Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
16. maj 1998

Jeg er imod citatfusk
15. MAJ - I torsdagens Information beskyldes JuniBevægelsen for citatfusk. Men kære Information: Jeg gav Jens Reiermann en helt generel kommentar om mine principielle holdninger til citater og til, hvordan folkeoplysning burde gøres.
I Informations artikel er det skrevet sammen med to konkrete eksempler, som jeg overhovedet ikke har taget stilling til eller udtalt mig om.
Jeg har ikke og kan ikke godkende Informations beskyldning om, at JuniBevægelsen fusker med citaterne.
I JuniBevægelsens oplysningspjece citeres korrekt og fyldigt fra selve traktatteksten. Nu er traktatsprog temmelig omfangsrigt, og det er derfor rimeligt at plukke fyldordene fra, så det centrale i traktatteksten bliver læsbart. Metoden er alment brugt hver eneste dag i hvert eneste medie. Deri ligger intet ønske om, at teksten skal fremstå misvisende. Mit krav er, at forkortelser er markeret med prikker, som aviserne gør det.
Men jeg er ikke blind for, at det altid kan åbne en debat om, hvorvidt det er væsentlige ord eller uvæsentlige fyldord, der er sprunget over. Jeg kan nu ikke se problemerne ,Information trækker frem:
Hvad angår artikel 30 i unionsdelen. Vi citerer "Rådet (..) skal sætte Europol i stand til at lette og støtte..." og kritiseres for at vi ikke bringer ordene "medlemsstaternes kompetente myndigheder". Jamen, hvem skulle dog ellers lettes og støttes, hvis ikke det var de enkelte landes myndigheder? Tilskyndelses- og supplerende foranstaltninger er almene begreber i traktatteksten.
Vi mente, at det fremgik klart af ordene "lette og støtte". I brødteksten forklarer vi da også, at tingene skal ske "I forståelse med de nationale politimyndigheder"- og det er jo netop den oplysning Lars Adam Rehof efterlyser.
Kritikken af citeringen fra artikel 64 stk. 2 er mere politisk. Det er rigtigt at der også er et stykke 1, som giver det enkelte land ret til selv at opretholde indre lov og orden. Men det er jo netop stk. 2 som viser rækkevidden af det
retspolitiske samarbejde. Rettigheder til det enkelte land er nu noget, der udtrykkeligt tildeles i traktaten. Derfor optrykker vi artikel 64 stk. 2 i pjecen, og læseren kan ikke bruge en henvisning i stk. 2 til et stk. 1, som ikke er trykt i pjecen - det ville da være dårligt håndværk.

Jens-Peter Bonde
medlem af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen

Søren-ideen
11. MAJ - Tirsdag den 5. maj skriver Søren Krarup om tre gamle 68'ere og sidste dages hellige (Uffe Østergaard, Svend Auken og Ritt Bjerregaard), der dyrker deres skumle ideer i Unionen. De fandt nemlig ud af at EU-ideologien "minder slående om den marxisme, de dengang dyrkede". Det er der også flere penge i, siger han. Den 'marxistiske union' glider måske ikke lige ned, med mindre man har læst hans bog Den Danske Dagligdag (Stig Vendelkærs forlag, 1973), hvor han bla. harcelerer over marxismen i det Konservative Fokeparti. Ingen skal kalde Søren Krarup politisk korrekt. Måske slet ikke korrekt overhovedet.
Han kalder også Sovjet-diktaturet kommunistisk, og siger at det brød sammen som et Babelstårn, fordi de enkelte nationer ville leve
alene og ikke i fællesskab.
Dette samfund byggede på en idéologi. Derfor brød det sammen, og dermed var idéologiernes tidsalder også slut (Bum, det var det). Det er så enkelt, at det er til at forstå. Og det passer jo også fint med, at denne tidsalder startede i 1789 med den franske revolution. Præcis 200 år før. Og ud af idelogierne kom Auschwitz, Gulag, Pol Pot og alle de andre folkemord i ideologiernes navn. Og nu må det altså være Unionen, der skal stå bag nye folkemord. Er den ikke slem nok som den er?
Ideologierne blev kompromitteret i 1989. En vis Friderik Nietzsche havde dog været ude i samme ærinde et hundrede års tid i forvejen. Han genemskuede, at alle de gode tanker og smukke idealer i virkeligheden dækker over en hensynsløs vilje til magt. Og den nyligt afdøde Jean-François Lyotard skrev, også før murens fald, om de fire store fortællinger, der har vist sig ikke at holde: Socialismen, liberalismen, teknologien og kristendommen. De lovede alle, at meget arbejde og store lidelser ville føre frem til stor lykke, en gang ude i fremtiden.
Når jeg er henne i det pessimistiske hjørne, kan jeg finde på at sige, at demokrati også er et fantastisk smukt ideal, der i virkeligheden dækker over pøbelvælde og flertalsdiktatur. Jeg giver heller ikke meget for de store fortællinger, og slet ikke Krarups nationalisme.
Skal vi hellere stemme ja?

Sven Bille
Schacksgade 6
1365 Kbh K

Konen i muddergrøften lever og regerer
11. MAJ - Reklamen har en tendens til at ville have kontrol med kærligheden, dvs. med hvem, vi bliver forelsket i, og hvem vi ikke gør.
Et perverst eksempel er reklamen for et middel mod bumser, pubertetens naturlige kendetegn: "Hvem vil kysse et månelandskab?" hedder det. Ja, hvem? Månen plejer ellers at have noget med romantik at gøre, men i denne forbindelse kan det altså være nok med alt det måne-gejl.
Reklamen ligner Konen i Muddergrøften, spørgsmålet er bare, hvor mange stadier, den har tilbage, før den - som vi ved - heller ikke er tilfreds med det og derfor må ende, hvor den begyndte.

Jonas Pedersen
Geislersgade 15
2300 København S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her