mennesker tættere sammen og betyde større forståelse for hinanden. Men spørgsmålet er, om ikke den moderne informationsteknologi snarere fjerner os fra hinanden.
Mængden af information og kommunikation stiger ganske vist med brugen af Internet og mobiltelefon, men tilsvarende falder kvaliteten af vores kommunikation. Vores ekspanderende meddelelsestrang resulterer ikke i et større fællesskab og kendskab til hinanden, men øger tværtimod den enkeltes ensomhed.
Og hvordan hænger det så sammen? Lad mig illustrere med et eksempel:
En mand sidder på sit arbejde og ind kommer en e-mail, hvor der står: Skal du noget i aften, skat? Hilsen din kone.
Manden svarer tilbage: Ja, jeg skal sidde her og arbejde over. Vi har fået et nyt dataprogram, der vil give os en kæmpe tidsbesparelse, så det bliver jeg nødt til at sætte mig ind i i aften.
Det ville han jo nok næppe have svaret, hvis konen lige havde kigget forbi i sin nye kjole og parfume, gået hen til manden, bidt ham i øreflippen og henført hvisket: Skal du noget i aften, skat? Se det kalder jeg meningsfuld kommunikation!
At forstå hinanden er nemlig ikke kun at opfatte meningen med de enkelte ord, man også at høre tilliden eller mis-tilliden i stemmen, at se udtrykket på læberne imens osv. Men er man usikker over for den tvetydighed, usikkerhed og intimitet, ethvert direkte møde afstedkommer, kan man naturligvis vælge at isolere sig bag skærmen. Det er denne usikkerhed, dele af Internettet forsøger at profitere af.
Den kommunikation, der tilbydes gennem mobiltelefon og Internet har nemlig næs-ten intet at gøre med den samtale, der foregår ansigt til ansigt, krop mod krop i det direkte mellemmenneskelige møde. F.eks. opfylder en telefonsamtale ikke fyldestgørende kommunikative krav om nærvær og forståelse.
Telefonen kan være udmærket til at give beskeder med, men en mere eller mindre eksistentiel dialog med et andet menneske kræver efter min mening en ren fysisk tilstedeværelse. Der er en verden til forskel på en telefonsamtale og en samtale ved et bord, hvor man kan nå hinanden med hænderne. Det er nemmere at lyve i en telefon, for det afslørende kropssprog jo er usynligt for tilhøreren.
Hvor vi i den direkte dialog både bruger hørelsen, synet og indimellem de andre sanser, ja hele kroppen, er kun hørelsen tilbage i røret. Men den andens stemme i telefonen betoner dog ordene på en bestemt måde, hvilket jo rent faktisk gør telefonen mere egnet til samtale end f.eks. Internettet og fax'en, der kan betegnes som instrumenter for den rene, a-kropslige og sanseløse kommunikation.
Ikke fordi der er noget galt i det, når det drejer sig om Einsteins formler, prisen på et tons kul eller tidspunktet for en flyafgang, men hvis det er meningen, at disse teknologier skal indføres i intimsfæren, mister vi noget vigtigt.

I Tv-Avisen for en måneds tid siden - søndag den 19. april - så vi stripperen Kira Eggers, som i en periode har fået installeret et video-kamera i sit hjem - en sponsorgave fra et blad, der vil have flere koblet op på nettet. Videokameraet sender billeder til Internet, hvor de mange interesserede kan kigge indenfor. Samtidig er der oprettet en chat-line, hvor Internetbrugere kan 'tale' med Kira, mens hun viser sine pæne bryster frem foran skærmen.
Denne form for kommunikation kan man næppe kalde for en personlig samtale. Den er vel snarere at betragte som en udstilling og overvågning af en pige, hvis kropsformer appellerer til mandlige Internetbrugere, der har det lidt svært med piger. Forsøget har været en stor succes med flere tusinde besøgende om dagen. Succesen skyldes en blanding af nysgerrighed og ensomhed blandet med den aura af frihed, Internet er omgærdet med.
For disse chat-lines er endnu mere anonyme end f.eks. Træfpunktet i telefonen. På Internettet kan man være hvem som helst. Man har ingen krop, intet køn, ingen stemme. Man er kun de ord, man iscenesætter sig selv med. Derfor er det i en vis forstand den absolutte frihed.
Samtidig er det en frihed uden ansvar og uden risiko for kærestesorg og kønssygdomme.
Men det koster. Der er en bagside, som handler om angst for andre mennesker, isolering og fremmedgørelse.
I dag er et af det moderne menneskes psykologiske problemer den manglende seksuallyst. Hvis informationsteknologiens stadige skabelse af fysisk afstand mellem mennesker fortsætter, vil fremtidens psykologer opleve en stigning af den manglende lyst parret med generthed, manglende indfølingsevne og svigtende realitetsfornemmelse.
Vi vil opfostre en generation, der opgiver det besværlige samliv til fordel for sex på Internettet. En tilstand, hvor den mere sansende del af kroppen - det gamle skidt - bliver mere og mere over-flødiggjort til fordel for store udtryksløse øjne, der rastløst farer hen over skærmen og lange, smidige fingre, der hamrer løst i tastaturet. Nok se, men ikke smage, lugte og røre. Det var så det globale fællesskab.

Som med alle nye ting er USA nogle år foran os. I tv-indslaget om Kira Eggers blev vi også taget med på en kigger i USA, hvor en pige lever af at være overvåget døgnet rundt af et kamera, der er forbundet til Internettet. Her koster det penge at overvåge tandbørstningen og morgentoilettet. Også når pigen lejlighedsvis havde elskere med hjem, var kameraet på. Mange brugere var på hver dag og opfattede hende åbenbart som en virtuel kæreste.
I USA regner man med, at ca. hver niende cyberbruger er blevet afhængig af Internettet, det vil sige omkring fem millioner mennesker. Afhængighed af Internettet betyder i den amerikanske definition af begrebet, at man bruger mere end 38 timer af sin fritid om ugen på Internettet.
Denne netnarkomani medfører i USA, at børn må tvangsfjernes på grund af misrøgt, at ægteskaber går i stykker, da den ene part bruger al sin tid på at surfe rundt og tage del i de mange informationer. De afhængige mister fornemmelsen af tid og lyver om deres misbrug.
"Der er tale om mennesker i alle aldre og socialgrupper. Kedsomhed og ensomhed har ført dem ud i afhængigheden, og de bruger Internet som en vask, hvor de skyller tiden ud," udtalte den amerikanske psykolog Maressa Hecht Orzack til Berlingske Tidende den 17. marts.
En vask, hvor man skyller tiden ud... Det er paradoksalt, at det såkaldte globale fællesskab på Internettet fører til misrøgt af de menneskelige relationer i ens nærmiljø. Hvad nytter det mennesket at kunne kommunikere med den hele verden, hvis det mister sig selv og ikke har fået talt med sit barn i dag?
Hvad udadtil vindes, tabes indadtil. Det er det, man kunne kalde for oplysningens dialektik. Det betyder, at vi i vores jagt på at skabe et globalt fællesskab på Nettet af frie, selvstændige individer samtidig skaber en slagside af ensomhed og dermed ufrihed, oplysningens skyggefulde bagside.
Det er disse mørke bagsider, der alt for ofte negligeres i debatten om Nettet, der for det meste er genstand for en næsten ensidig fremskridtsoptimisme. Fortalerne for Internet hævder, at nettet på grund af dets ukontrollable karakter og principielle åbenhed er en markant styrkelse af demokratiet og ytringsfriheden, samtidig med at den altså skaber mere kommunikation mellem mennesker. Hvis man omvendt forsøger at kritisere Nettet for manglende menneskelighed, risikerer man at blive stemplet som håbløs naturromantiker eller naiv maskinstormer, der ikke vil se i øjnene, at fremskridtet er kommet for at blive.
I sidste århundrede anså man overdreven læsning af romaner som skadelig for især unge kvinders tøjlesløse fantasi, siger man, og dette århundrede har også oplevet modstand mod radio, talefilm osv. Ting som vi nu har vænnet os til og ikke vil leve uden.
Tilhængerne kalder derfor skepsis overfor Internet for reaktionær konservatisme, der ikke skal tages alvorligt. Men Nettet er ikke kun et spørgsmål om sort eller hvidt. Der er mange mellemnuancer, mange muligheder, men lige så mange faldgruber.

Herhjemme gælder Tor Nørretranders som en af de varmeste fortalere for Stedet, som ikke er. For ham, der er vant til at holde foredrag for mange hundrede mennesker af gangen og som derfor må antages at have godt udviklede sociale egenskaber, er Internettet sikkert blot et vidunderligt stykke værktøj, der sætter ham i stand til at søge ellers svært tilgængelige oplysninger og kommunikere med hele verden på én gang.
Men som socialt velfungerende individ er han samtidig også i stand til at slukke for skærmen og søge mod samtalen i de nære fællesskaber, hvor man for alvor mærker verden.
For svagere, mere isolerede sjæle er Internettet derimod en stor fristelse, en narkotisk stimulans, der på den ene side kan skabe uophørlig kontakt med andre cyberbrugere i det virtuelle rum, men samtidig kan medføre, at den i forvejen isolerede person vender ryggen til den nære verden, som er langt mere be-sværlig at håndtere. Og det mærker man ikke verden af.
På den mønt, hvor der på forsiden er skrevet en hyldest til den nye globale fællesskab, er bagsiden præget af et portræt af et menneskeansigt i ensom fortvivlelse. Det er denne dobbelthed og splittelse, debatten om det 21.århundredes informationssamfund må tage på sig, hvis den vil tages alvorligt.

Joachim Wrang er cand. phil. og stud. mag i filosofi ved Odense Universitet

Apropos - Den tabte nærhed

Forfatteren til dagens Virtuelle Rum er filosofistuderende og betragter Nettet ud fra en ideel kommunikationsmålestok. Hvad får vi og hvad får vi ikke som brugere af Internet? Og kan det gode på nogen måde opveje ulemperne - for de er der jo også?
Hvad vi får i det virtuelle rum er næsten grænseløse muligheder for at kommunikere snart sagt hvadsomhelst, fra politiske emner af almen chat-interesse over den rene idioti til emner så specielle, at man kun kan dele dem med et par mennesker i hele verden. Som når en forsker i et eksotisk emne kan udveksle erfaringer med de måske to andre, der kan bidrage positivt til emnet. Og endelig er cyberspace jo også et sted for legen og fantasien.
Hvad vi mister er, ifølge dagens kronikør, fornemmelsen af nærhed, af kropslig tilstedeværelse, stemmens klang og minespillet.
De nye kommunikationsformer giver med den ene hånd og tager med den anden, og hvad de tager, er ikke mindst tiden, den intime tid, når nærvær forvandles til kommunikation.
"På nettet har man ingen krop, intet køn, ingen stemme. Man er kun de ord, man iscenesætter sig selv med. Derfor er det i en vis forstand den absolutte frihed. Samtidig er det en frihed uden ansvar og uden risiko for kærestesorg og kønssygdomme. Men der er en bagside, som handler om angst for andre mennesker, isolering og fremmedgørelse... Hvis informationsteknologiens stadige skabelse af fysisk afstand mellem mennesker fortsætter, vil fremtidens psykologer opleve en stigning af den manglende lyst parret med generthed, manglende indfølingsevne og svigtende realitetsfornemmelse."
Sådan opmaler dagens kronikør billedet af en moderne verden. Men er det sådan, moderniteten tager sig ud i vores nutidsøjne - en international verden, hvor vi har sat den menneskelige nærhed til?
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her